AK-Samvirke: 2025-planen er lutter forringelser og brudte forudsætninger

Af Verner Sand Kirk
Direktør i AK-Samvirke

Kort tid efter at et bredt flertal vedtog en dagpengereform, som skulle skabe stabile rammer for de lediges vilkår, er der nu kommet en omfattende Helhedsplan fra regeringen. 

For at skaffe finansiering af topskattelettelser med videre indeholder planen også en række elementer, som forringer vilkårene for dagpenge- og efterlønsmodtagere.

Det sker under devisen, at det skal kunne betale sig at arbejde. Metoden er på forskellig vis at øge forskellen mellem løn og dagpenge. Dels via skattelettelser, som de ledige ikke får andel i, og dels gennem forringelser af ydelserne. Og det selvom dagpengekommissionen jo dokumenterede, at det bestemt kan betale sig at arbejde, hvis man er på dagpenge. Den typiske lønmodtager får faktisk kun mellem 45 og 70 procent af sin tidligere løn i dagpenge. 

Oveni foreslår man, at a-kassemedlemmerne skal betale 250 millioner kroner årligt i a-kassekontingent til statskassen.

Planen vil gøre ondt på dagpengemodtagere
Dertil kommer, at skattereformen fra 2012 betød, at dagpenge med videre fremover kommer til at halte yderligere efter lønudviklingen på arbejdsmarkedet. Frem til 2023 er det allerede besluttet, at ydelserne skal reguleres med cirka 10 procent mindre end lønudviklingen, så kompensationsgraden i forhold til hidtidig løn vil falde endnu mere. 

Hele formålet er at øge forskellen mellem dagpenge og løn, uden at nogen rigtig opdager, at det er det, det går ud på.

Verner Sand Kirk
Direktør i AK-Samvirke

Denne såkaldte mindrereguleringsmekanisme vil man nu videreføre i 2024 og 25, så de ledige og efterlønsmodtagerne inklusive den såkaldte satsregulering kommer yderligere cirka to procent efter lønudviklingen.

En anden metode, som anvendes til at forringe dagpengenes dækningsgrad, er, at der skal indføres et såkaldt målrettet jobfradrag, så arbejdsindkomst over 150.000 kroner får et fradrag på 7,75 procentpoint. Man kan kun få fradraget af indkomst op til 207.000 kroner. De, der får det fulde fradrag, får en skattelettelse på knap 4.500 kroner.  

Den egentlige hensigt er pakket godt ind
Der er bestemt ingen grund til at kritisere, at der gives skattelettelser i bunden, hvis der er penge til det. 

Men når man vælger den svært gennemskuelige metode med et jobfradrag, skyldes det, at hele formålet er at øge forskellen mellem dagpenge og løn, uden at nogen rigtig opdager, at det er det, det går ud på. En mere ærlig og gennemskuelig måde at gøre det på ville være at give skattelettelse i bunden til alle og så sætte ydelserne til ledige, pensionister med flere ned.

I dagpengereformen valgte man at finansiere lempelser på nogle områder med nedsat dimittendsats, så nyuddannede uden børn nu kun får 71,5 procent af højeste dagpengesats mod tidligere 82 procent. Men nu skal de bøde igen ved, at regeringen vil indføre en måneds karens, inden en nyuddannet ledig kan få dagpenge.

Skruen strammes med hver reform
I forbindelse med efterlønsreformen i 2011 vedtog man at fremrykke den i forvejen besluttede forhøjelse af pensions- og efterlønsalderen, hvor de unge skal regne med en pensionsalder på over 70 år. Samtidig blev efterlønsperioden forkortet fra fem til tre år, og alle kommer til at opleve en kraftig modregning i deres efterlønsydelse, hvis de er omfattet af en pensionsordning.

For at mildne kritikken valgte man fra foråret 2012 at give folk mulighed for at træde ud af efterlønsordningen og få de indbetalte efterlønsbidrag ud skattefrit. Godt halvdelen meldte sig ud. Og knap halvdelen blev i ordningen i tiltro til, at de nu kunne regne med de vilkår, som et bredt flertal havde vedtaget i Folketinget. Et stort flertal af de ældre blev i ordningen, og de fleste yngre meldte sig ud.

Men lige i halen på dette vedtog Folketinget som ovenfor nævnt en skattereform, som også betød lavere regulering af efterlønnen i forhold til lønudviklingen.

En væsentlig grund for mange, der blev i ordningen, var seniorjobordningen, som sikrede et rigtigt arbejde på overenskomstmæssige vilkår, hvis man mistede dagpengeretten op til fem år før efterlønsalderen.

I Helhedsplan giver man den nu et tand til, ved at alle, der er født efter 1957, får en yderligere forhøjelse af deres efterløns- og pensionsalder med et halvt år. Samtidig vil man ændre seniorjobordningen til en aktiveringsordning, hvor man skal arbejde for en ydelse svarende til dagpengesatsen.

Effektiviseringer for en kvart milliard
Som toppen af den bitre kransekage foreslår Helhedsplanen, at a-kassekontingenterne skal stige 250 millioner kroner.  

Argumentationen er, at a-kasserne må kunne effektivisere og digitalisere noget mere. Og man siger så, at de må kunne spare to procent årligt i deres udgifter til administration, service og jobvejledning af de ledige. Over 4 år bliver det til 8,25 procent eller cirka 250 millioner kroner.

Nu er det sådan, at medlemmerne i forvejen via deres kontingent betaler de fulde udgifter til administration, så det får statskassen ikke umiddelbart gavn af. Men så foreslår man i stedet, at den del af det årlige kontingent, der går i statskassen til medfinansiering af dagpengene (statsbidraget) over 4 år gradvist bliver sat op med 250 millioner kroner. 

Så er staten sikker på at få pengene, mens det er a-kassernes problem, om medlemmerne via billigere administrationsbidrag kan få dem igen og undgå en kontingentforhøjelse.

Umuligt at forestille sig
Imidlertid er det helt umuligt at forestille sig, at a-kasserne kan opnå en sådan besparelse, selvom de i de senere år faktisk har nedbragt administrationsudgifterne betragteligt via digitalisering og effektivisering.

At det ikke er realistisk, skyldes, at der er gennemført to store reformer, som begge lægger flere opgaver og mere administration på a-kasserne.

Først en såkaldt beskæftigelsesreform, som betød, at a-kasserne skal afholde over hundrede tusinde flere samtaler via de såkaldte fællessamtaler ude i jobcentrene. Det går vi helt ind for, men det koster altså penge.

Og nu sidst en dagpengereform, som er søgt solgt som en forenkling med et stort digitaliseringspotentiale. 

Sagen er imidlertid, at reformen er blevet endnu mere indviklet og bureaukratisk end det system, vi har i forvejen. Alene udgifterne til at lave nye it-systemer ser ud til at komme til at koste flere hundrede millioner kroner, som a-kassemedlemmerne skal betale via deres kontingent.