Hård kritik af EU’s restriktioner på vaccineeksport: ”Vores troværdighed ligger i ruiner”

INTERVIEW: Unionen risikerer et kæmpe politisk bagslag med ny eksportkontrol på covid19-vacciner, der forlader Unionen, mener forsker, der peger på, at det er præcis, hvad WHO advarer imod.

Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: ”Det er jo alt det, som Europa har forsøgt at bevæge sig væk fra.”

Dommen er rimelig hård fra Jens Ladefoged Mortensen fra Københavns Universitet, efter lektoren i handelspolitik på Institut for Statskundskab gennem de seneste par dage har observeret EU-Kommissionen udrulning af nye eksportrestriktioner for coronavaccine til lande uden for EU.

Kontrollen med de dyrebare dråber trådte i kraft lørdag efter et halsbrækkende hurtigt forløb i sidste uge, hvor det ved en fejl var lige ved at lykkes EU-Kommissionen at få indført en toldgrænse mellem Irland og Nordirland i skyndingen.

EU-Kommissionen har lagt sig fladt ned og undskyldt, at de et kort øjeblik utilsigtet var ved at hive tæppet væk under den skrøbelige sameksistens på den delte ø i et forsøg på at lukke det, nogle overivrige embedsmænd vurderede ville være et muligt smuthul til at sende vacciner til det britiske marked.

Det underminerer jo sådan set alt det, vi har forsøgt at gøre på mange andre områder. Og det gør det jo uhyggeligt svært at samarbejde troværdigt om noget som helst i fremtiden.

Jens Ladefoged Mortensen
Lektor i statskundskab, Københavns Universitet

Men det viser bare, hvor voldsomt et instrument, EU-Kommissionen har taget i brug, ved at pålægge medicinalfirmaer, der vil sende deres vacciner ud af Unionen, at spørge om tilladelse først. Med muligheden for, at de får nej, hvis de har vaccinekontrakter med EU, som de ikke har leveret på. Midt i en pandemi, hvor alle lande skriger på vacciner, og der ikke er nok på markedet.

WHO: Bekymrende trend
”Eksport- og handelsrestriktioner er et utroligt potent instrument. Det er farligt. Det er ligesom med sanktioner - det giver meget nemt bagslag,” siger Jens Ladefoged Mortensen.

”Der er alle mulige politiske konflikter, der springer op, så det er virkelig noget, man skal passe på med.”

Og det er ikke bare det totale nedbrud i tilliden mellem EU og Storbritannien, der er på spil, hvor briterne nu beskylder EU for at ville blokere for vacciner tiltænkt det britiske marked.

Lande som Canada, Japan og Sydkorea har protesteret. WHO vicedirektør Mariangela Simao kalder det en ”meget bekymrende trend”, mens medicinalbranchens paraplyorganisation i Bruxelles advarer om, at tiltaget kan risikere at forsinke vaccinernes udbredelse ved at knække forsyningskæder på et tidspunkt, hvor de forsøger benhårdt at skrue op for produktionen.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024