Hvad vil det sige, at sunde borgere er en del af løsningen på fremtidens velfærdssamfund? Er der ikke plads til usunde borgere i fremtidens velfærdssamfund? Eller er det kun de borgere, som lever sundt, som kommunerne i fremtidens velfærdssamfund skal tage sig af?  

En grundig gennemlæsning af oplægget gør ikke en klogere på, hvad det konkret er, at kommunerne i fremtiden vil gøre bedre. Der er heller ikke nogen form for beskrivelse af, hvordan konkrete uligheder i forebyggelse i dag bliver håndteret. Det hele forbliver på en uforpligtende "lovnings"-niveau. 

Slagelse Kommune vandt KL's forebyggelsespris i den forløbne uge. Det skete på samme konference, hvor også 'Fremtidens Forebyggelse' blev offentliggjort, og det fortæller måske mere end noget andet om kommunernes visioner om fremtidens velfærd.  

'WIPP-360' er titlen på Slagelse Kommunes vinderprojekt, som de har lavet sammen med nogle andre kommuner og regioner i et EU-projekt.

WIPP-360 går ud på – gennem samkøring af forskellige typer sundhedsdata samt analyse af disse ved hjælp af kunstig intelligens (AI) – billigt og effektivt at pege på netop de ældre borgere, som "er så skrøbelige, at de har behov for et forebyggende hjemmebesøg". Målet er at spare penge på forebyggende hjemmebesøg og på sundhedsudgifter gennem en målrettet brug af data om borgeren.  

Kommunerne reducerer mennesker til umælende væsner. 

Knud Aarup

Jeg har ikke tilstrækkelig viden om WIPP-360, men jeg synes umiddelbart, at idéen om en elektronisk overvågning gennem samkøring af forskellige sundhedsdata og en udpegning af såkaldt "skrøbelige borgere" virker lidt skræmmende.

For det første lugter det af en formynder-stat, som nok skal fortælle dig, hvad du har brug for. For det andet er selv den udskiftning af fagligt dygtige medarbejdere med elektronisk overvågning ikke båret af den nødvendige menneskelighed og værdighed. Man reducerer mennesker til umælende væsner. 

Men at ideen vinder genklang hos kommunerne og KL kan ikke overraske. De har for længst trukket sig tilbage fra borgerne og har på en række indsatsområder lagt deres fremtidige udvikling af velfærdssamfundet ukritisk i hænderne på de store tech-giganter. WIPP-360 er et eksempel. Et andet er den potentielt skadelige brug af Chrom-books i skolerne.  

Det ser ud som om, at man kun kan se en erstatning af dyrt fagligt personale med teknologi som fremtidens løsning. Det er måske den egentlige betydning af "bæredygtig".

Der er ingen aktivering af lokale ressourcer eller af de fællesskaber, som stadig findes rundt omkring. Der er ingen aktivering af børn-, skole- og ældreinstitutioner som omdrejningspunkt for støtte til den enkelte borger. Der tænkes alene i projekter, som er styret ovenfra og ned og med omfattende brug af konsulenter. Alt i alt en fantastisk idemæssig fattigdom. 

En meget stor del af kommunerne er i dag for store til, at de kan kaldes for et lokalområde. Det er faktisk i modstrid med den historiske tanke bag grundlovens § 82. Her var det ideen, at lokale anliggender skulle besluttes lokalt. Omdrejningspunktet var således et lokalsamfund, og det kan man næppe kalde mange kommuner i dag.

Kommunerne har ingen lokal forankring, men er i langt højere grad dekoncentrerede enheder med store (magt)apparater. Det bruger den enkelte borgmester og ikke mindst KL megen tid og energi på at forsvare.  

Der tænkes alene i projekter, som er styret ovenfra og ned og med omfattende brug af konsulenter.

Knud Aarup

Hvor vi før 2007 havde 275 kommuner, som var små og med en vis en forankring i lokalområdet, har vi i dag 98 store kommuner, som hverken har nogen form for lokal forankring eller en størrelse, som gør, at de kan håndtere specialiserede opgaver som mennesker med handicap, psykiske eller sociale udfordringer eller godkendelses- og tilsynsopgaver på miljø og klimaområdet.

Samtidig er viden og ansvar taget fra regionerne og har efterladt dem uden egentlig styrke eller legitimitet til andet end at drive et sygehusvæsen.  

Samtidig kritiserer kommunerne staten for ikke at give dem penge nok, og de kører for tiden en kampagne med en billedserie, hvor centrale politikere illustrerer, at elastikken er trukket så langt ud, at den er ved at springe.

Det formuleres også i form af tekster, der siger, at velfærdssamfundet er ved at gå i stykker på grund af statens ansættelse af flere administratorer. Det virker simpelthen hyklerisk og populistisk. Især når man kan iagttage styrkelsen af det administrative apparat i kommunerne, som er pågået siden 2007, når man samtidig ser hvor mange mennesker, som kommunerne dagligt svigter, fordi de har valgt at overstyre deres institutioner frem for at sætte dem fri.  

Jeg sidder konkret tilbage med et indtryk af, at KL og kommuner har mistet forbindelsen med befolkningens behov i velfærdssamfundet. Væk er kommunernes greb om den faglige tilgang til forebyggelse og til pædagogiske og sociale indsatser. Væk er respekten for faglighed og for betydningen af mellemmenneskelige relationer som omdrejningspunkt for det at yde velfærd. 

Derfor er det for mig en nærliggende tanke, at kommunerne, som vi kender dem i dag, har udspillet deres rolle. Vi kan lige så godt nedlægge dem og give de enkelte velfærdsinstitutioner friheden som selvejende institutioner til at drive deres egen skole, egen daginstitution eller eget plejehjem tilbage – og så naturligvis flytte visse specialiserede opgaver til regionerne.