Kjer om zink i landbrugsjord: Det er bekymrende

ZINK: Eva Kjer Hansen vil undersøge zink i landbrugsjorden efter ny rapport fra DCE. SF kalder ministeren i samråd og kræver konkrete løsninger.

Zink bruges i svinefoder og som medicin til smågrise. Det kommer ud i landbrugsjorden via svinegyllen.
Zink bruges i svinefoder og som medicin til smågrise. Det kommer ud i landbrugsjorden via svinegyllen.Foto: colourbox
Emma Qvirin Holst

Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) vil undersøge mængden af zink i landbrugsjorden, efter en rapport viser en øget forurening.

”Det er bekymrende, for det kan være til skade for jorden og vandmiljøet,” siger Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse.

DCE ved Aarhus Universitet offentliggjorde fredag en rapport, der kunne vise, at der er et stigende indhold af kobber og zink i dansk landbrugsjord.

Zink og kobber kommer ud i jorden via svinegyllen. Det skyldes, at landmændene tilsætter det i svinefoderet og bruger zink som lægemiddel til smågrise.

De to tungmetaller er nødvendige næringsstoffer i de rette mængder, men selv i lave koncentrationer er de giftige. Derfor er der opstillet en grænseværdi.

Den grænse er overskredet for zink i 45 procent af DCE's målinger.

Hvis mængden af de to metaller i jorden fortsat stiger, så kan det på længere sigt skade organismer i både jorden og vandmiljøet, lyder det fra DCE.

Ministeren vil sikre sig, at der er tale om et miljøproblem, før hun vil ændre brugen af zink i landbruget.

”Det kan skade både erhvervet og dyrevelfærden, hvis vi begrænser brugen af zink i landbruget,” siger Eva Kjer Hansen.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024