Cordua: Terror og flygtninge er blind makker i efteråret

Sommeren 2016 vil ikke gå hurtigt i glemmebogen. Brexit-afstemningen i UK, de nærmest endeløse terroranslag mv. både i USA og Europa (foruden dem, som jo ellers pågår i Afrika og Mellemøsten, som ikke altid får helt samme bevågenhed) prægede avisforsider og diskussionerne.

Dertil kommer nogle uger, hvor verden var rystet over udsigten til, at populisten Donald Trump kunne indtage Det Hvide Hus.

Efter en uges tid med klovnerier og et republikansk parti i opløsning, så ser det heldigvis ikke længere ud til at være tilfældet, selv om faren desværre nok ikke er drevet helt over endnu.

Terror og sikkerhed
Mest ubegribeligt er det at se, at Trump stadig kan mobilisere danske fans – selv blandt DF's medlemmer af det danske Folketing!

DF er som bekendt kommet under pres fra andre yderligtgående højrekræfter, som ønsker en endnu strammere kurs over for særligt muslimer, der kommer til landet.

Jarl Cordua

Snart finder toppolitikerne tilbage foran mikrofonerne. Alle venter spændt på, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), men også S-formand Mette Frederiksen og DF-formand Kristian Thulesen Dahl har at sige til befolkningen. Vi kender dagsordenen: Styr på flygtningesituationen (det er der pt.), styr på terroren og sikkerheden. 

Den kan ingen længere garantere 100 procent, selv om der aldrig bliver brugt så mange penge på sikkerhed som nu. Sikring af dansk økonomis langsigtede holdbarhed. Flere skal arbejde – færre skal forsørges. Det er det, den 2025-plan, som finansminister Claus Hjort (V) barsler med i august, skal skabe et overblik over.

Snævert politisk manøvrerum
Planen skal give et afsæt til de reformer, som skal skabe et fundament for, at Liberal Alliance får deres marginalskatteprocenter sat ned. Ellers stemmer LA for en mistillidsdagsorden til regeringen, pointerer partiet.
 
Det spændende bliver, om DF accepterer den præmis. Gør de ikke, så hænger det borgerlige projekts fremtid i en tynd tråd. De kan også vælge at veksle indrømmelser til LA for at få yderligere stramninger af udlændingelovgivningen og asylansøgeres opholdsvilkår.

Men blot så længe, at det ikke BEVIDST krænker Danmarks forhold til diverse menneskerettighedskonventioner, som vi har forpligtet os til. Det er regeringens grænse.

Befinder den nye lovgivning sig derimod blot i gråzonen, så går regeringen nok med til det. Det er det stadigt snævrere politiske manøvrerum, der er for at imødekomme DF's krav hinsides menneskerettighedskonventionerne.

Panik i vælgerkorpset
DF er som bekendt kommet under pres fra andre yderligtgående højrekræfter, som ønsker en endnu strammere kurs over for særligt muslimer, der kommer til landet.

Kombinationen af islamistisk terror og 40 års fortsat muslimsk indvandring og ikke ligefrem vellykket integration, når det handler om at omfavne andres personlige frihed med videre, har simpelthen skabt panik i en stor del af vælgerkorpset – også blandt den borgerlige meningsdannelse i dette land – så det i dag er blevet helt legitimt at foreslå diskrimination af tro og race for at holde muslimer ude af vores land.

DF er dog også under pres internt, hvilket blandt andet ses ved, at DF's mangeårige intellektuelle fyrtårn og nationalkonservative ideolog, Søren Krarup, nu kræver at få smidt Løkke-regeringen på porten for dens i hans øjne uendelige uduelighed.

Konservative har ud over at stå vagt om forsvaret også overtaget Erhard Jakobsens gamle mærkesag om at bekymre sig om husejernes økonomi og navnlig ejendomsskatterne.

Det betyder, at den længe ventede ændring af ejendomsbeskatningen, som også er blevet udskudt til efteråret, nok ikke bliver til noget med konservative stemmer, hvis ikke det på en eller anden led udmønter sig i en skattelettelse for boligejerne.

Uløste PSO-problemer
Venstre-regeringen sidder med andre uløste problemer som eksempelvis en ny finansieringsmodel for Danmarks omstilling til bæredygtig energi, efter at PSO-afgiften blev hældt ned ad brættet af EU, fordi den bliver anset som konkurrenceforvridende.

Et forsøg i foråret på at lave en aftale blev kortsluttet af DF, som ikke fandt, at tiden var moden til det. Regeringen er dog under pres for at levere en løsning inden årsskiftet.

Dertil kommer, at Danmark ikke for tiden har udsigt til at få den af EU-modstanderpartierne, bl.a. DF og EL, garanterede parallelaftale om Europol, som blev stillet de regeringsuvillige partier i øjnene før afstemningen.

Parallelaftalen om Europol
I god tid inden skal man få en aftale på plads, før Danmark ryger ud af Europol-samarbejdet, når en ny forordning træder i kraft 1. maj 2017. Hos EU-modstanderne lever forestillingen om, at en sådan aftale er noget nær den nemmeste sag i verden.

Og så peger man på et argument om, at Eurpol nærmest ikke kan gå i gang uden Danmark, fordi det er i andre landes interesse. Argumentet er nok rigtigt på den lange bane, men de øvrige lande har især efter Brexit en interesse i at markere en grænse - også for et land som Danmark

Sagen illustrerer endnu en gang, at man hos de regeringsuvillige partier ikke abonnerer på forklaringer om, at politik og forhandlinger kan være komplicerede.

For DF, Enhedslisten med flere får blandt andet vælgerstøtte i og med, at man fremstiller verden og politik som relativt ukompliceret og egentlig kun en funktion af politisk vilje eller mangel på samme.

Alt er i spil
Hvis der skal skaffes finansiering til mange af disse tiltag, så kræver det yderligere reformer af velfærdssamfundet og her peger pilen på, at SU-modtagere på masterdelen fremover skal finansiere deres studier med lån. Det vil mange sikkert godt kunne leve med.

En yderligere udskydelse af pensionsalderen er også en mulighed. Det vil til gengæld næppe vække vælgerjubel. ”Alt er i spil,” siger finansministeren.

Regeringen, som indtil videre ikke klarer sig særligt godt i meningsmålingerne, har reelt kun ét kort at spille i forhold til vælgerne: De kan forsøge at fremstille sig selv som de eneste, der umiddelbart ser ud til at ville tage statsministerposten – selv om både LA og DF har tilbudt sig som regeringspartnere under de rette forhold.

En enlig LA-regering har eksempelvis næppe mulighed for at få flertal, selv om enkelte LA-folketingsmedlemmer meget ihærdigt insisterer på, at man er meget villig til at gå i regering.

Dramaet i blå blok
Det seneste års dramaer i den blå lejr og de mange trusler og evindelige hjertesuk, opgiven og træthed over den manglende lydhørhed fra Venstre, der på forskellig vis lyder fra de blå partier, understreger blot alvoren.

Et reelt sammenbrud for det blå samarbejde kan altså ikke udelukkes.

Hvis det kommer dertil, så vil regeringen naturligvis gøre, hvad den kan for, at det ikke ser ud, som om at den er rendt af pladsen, men at det står klart, at et eller flere af de øvrige partier har væltet regeringen.

Om vælgerne så vil straffe de øvrige partier for at belønne Venstre er nok mere end tvivlsomt. Formentlig vil tilpas mange vælgere flygte til Socialdemokraterne, så det sikrer en lang periode med Mette Frederiksen som statsminister i ly for det kaos, der allerede nu tegner sig i blå blok.

Det vil nok dæmpe den største lyst til harakiri, hvis en række partiledere i blå blok på et tidspunkt under forhandlingerne indser, at de har udsigt til at tilbringe de næste ti år uden den store direkte indflydelse på dansk politik.

Holdninger kan hurtigt skifte
Man må dog også regne med, at Lars Løkke Rasmussen selv vil gøre sit alleryderste for at komme igennem efterårets mange og store forhindringer. Det taler i sig selv for, at partierne i blå blok alligevel finder hinanden.

Hvis ikke, så er statsministerens dage i politik i al fald talte. Taber Venstre regeringsmagten, vil det føre til et formandsskifte formentlig med Søren Gade som ny formand, som kan tænkes at genrejse Venstre fra en plads i oppositionen i konkurrere med de øvrige borgerlige partier, men fra den samme platform med de lette løsninger.
 
Sommeren har desuden vist, at terroren og andre pludselige chok som flygtningekrise og mislykket kupforsøg og efterfølgende tilbageslag for retsstat og samarbejde med Tyrkiet er de store ubekendte.

Udviklingen kan føre til nye krav under forhandlingerne og spiller dermed med som ”blind makker” i de mest komplicerede og spændende politiske forhandlinger i dansk politik i mange år.

De sidste år har i al fald vist, at holdninger kan skifte hurtigt. Både hos befolkningen og hos partierne. Tænk bare på Socialdemokraternes holdning til flygtningekrisen.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.