Torben M. Andersen: Regeringen er ude af pensionskurs

Af Torben M. Andersen
Professor i økonomi ved Aarhus Universitet

2025-planen indeholder en række forslag på pensionsområdet, som ikke har fået megen opmærksomhed i den offentlige debat. Der er forslag om at mindske restgruppen via introduktionen af obligatorisk pensionsopsparing og forslag om at mindske det såkaldte samspilsproblem. 

I det følgende diskuteres forslagene rettet mod samspilsproblemet.

En væsentlig del af forslagspakken er knyttet til mulighederne for indbetaling til aldersopsparing, altså tidligere alderspension. Indbetalingerne er ikke fradragsberettigede, men til gengæld beskattes pensionerne ikke ved udbetaling, og de indgår ikke i modregningsgrundlaget for offentlige pensioner. 

Det foreslås, at der årligt kan indbetales 5.000 kroner mod 29.600 kroner i dag op til fem år før folkepensionsalderen, og op til kr. 50.000 de sidste fem år inden folkepensionsalderen til en aldersopsparingslivrente.

Aldersopsparingslivrenten øger fordelagtigheden af pensionsopsparing tæt på folkepensionsalderen, hvilket løser en del af samspilsproblemet, og er dermed også med til at styrke incitamenterne til senere tilbagetrækning.

For indbetalinger tidligere i arbejdslivet vil der stadig være samspilsproblemer, selvom forslagene øger det gennemsnitlige afkast på pensionsopsparingen. Samtidig bliver fordelingspræcisionen i de offentlige pensionstilskud mindre, og flere vil modtage mere fra det offentlige.

Torben M. Andersen
Professor i økonomi ved Aarhus Universitet

Komplicerer et komplekst system yderligere
Det er imidlertid et paradoks, at 2025-planen starter med at konstatere, at den nuværende aldersopsparing heldigvis ikke har været udnyttet særligt meget for så at ende med forslag, der reelt vil øge anvendelsen af ordningen. 

Aldersopsparingen betyder et blandingssystem med nogle pensioner, der behandles på én måde i forhold til beskatning og modregning, og andre på en anden måde. Dette bryder også med bruttoprincippet i skatte/socialsystemet. 

Det er uheldigt og bidrager til at komplicere et i forvejen komplekst system. Det svækker den fordelingspolitiske præcision i de offentlige pensionstillæg, når der kun modregnes på grundlag af en del af de samlede pensioner. 

Endelig vil forslaget betyde, at flere vil modtage mere fra det offentlige i kraft af, at en større del af opsparingen vil være i en form, der ikke indgår i modregningsgrundlaget.

Udnyttelsen af alderspensionen har hidtil været beskeden, men det må forventes, at alle arbejdsmarkedspensioner med mere omlægges, så indskyderne fuldt ud drager nytte af mulighederne for den såkaldte aldersopsparing, det vil sige de 5.000 kroner, indtil pensionsalderen minus fem år, og op til de 50.000 kroner de sidste fem år.

Bonus trækker i den forkerte retning
I forbindelse med et øget beskæftigelsesfradrag indføres en pensionsbonus for personer med indkomster i intervallet mellem 300.000 kroner og topindkomstskattegrænsen. Bonussen er på 7,25 procent af indskuddet på fradragsberettigede ordninger, altså over 21.700 kroner, op til maksimalt 17.000 kroner. 

Bonussen gælder for indbetalinger til fradragsberettigede pensionsordninger og dermed ikke indbetalinger til aldersopsparing. 

Det har betydning for aldersopsparingslivrenten, da fuld udnyttelse af indbetalinger til denne ordning for mange i det relevante indkomstinterval vil betyde, at den fulde pensionsbonus ikke udløses, og dermed står de over for en højere marginalskat. 

Dette modvirker intentionerne om at styrke incitamenterne til senere tilbagetrækning skabt af aldersopsparingslivrenten.

Personer med indkomster i det relevante interval og omfattet af en arbejdsmarkedspensionsordning vil automatisk få pensionsbonussen da bidragssatserne er på et niveau, der udløser den fulde bonus – også ved udnyttelse af aldersopsparing. Bonussen betyder, at det gennemsnitlige afkast på opsparingen øges (gennemsnitsskatten mindskes) for indkomster i ovennævnte interval. 

Derimod har bonussen ingen konsekvenser for den marginale sammensatte skat, som er kernen i samspilsproblemet, og som derfor ikke bliver mindre. Forslaget gør således pensionsopsparingen mere fordelagtig for dem, der et kvalificerede til pensionsbonussen, men den mindsker ikke de sammensatte marginalskatter på pensionsopsparing.

Et nyt referencepunkt
Med forslaget fastlægges en pensionsopsparing på knap otte procent plus 5.000 kroner på aldersopsparing som et pejlemærke for pensionsindbetalinger op til fem år før folkepensionsalderen. 

Der bliver så at sige med forslaget defineret et sammenligningspunkt eller referencepunkt for niveauet for pensionsopsparing. Der er derfor et incitament for personer med en lavere bidragssats for at nå dette niveau. Men hvad med personer med en højere bidragssats? Hvorledes vil det påvirke arbejdsmarkedspensionerne, særligt for grupper med en høj sammensat marginalskat? 

Spørgsmålet bliver ikke længere, om der skal være en pensionsordning, men hvorfor den skal gå videre end det fastlagte referencepunkt. 

Mange overenskomster fra frit-valgselementer er knyttet til pensionsindbetalinger, og en tilpasning kan eventuelt ske inden for rammerne af sådanne ordninger. Det kan også tænkes, at bidragene bliver gjort aldersafhængige for at udnytte mulighederne i aldersopsparingen fuldt ud med en aldersopsparingslivrente.

Forslagspakken vil særligt medvirke til at løse samspilsproblemet for pensionsindbetalinger tæt på pensionsalderen. For indbetalinger tidligere i arbejdslivet vil der stadig være samspilsproblemer, selvom forslagene øger det gennemsnitlige afkast på pensionsopsparingen.

Samtidig bliver fordelingspræcisionen i de offentlige pensionstilskud mindre, og flere vil modtage mere fra det offentlige, og dermed opnår man ikke et af hovedmålene med reformer på pensionsområdet.