Ny pressechef i Beskæftigelsesministeriet

NAVNE: Beskæftigelsesministeriet opruster den i forvejen store presseafdeling. Ny pressechef er den 37-årige journalist Christian Lehmann, der kommer fra dagbladet Informations Christiansborg-redaktion.
Jørgen Skadhede
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og hendes ministerium råder i forvejen over en af de absolut største presse- og kommunikationsafdelinger på Slotsholmen.

Men fra 1. februar bliver staben på fem menige pressemedarbejdere, en kommunikationschef og en særlig rådgiver udvidet med en pressechef.

Den nye stilling bliver besat af 37-årige Christian Lehmann, der kommer fra et job som politisk reporter på dagbladet Information. Han har også kommunikationserfaring fra både Videnskabsministeriet og fagforeningen Dansk Magisterforening, hvor han tidligere har arbejdet som pressemedarbejder.

Christian Lehmann bliver ansvarlig for den daglige pressekontakt, mens Mette Frederiksens særlige rådgiver Martin Rossen mere kommer til at arbejde med de strategiske overvejelser og hjælpe ministeren med at pleje forbindelsen til samarbejdspartnere i interesseorganisationer og de politiske partier samt til hendes eget bagland i Socialdemokratiet, hvor Martin Rossen selv har en fortid som aktiv DSU'er.

Mens Martin Rossen er ansat som særlig rådgiver (spindoktor) og derfor må forlade sin stilling, hvis regeringen træder tilbage, så er Christian Lehmann ansat som embedsmand i lighed med de øvrige pressemedarbejdere i ministeriet.

Fakta
Christian Lehmann

2012 - Pressechef i Beskæftigelsesministeriet
2008-2012 Politisk reporter på Information
2006-2008 Pressemedarbejder i Videnskabsministeriet
2003-2006 Pressemedarbejder i Dansk Magisterforening
2000-2003 Reporter på Ritzaus Bureau
2000 Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole
1974 Født i Aalborg

Dermed har Mette Frederiksen fortsat kun valgt at hyre en enkelt spindoktor, selvom hun i kraft af sit medlemskab af regeringens magtfulde økonomiudvalg er en af de ministre, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har givet lov til at ansætte to spindoktorer.

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024