Debat

Kari: Katastrofalt EU-udspil får Uber til at juble

DEBAT: Med EU-Kommissionens udspil om deleøkonomi bliver det sværere at forhindre, at virksomheder som Uber udnytter hullerne i vores arbejdsmarked. Ikke underligt, at Uber jubler, skriver Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.

EU-Kommissionen er kommet med en katastrofal strategi for, hvordan vi håndterer deleøkonomi, skriver Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU. 
EU-Kommissionen er kommet med en katastrofal strategi for, hvordan vi håndterer deleøkonomi, skriver Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU. 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rina Ronja Kari
Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

For tiden er der meget debat om kørselstjenesten Uber, der bruger en app som platform til at formidle kontakt mellem chauffører og kunder.

Grundtanken bag Uber, Airbnb og andre deleøkonomitjenester er egentlig utrolig fin: At bruge den teknologiske udvikling til at deles om ressourcerne og samtidig opbygge nye virksomhedsformer og indtjeningsmuligheder.

En dyster bagside
Men de har en dyster bagside, fordi de samtidig åbner en smutvej uden om vores fælles overenskomst- og skattesystem. Det er jo rammer, vi har opbygget i fællesskab, for at sikre, at der er penge til velfærd som skoler og hospitaler og sikre grundlæggende faglige rettigheder som løn under sygdom, ferie og barsel for arbejdstagerne.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Uber tilbyder ikke bare nem og billig transport eller en deleøkonomisk vision, men også en pirattaxatjeneste, der tjener penge uden at betale skat og uden pligt til at sikre chaufførerne ordentlige arbejdsforhold. Det er til skade for både dem og for deres kolleger i resten af taxa-branchen, som bliver presset på deres rettigheder. Og det er til skade for vores samfund som sådan.

Katastrofal strategi
Derfor kunne jeg aldrig finde på at køre med Uber. Og derfor er det altafgørende, at vi får skabt rammer for disse nye virksomhedsformer, hvor folk stadig arbejder under ordnede forhold.

Med så forskellige arbejdsmarkeder og så forskellige skattesystemer, som medlemslandene har i dag, så er det ikke nogen rar tanke, at EU-Kommissionen nu vil forsøge at harmonisere endnu mere.

Rina Ronja Kari
Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Men vi begynder at få travlt med at få de rammer på plads! I sidste uge fremlagde EU-kommissionen nemlig deres strategi for, hvordan vi håndterer den såkaldte deleøkonomi. Og det er en katastrofal strategi!

Kommissionen skelner ikke mellem egentlig dele-økonomi som GoMore, hvor man for eksempel kører i bil sammen fra Aarhus til København og deles om udgiften, og så indtjening som Uber, hvor man bestiller en bil til at blive kørt et bestemt sted hen og betaler – altså taxa-service.

Det giver ellers sig selv, at der er så åbenlyse forskellige, at man naturligvis er nødt til at skelne.

Og hvad værre er, så gør EU-Kommissionen det helt klart, at det, at nogen lande kan finde på at begrænse for eksempel Uber, er et meget stort problem. Man skal helst undlade at stille krav til de nye forretningsmodeller og i stedet bare byde dem velkomne med åbne arme. Men hvorfor i alverden skulle vi dog ikke kunne byde teknologien velkommen og samtidig kræve ordnede forhold?

Hvis et land finder det rimeligt at kræve autorisation, før man udbyder en bestemt service, ja, så må det nødvendigvis da også gælde for services udbudt via de nye forretningsmodeller. Men det mener Kommissionen ikke nødvendigvis.

Ros fra Uber
Noget af det mest bekymrende i mine øjne er, hvordan Kommissionen forsøger at beskytte dem, der laver platformene. Argumentet er, at for eksempel Uber ikke er ansvarlige, så længe de bare tilbyder informationsudveksling mellem to brugere.

Det kan i nogle tilfælde være logisk nok, men man må bare sige, at det giver nogle gevaldige huller til ansvarsfraskrivelse. Chaufførerne behøver således ikke blive betragtet som ansatte, men som brugere - og dermed uden rettigheder og uden beskyttelse. Det går ikke.

Derfor er det heller ikke så underligt, at Uber allerede samme dag som fremlæggelsen var ude at rose Kommissionens udspil (se her).

Men der, hvor Kommissionens hensigter træder tydeligst frem, er i det klare ønske om, at alle medlemslande skal have ens regler. Med så forskellige arbejdsmarkeder og så forskellige skattesystemer, som medlemslandene har i dag, så er det ikke nogen rar tanke, at EU-Kommissionen nu vil forsøge at harmonisere endnu mere.

Ret til selv at bestemme
Kommissionens nye udspil skal nu diskuteres i Rådet og Parlamentet. Her er det afgørende, at vi insisterer på retten til selv at bestemme over vores arbejdsmarked. Vi skal regulere områder som deleøkonomi, og vi skal have ret til at stille krav om autorisationer med videre for at sikre ordentlige arbejdsforhold og for at beskytte vores velfærd, og det skal vi have lov til det!

Gode måder at integrere nye forretningsmodeller i ét land er langt fra nødvendigvis gode et andet sted. Bare tænk på, hvor stor forskel der er på, om arbejdernes rettigheder kommer fra lovgivning eller primært overenskomster.

Kommissionens nye udspil til deleøkonomi risikerer at blive endnu et spadestik under vores arbejdsmarked, hvor der er ordnede og gode vilkår for arbejdstagerne - til glæde for hele samfundet. Og ikke mindst, hvor der bliver betalt skat af indtjeningen!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rina Ronja Kari

Marketings- og kommunikationschef, Miljømærkning Danmark
cand.soc. i virksomhedsledelse (Roskilde Uni. 2012)

0:000:00