Eksperter: Salvini, Le Pen og Kaczynski forbereder højre-populistisk EU-gruppe
SAMARBEJDE: Der tegner sig et billede af en ny stor højreorienteret gruppe i EU-Parlamentet efter valget, siger tre eksperter. Personlige relationer og økonomisk politik kan blive stopklods.
Malte Bruhn
JournalistHvis der var valg til Europa-Parlamentet i dag, ville den italienske indenrigs- og vicepremierminister Matteo Salvinis højreorienterede Lega-parti formentlig blive det største parti i Europa-Parlamentet.
Ifølge de seneste meningsmålinger står Lega til at nappe 29 sæder i Bruxelles efter det kommende Europa-Parlamentsvalg.
Det er en fremgang på 23 mandater siden valget i 2014, hvor Lega fik seks mandater. Her skal det medregnes, at Italien får tildelt tre ekstra pladser, hvis alt går efter planen med Storbritanniens europæiske farvel.
Angela Merkels tyske konservative CDU-parti, der i dag er Europa-Parlamentets største parti, står til 28 mandater.
Disse partier er per definition ledet af karismatiske personligheder. Derfor kan det blive svært for dem at arbejde sammen.
Doru Frantescu
Direktør i Votewatch
Men hvad vil Salvini bruge sine mange nye mandater til?
EU som den store skurk
Ifølge Gert Sørensen, der forsker i Italiens forhold til EU på KU, vil Salvini forsøge at stille sig i spidsen for en nyetableret højre-populistisk supergruppe i Europa-Parlamentet, ”der vil spille på EU-systemet som den store skurk”.
De oplagte partnere er Marine Le Pens franske højrenationale Rassemblement National (RN) og Jarosław Kaczyńskis polske nationalkonservative PIS-parti, lyder det fra Gert Sørensen.
PIS står i meningsmålingerne til 25 mandater. RN står til 20. Hvis det ender sådan, bliver PIS Parlamentets tredjestørste nationale parti. RN bliver det sjettestørste.
”Salvini, Le Pen og Kaczyński har mulighed for at danne en stærk gruppe, der vil kæmpe for et EU med større respekt for nationale forskelligheder, mindre EU-integration, øget national suverænitet og mere fokus på mellemstatsligt samarbejde,” siger Gert Sørensen.
Disse partier står til at blive de største i Europa-Parlamentet efter valget den 26. maj
Lega (Italien): 29 mandater
Christlich Demokratische Union Deutschland (CDU) og Christlich-Soziale Union in Bayern (CSU) (Tyskland): 28 mandater
PIS (Polen): 25 mandater
La République En Marche (Frankrig): 22 mandater
Femstjernebevægelsen (Italien): 20 mandater
Rassemblement National (Frankrig): 20 mandater
De Grønne Tyskland (Tyskland): 17 mandater
Partido Socialista Obrero Español (Spanien): 17 mandater
Sozialdemokratische Partei Deutschland (Tyskland): 16 mandater
Partido Popular (Spanien) 15 mandater
Partito Democratico (Italien): 15 mandater
Platforma Obywatelska (Polen): 14 mandater
Kilde: Polls of Polls