Elbæk danner nyt parti

PARTISTIFTER: Tidligere kulturminister Uffe Elbæk danner et nyt parti, som får navnet Alternativet. Det oplyser han i en pressemeddelelse.
Foto: Alternativet
Christian Juhl Mølgaard
Fakta
Orienteringsmødet om Alternativet finder sted onsdag 27. november kl. 10.00 til 11.00 i værelse 133 på Christiansborg.
Alternativet.

Det er navnet på det parti, tidligere kulturminister Uffe Elbæk præsenterede onsdag formiddag. Dermed er to måneders løsgængeri ovre for det tidligere radikale folketingsmedlem. 

I en pressemeddelelse fremgår det, at Elbæks nye, grønne parti vil arbejde for en bæredygtig omstilling af Danmark, og at målet er større livskvalitet for borgerne, samtidig med at forbruget af knappe naturressourcer begrænses.

"Hvis vi ønsker, at vores børn og børnebørn skal have de samme chancer, som vi har haft, kan vi ikke blive ved med at vende det blinde øje til. Vi er som samfund ikke bare på vej hen til kanten, men på vej ud over den, når det gælder vores forbrug af jordens begrænsede ressourcer," siger Uffe Elbæk i pressemeddelelsen.

Bag det nye parti står udover Uffe Elbæk også Josephine Fock, sekretariatschef i OAO, Offentligt Ansattes Organisationer, og Torsten Gejl, direktør for virksomheden OCN.

Uffe Elbæk blev medlem af Folketinget i 2011 og samtidig kulturminister i regeringen Helle Thorning-Schmidt. I december 2012 trak han sig som kulturminister som følge af beskyldninger om sammenblanding af interesser. Rigsrevisionen frikendte ham i marts 2013 for at have været inhabil.

I september meldte han sig ud af Radikale med den begrundelse, at han ønskede sig større frihed til at handle og ytre sig.


Se partiets præsentationsvideo:

<iframe width="450" height="315" src="//www.youtube.com/embed/YExNcFR8RqE" frameborder="0" allowfullscreen></iframe>

Dokumentation
Fra pressemeddelelsen:

OM ALTERNATIVET:

Partiets navn: Alternativet.

Stiftet: Tirsdag 26. november 2013.

Initiativtagere: Tidligere kulturminister Uffe Elbæk sammen med en kreds af frivillige fra København og Aarhus.

Bestyrelse: Rasmus Norqvist (formand), Helle Engelbrechtsen, Mads Ole Dall, Niko Grünfeld og Alexandra B. Collin.

Politiske talspersoner: Josephine Fock, Torsten Gejl, Uffe Elbæk.

Politiske mærkesager: Seriøs bæredygtig omstilling, iværksætteri og social opfindsomhed, en ny politisk kultur, uddannelse, kultur og kunst.

Partiprogram: Vil blive vedtaget på Bornholm 11. juni 2014 i forbindelse med Folkemødet.

Underskriftsindsamling: Partiet går i gang med at indsamle de godt 20.000 underskrifter nu.

Internationale ambassadører: Partiet har engageret en kreds af ambassadører i en række lande (Australien, Canada, Hong Kong, Kroatien, Storbritannien, Sverige, Sydafrika, USA), som vil være med til at styrke Alternativets udsyn og netværk.

Sådan bliver man medlem: Alle kan melde sig ind via hjemmesiden www.alternativet.dk.

Om talspersonerne for Alternativet:

Josephine Fock er vokset op i Horsens som den yngste af fem. Hun er uddannet jurist fra Aarhus Universitet i 1993. Josephine Fock kastede sig hurtigt ind i fagbevægelsen, hvor hun har været hele vejen rundt både blandt akademikergrupperne, siden i Sundhedskartellet og sygeplejerådet og de seneste 6 år som chef for OAO, en organisation for 400.000 offentligt ansatte LO-medlemmer. Hun har beskæftiget sig med politikudvikling og arbejdsmarkedet i alle årene med fokus på de ansattes vilkår. Hun har siddet over for de sidste tre finansministre i 2008, 2011 og 2013 og forhandlet de offentlige overenskomster på plads. Senest i 2013 har hun haft en aktiv rolle i indgåelsen af Aftale om  Modernisering af Den Offentlige Sektor mellem arbejdsmarkedets parter. Josephine Fock har desuden arbejdet meget med ledelse og inddragelse i praksis og opbyggede blandt andet OAO gennem en fusion af to organisationer. Hun fungerer som ledelsesmentor for unge kvindelige talenter. Hun er engageret i samfundet og har taget del i flere valgkampe, først for Margrethe Wivel og senest for Uffe Elbæk. I sin fritid er hun en ivrig sejler og er instruktør i Sundby Sejlforening. Josephine Fock er 48 år og bor på Amager med sin kæreste.

Torsten Gejl har været aktiv i Frontløber-miljøet i Aarhus siden midten af firserne. Han gik på Kaospiloternes første hold i 1990 og blev efter endt uddannelse leder af projektorganisationen Frontløberne fra 1993-1998. Derefter lavede han sit eget firma, Proventor, hvor han arbejdede med involvering af unge i opstart af ungdomshuse, udformning af ungdomsråd og udvikling af ungdomspolitik i Danmark, Norge og Sverige. Han blev i år 2000 leder af verdenskulturfestivalen og arbejdede med integration og tværgående musikprojekter og koncertarrangementer i samarbejde med alle etniske minoriteter i Aarhus. Arbejdet fik efterhånden et særligt fokus på hip hop og udvikling af det multikulturelle rap miljø i Aarhus Vest. I 1997 startede Gejl med at indføre en metode til validering af uformel læring i Danmark, som hedder Open College Network. Metoden kommer fra England, via Sverige og handler om at give mennesker papir på det, de lærer uden for skolen. Torsten Gejl har gennem årene været efterspurgt som foredragsholder, procesleder, kursusleder og leder af internationale udviklingsprojekter. I dag er Torsten Gejl direktør for OCN Danmark, som har hovedkvarter på Skolebakken i Aarhus. Torsten Gejl er 49 år, fra Aarhus og bor på Djursland sammen med sin kæreste og deres to børn.

Uffe Elbæk har fra sin tidligste ungdom været politisk aktiv. Var i midt-firserne med til at grundlægge den aarhusianske kulturorganisation Frontløberne og seks år senere iværksætteruddannelsen KaosPiloterne. Uffe Elbæk var skolens første rektor fra 1991 til 2006. Parallelt med sin professionelle karriere har Uffe Elbæk taget aktiv del i det danske samfundsliv som kulturel græsrod, social aktivist og som folkevalgt politiker. Blev valgt ind i Aarhus Byråd i 2001 og igen i 2005 for Det Radikale Venstre, hvor han var formand for byens Skole- og Kulturudvalg. I januar 2007 trådte Uffe Elbæk ud af Aarhus Byråd og flyttede til København for at påtage sig ansvaret som direktør for den internationale sports-, kultur- og menneskerettigheds-begivenhed, World Outgames 2009. Uffe Elbæk har gennem årene skrevet flere bøger, senest bogen Ledelse på kanten (Gyldendal Business)  og har derudover været fast klummeskribent for blandt andet Weekendavisen, Berlingske Tidende og Jyllandsposten samt freelancejournalist på Information og månedsbladet Press. Folketingsmedlem for Radikale Venstre 2011-2013, kulturminister fra oktober 2011 til december 2012. Siden september 2013 medlem af Folketinget uden for parti. Bor i dag på Frederiksberg sammen med sin mand.

Kilde: Alternativet

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Uffe Elbæk

Forfatter, fhv. kulturminister (R) og politisk leder og MF (ALT)
Socialpædagog (Peter Sabroe Seminariet 1982)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024