Arbejdsmarkedsredaktør: Det skal du huske fra 2017

TILBAGEBLIK: Redaktør for Altinget: arbejdsmarked giver her sit bud på en af årets vigtigste politiske begivenheder på arbejdsmarkedsområdet.

De nye "politikadetter" har i hvert fald haft en usædvanlig hård fødsel, skriver Søren Elkrog Friis.
De nye "politikadetter" har i hvert fald haft en usædvanlig hård fødsel, skriver Søren Elkrog Friis.Foto: /POLFOTO/Sebastian Iwersen
Søren Elkrog Friis

Vi lynuddanner en flok reserve-politimænd og sætter dem til at bevogte grænsen, så de rigtige politimænd igen kan bekæmpe kriminalitet og afspadsere de sidste mange års overarbejde!

Idéen var i al sin enkelthed genial, da Venstre-regeringen indgik finanslovsaftale med DF, Konservative og LA i efteråret 2016.

Men idéen var måske bedre på papiret end i praksis - de nye ‘politikadetter’ har i hvert fald haft en usædvanlig hård fødsel.

Først kneb det med rekrutteringen. 27 procent af ansøgerne mødte slet ikke op, fordi de ikke følte sig klar til den fysiske prøve, og ambitionen om 125 kadetter måtte nedjusteres til 53.

Så var der overenskomsten. Politiforbundets ønske om tjenestemandsansættelse skabte ramaskrig i Moderniseringsstyrelsen, som omvendt krævede, at politikadetterne skulle ansættes uden mulighed for at strejke.

Den 1. september skulle de nye kadetter stå klar ved grænsebommen, men uden overenskomst, ingen kadetter. Hjemmeværnet måtte i stedet træde til ved grænsen, mens Politiforbundet og staten fortsatte deres nedstirringskonkurrence.

Først 22. september landede et kompromis, som giver kadetterne strejkeret, men samtidig sikrer et nødberedskab omkring opgaver af væsentlig betydning for Danmarks sikkerhed.

“Højdepunktet af ministerielt og organisatorisk kluddermor,” skrev Ekstra Bladet i en leder.

Sagen skabte røde ører i Justitsministeriet og Innovationsministeriet - og tydelig irritation i regeringstoppen.

Statsministeren selv lagde ikke skjul på, at sagen i centraladministrationen blev betragtet som en stedfortræderkonflikt instrumenteret af lærerformand Anders Bondo Christensen, der som topforhandler ved vinterens store slag om offentlige overenskomster (OK18) havde behov for at demonstrere styrkeforholdet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Elkrog Friis

Redaktør, Altinget Magasin
cand.comm. i journalistik og udviklingsstudier (RUC 2008)

0:000:00