Debat

Elberth: Pia Olsen Dyhr alene i verden

KLUMME: I juli bringer klummen ”Borgen Digitalt” hver tirsdag og fredag analyser af samtlige partiers digitale kommunikation. Fjerde parti er SF. Benjamin Rud Elberth analyserer.

Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
Benjamin Rud Elberth
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Enmandshæren Pia Olsen Dyhr.

De skal være rigtig glade for deres formand hos SF, fordi hun med sit aktivitetsniveau holder SF levende på nettet og muligvis over vandskorpen i meningsmålingerne. SF har traditionelt haft digital kommunikation som en vigtig byggesten i den politiske kommunikation og har tænkt det på lige fod med traditionel presse. Men afgang af vigtige medarbejdere og ikke mindst digitale folketingsmedlemmer kræver nytænkning og struktur, hvis de skal kunne følge med de andre partier. På den måde er SF presset til at skulle finde noget digital værdi og basere mere på sociale medier end de andre partier, der har råd til outdoor- eller aviskampagner.

I de glade Villy-dage var Villy Søvndal voldsomt populær på nettet, men der var altså også arvtagere, der var stærke på nettet og fyldte meget omkring Villy-hypen. SF’s digitale kommunikation er heller ikke for alvor kommet sig, efter at ”Børnebanden” i 2013 forlod SF, og navne som Ida Auken (R), Mattias Tesfaye (S), Astrid Krag (S) og Jesper Petersen (S) ikke længere skriver digitalt for SF. Alle de nævnte er blandt de allerstærkeste på sociale og digitale medier for deres nuværende partier. Og så har tabet af hyperaktive Özlem Cekic været et af de største digitale tab for noget parti nogensinde. Jonas Dahl er seneste (digitale) tab for SF, da han blev hospitalsdirektør i Randers og tog næsten 10.000 Twitter-følgere med sig.

LÆS OGSÅ: Elberth: Alternativet er på vej mod noget alternativt

Pia Olsen Dyhr er et levende bevis på, hvad der sker, når en formand for et parti er der selv, svarer folk og støtter på Facebook og i det hele taget vægter dialogen højt. Olsen Dyhr kan holde en del kritik fra døren, fordi hun er så aktiv og går forrest i tider, hvor SF har det rigtig svært i målingerne. Og hun kan motivere de unge SFU’ere, der skal være med i partiets primære maskine i næste valgkamp, hvis det skal lykkes.

Position lige nu
SF havnede på syv mandater ved folketingsvalget 2015. I 2011 fik de 16 mandater. I 2007 fik de 23 mandater. Det harmonerer cirka med styrken i deres kommunikation og især den digitale. Jo færre mandater, de har fået, jo mindre er partistøtten, og jo færre bliver medarbejderne.

I årene mellem 2008 og 2011 var SF blandt de absolut stærkeste digitale partier. Villy Søvndal var flyvende på Facebook, faktisk så stor, at det var et internt problem mellem datidens to stærke oppositionsledere, fordi Villy som ”Kongen af Facebook” også blev betragtet som den potentielt stærkeste kommunikerende partileder i rød stue. SF var også blandt de bedste til hvervekampagner. I dag er pengene små, og SF er langt fra fordums digitale styrke.

LÆS OGSÅ: Elberth: Socialdemokraterne er et stykke fra førerfeltet

Især partier som Liberal Alliance, Venstre, Socialdemokraterne, Alternativet, Radikale og Dansk Folkeparti er faktisk løbet fra dem. Det er Pia Olsen Dyhr, der bærer det hele. Jakob Mark, Karsten Hønge og Lisbeth Bech Poulsen er også aktive på sociale medier, men ikke i et gear, der tilnærmelsesvis kan følge med formanden (der er folketingsmedlemmer på Twitter, der har tweetet omkring 500 gange på tre år. Det er stort set det, en Özlem, der fik blod på tanden, kunne tweete på en måned).

Pia Olsen Dyhr er til gengæld rigtig, rigtig god på både Twitter, Facebook og Snapchat (og lidt Instagram). Genlæs ”Mød Pia Olsen Dyhr på Snappen” for at læse mere om, hvorfor det er vigtigt.

Gang i svingdøren og transfervinduet
Det kan virke lidt småt at skrive om enkeltpersoner hos partierne. Men der er masser af eksempler, der viser, at personer internt hos partierne kan flytte utrolig meget momentum, intern kultur, struktur og – hvis ellers forskning kunne påvise det – stemmer. Derfor er det langt fra ligegyldigt, at Pia Olsen Dyhrs højre hånd, Sune Prahl, lige før sommer har åbnet transfervinduet og er gået til LO. Sune Prahl var strategen, den presseansvarlige og den der fik tingene til at flyde i et SF, der i forvejen var presset på tilslutning, pengepung og medarbejderantal. Tidligere partisekretær Turid Leirvoll er blevet opsagt. Ligesom den anden halvdel af strategi-makkerparret Prahl & Brahm, Thomas Brahm, i oktober 2015 blev pressechef i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. SF’erne er fuldkommen klar over, at der skal sættes et nyt hold, og de er i gang. Det er unge Christopher Mortensen, der primært skal tage sig af de sociale medier lige nu – og han har mindsettet til det, når han tænker presse på lige fod med digitale medier.

LÆS OGSÅ: Elberth: Konservative med store planer

Hvilke partimedlemmer går forrest?
Pia Olsen Dyhr. Pia Olsen Dyhr. Og Pia Olsen Dyhr. Stjerneskuddet Jakob Mark er god på Facebook, men der er alt for mange pauser på Twitterland, hvor Lisbeth Bech Poulsen til gengæld lige nu holder sommerskansen. Der ligger en helt åbenlys nøgle hos SF i at uddanne sine MF’er til at kunne noget mere på sociale medier. For som hos Konservative er det tvingende nødvendigt, at de er langt mere aktive. Der skal langt mere power på alle de platforme, hvor der bare er en smule potentiale (Throw everything but the kitchen sink!-modellen).

Strategi fremadrettet
SF har haft held med video og gode grafikker (selvom et par stykker har givet dem lidt problemer, når det er gået for stærkt). De har også været gode til at hoppe på livestreaming af taler fra 1. maj med videre, men de har lige nu ikke noget i posen, som de andre partier ikke har. I stedet skal de finde deres ben nu – der skal bygges et team, og der skal tegnes nogle linjer. Og så skal de for alt i verden bare lade formanden gøre det, hun gør, og fortsat ikke blande sig, når hun gør det selv. Noget de kaster misundelige blikke efter i andre partier.

Hvad skal du holde øje med?
Følg med i, hvad der sker for SF transfermæssigt. De SKAL have nogle folk ind nu og have tegnet nogle strategier (eller fortsætte med at eksekvere de strategier, Sune Prahl efterlod sig). Og nyd så formanden, for spærregrænse eller ej, så tør hun masser af ting på sociale medier.

---
Benjamin Rud Elberth rådgiver om digitale og sociale medier og er fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef i Geelmuyden Kiese og digital chef for Socialdemokraterne. Han har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver tirsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benjamin Rud Elberth

Digital direktør, Operate
cand.mag. i nordisk sprog og litteratur (Aarhus Uni. 2004), master i tværmedial kommunikation (Københavns Uni. 2008)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024