Debat

Rina Ronja Kari: Thorning lytter ikke til befolkningen

DEBAT: Helle Thorning-Schmidts (S) ønske om at bringe Danmark endnu tættere på kernen i EU tyder på, at hun slet ikke hører befolkningen. Det er respektløst, og det kan blive et seriøst problem for demokratiet, skriver Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.
Foto: Pablo Eekman
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rina Ronja Kari (Folkebevægelsen mod EU)
Medlem af Europa-Parlamentet 

"Derfor arbejder regeringen på at være så tæt på kernen i EU som muligt."

Sådan afsluttede Helle Thorning-Schmidt (S) den sidste store debat i Folketinget før sommerferien. Man er fristet til at konstatere, at regeringen bare gerne vil være rigtig tæt på EU, og så gør det ikke noget at være langt væk fra befolkningen.

Glemmer statsministeren befolkningen?
Det er ikke første gang, at statsministeren har udtalt dette ønske, men denne gang faldt ordene cirka to uger efter Europa-Parlamentsvalget.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Et valg, som om noget var kendetegnet ved, at diskussionen drejede sig om at sætte grænser for EU's indflydelse. Et valg, hvor statsministerens egen spidskandidat gang på gang understregede, at EU ikke skal bestemme over f.eks. velfærdssamfundet. Et valg, hvor befolkningen ikke sagde nej til EU, men hvor det var yderst vanskeligt at finde jubel-EU-tilhængerne både blandt politikere og vælgere.

Efter et sådant valg, hvor der både i Danmark og resten af EU blev sendt et klart signal om, at det er gået for vidt, og at befolkningen ikke støtter udviklingen, vælger statsministeren at gentage, at regeringen arbejder på at komme så tæt på kernen som muligt. Mon hun slet ikke lyttede til befolkningen?

Efter et sådant valg, hvor der både i Danmark og resten af EU blev sendt et klart signal om, at det er gået for vidt, og at befolkningen ikke støtter udviklingen, vælger statsministeren at gentage, at regeringen arbejder på at komme så tæt på kernen som muligt.

Rina Ronja Kari (Folkebevægelsen mod EU)
MEP

Tysk plan for EU i to hastigheder
Omtrent samtidig med statsministerens tale præsenterede en centralt placeret tysker sin vision for fremtiden for netop kernen i EU. Hans navn er Jörg Asmussen, og hans CV er ganske imponerende, men vigtigst i denne sammenhæng, han er centralt placeret i forhold til den tyske regering. Godt nok taler han på egne vegne, men hans tale siger alligevel noget om, hvilken retning regeringen forestiller sig, at EU skal gå i.

Asmussen fremlagde en fempunktsplan med et EU i to hastigheder, hvor kernen består af Euro-lande. Euro-landene skal løftes til at blive en egentlig institution med rigtig meget magt. Her tales om at gå endnu længere, end man allerede har gjort med finanspagt osv. Asmussen forestiller sig også et parlament for Euro-zonen. Her snakkes ikke om at sikre velfærdssamfundene mod presset fra EU eller om at flytte beslutninger tilbage til de nationale parlamenter - tvært imod.
Læs mere om hans plan her.

Respektløst 
Når den danske statsminister taler om at bringe Danmark ind i kernen af EU, så snakker hun altså om rigtig meget mere magt til EU.

Prisen kender vi jo allerede: Mindre indflydelse til befolkningen, flere beslutninger, der bliver truffet lang væk, og et øget pres på både vores arbejdsmarked og vores velfærdssamfund. Det kunne godt give det indtryk, at statsministeren ikke rigtig lyttede til befolkningen, og at hun sammen med resten af regeringen bare fortsætter deres projekt med mere EU.

Det er respektløst, og det kunne blive et seriøst problem for demokratiet, men heldigvis kommer det til at kræve et par folkeafstemninger, og dér har befolkningen i hvert fald mulighed for at hive i nødbremsen.

De næste par år kommer til at indbefatte traktatændringer, og måske også en afstemning eller to om undtagelserne. Der skulle altså blive rig mulighed for EU-toppen til faktisk at lytte til befolkningen, og for befolkningen til at råbe politikerne op.

Jeg håber, at resultatet ikke bliver et Danmark i kernen af EU, men derimod mindre EU og et meget mere levende demokrati, hvor vi kan udvikle velfærdssamfundet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rina Ronja Kari

Marketings- og kommunikationschef, Miljømærkning Danmark
cand.soc. i virksomhedsledelse (Roskilde Uni. 2012)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024