"Kennedy Brødrene"

Valgkampen til det amerikanske præsidentvalg i 2008 startede usædvanligt tidligt. Al­lerede i begyndelsen af 2007 erklærede Hillary Clinton, at hun var "in it to win it", samtidig med at Barack Obama erklærede, at det var tid til at forandre Amerika.

Ted kendte dem begge godt. Han havde kendt Hillary siden deres fælles arbejde for en sundhedsreform i 90'erne, og de havde været kolleger i Senatet siden 2000. Han anså hende for at være en både dygtig og kompetent politiker, der havde store muligheder for at nå langt.

Hans samarbejde med Barack Obama gik ikke så mange år tilbage, men var hurtigt blevet både godt og tæt. Da Obama var blevet medlem af Senatet i 2006, havde Ted fattet sympati for den unge senator fra Illinois og taget ham under sine vinger.

Både Clinton- og Obama-lejren ville gerne have Teds støtte, da de havde offentliggjort deres kandidatur. Men de måtte væbne sig med tålmodighed gennem hele 2007.

På det tidspunkt var Teds nære ven fra Senatet, Chris Dodd, nemlig også kandidat, og selvom han næppe ville kunne true hverken Hillary eller Obama, ville Ted ikke vende ham ryggen ved at støtte en anden. Derfor måtte begge lejre vente, hvilket Obama dog havde noget lettere ved end Clinton.

I primærvalget i Iowa, der var det første i rækken, vandt Obama en overbevisende sejr, som for alvor gjorde ham til en seriøs trussel for Clinton. I kølvandet på resultatet trak Chris Dodd sig ud af løbet, og dermed var Ted Kennedy fri til at støtte den af de to kandidater, han fandt mest egnet.

I Clinton-lejren var der en begyndende følelse af panik efter nederlaget. Ikke mindst fordi man kort tid efter fik nys om, at Jacks datter, Caroline Kennedy, ville støtte Obama officielt, og at Teds kone, Vicki, også var begejstret for den veltalende senator.

Bill Clinton begyndte derfor jævnligt at kontakte Ted over telefon i håbet om at få ham overtalt til at støtte sin kone. Men det gavnede på ingen måde Clinton-lejrens muligheder for at få Teds støtte.

Tværtimod lænede han sig mere i retning af at støtte Obama, og selvom det er uklart præcis, hvornår Ted traf sin endelige beslutning om at støtte Obama, så er der en del, der tyder på, at det var efter en ophedet telefonsamtale med Bill Clinton, der endte med, at Clinton råbte til Ted, at han kun støttede Obama, fordi han var sort.

Få dage efter episoden, den 28. januar 2008, stod Ted Kennedy på scenen på American University sammen med sin søn Patrick, Jacks datter Caroline og Barack Obama. Deres budskab den aften var, at dette var manden, der kunne løfte arven efter Jack og Bobby Ken­nedy.

De mange rosende ord gjorde et stort indtryk på Barack Obama. Han vidste, hvor vigtig Teds støtte kunne blive for hans kampagne, der nu for alvor havde fået det blå stem­pel. I Clinton-lejren blev nyheden om Teds støtte til Obama modtaget med stor fortvivlelse, for de vidste bedre end nogen, hvad det kunne få af konsekvenser.

Ted Kennedys støtte blev afgørende for Obama. Efter den aften fulgte en lang række andre betydningsfulde demokrater trop og støttede hans kampagne. Clinton nægtede dog at overgive sig, og valgkampen fortsatte derfor helt frem til partikonventet i Denver i august 2008.

Selvom Barack Obama vandt intet mindre end 13 stater i træk i kølvandet på Teds støtte, fortsatte den benhårde valgkamp altså. Undervejs arbejdede Ted aktivt for Obama og for­søgte især at hjælpe ham på nogle af de områder, hvor han blev anset for svag og uerfaren.

Hans arbejde for Obama blev dog sat på vågeblus den 20. maj 2008, da han om morge­nen faldt om i sit hjem. Årsagen til kollapset skyldtes alvorlige omstændigheder.

Det viste sig, at Ted havde cancer i hjernen, og udsigten til, at lægerne kunne redde hans liv var mi­nimal. Nyheden ramte Ted hårdt. Han var langtfra færdig med at leve, og hans arbejde var endnu ikke færdig.

Han kom øjeblikkeligt i behandling, men den alvorlige sygdom var svær at kurere, og Ted blev hurtigt svækket. Ikke desto mindre insisterede han på at tage af sted til det demo­kratiske partikonvent. Han ville have lov til at opleve et sidste møde med sine partifæller, og ikke mindst brændte han for at få lov til at holde den tale om Barack Obama, han havde planlagt.