Nordisk velfærdsløsning stadig på skitseniveau

Et tilbagevendende ønske i den stribe af artikler, som Altinget siden sommer har skrevet om de nordiske landes arbejde med velfærdsteknologi, har været et stærkere nordisk samarbejde.

Nationale og kommunale aktører har efterlyst muligheden for i højere grad at trække på erfaringerne fra de skandinaviske kolleger. Mens budskabet fra virksomhederne primært har været, at et fælles nordisk marked ville gøre det langt mere profitabelt at udvikle og sælge nye teknologiske løsninger.

I et interview med Altinget to uger før jul formulerede Microsofts norske lobbyist Rana Shahzad det på følgende facon:

“Hvorfor skal de nordiske regeringer, regioner og kommuner formulere hver deres sæt af planer og opbygge et hav af autonome platforme, som ikke kan tale sammen. Hvorfor ikke bruge kræfterne på at etablere en fælles nordisk infrastruktur, som kan gøre det meget enklere at samarbejde på tværs af lande og sektorer,” sagde altså Rana Shahzad, der arbejder som national technology officer i Microsoft.

Men selv om tanken lyder besnærende, har projektleder i Nordens Velfærdscenter Dennis Søndergaard svært ved at se, at den umiddelbart kan omsættes til praksis.

Han står i spidsen for centrets arbejde med projektet Connect, som senest ved udgangen af 2017 har fået til opgave at samle de nordiske landes erfaringer i en drejebog, der kan bruges på tværs af landegrænserne.

Jeg har svært ved at se, hvordan man kan stå tilbage med én fælles, nordisk platform. Hertil er velfærdsteknologi for bredt et emne.

Dennis Søndergaard
Projektleder, Nordens Velfærdscenter

“Jeg har svært ved at se, hvordan man kan stå tilbage med én fælles, nordisk platform. Hertil er velfærdsteknologi for bredt et emne. En virksomhed som Microsoft har størst interesse i at tale om digitalisering, mens kommuner og regioner, som er på jagt efter nye hjælpemidler, har nogle helt andre interesser,” siger han.

Drejebog skal mindske ressourcespild
Efterspørgslen efter værktøjer, som kan lette arbejdet for de kommunale projektledere, er ellers stor. Det samme er det ressourcespild, der opstår som følge af, at arbejdskraften ikke udnyttes optimalt. Og det er baggrunden for udarbejdelsen af drejebogen, som skal besvare følgende fem spørgsmål:

• Vision: Hvad er vores mål med arbejdet?
• Behovsafklaring: Hvad har vi brug for for at opfylde målet?
• Teknologiscreening: Hvilke værktøjer findes der på markedet, og hvordan opfylder de enkelte værktøjer vores behov?
• Evaluering: Hvordan kan vi være sikre på, at værktøjet virker i lige præcis vores kommune? Her er det nødvendigt med en såkaldt hverdagsevaluering, inden man går i fuld skala. Desuden skal business casen på plads.
• Implementeringsmodel: Hvad skal vi købe, hvor meget, og hvornår? Hvilken efteruddannelse har vores medarbejdere brug for?

Heraf er de første tre spørgsmål allerede besvaret, og svarene er nu i høring hos Nordens i alt godt 1.200 kommuner.

“Et stærkere nordisk marked handler om at gøre vilkårene for indkøberne mere ensartede. Det kan blandt andet gøres ved hjælp af en standardisering, som gør, at hjælpemidlerne virker i alle fem nordiske lande,” siger han og understreger, at man ved at tilslutte sig Continua-standarden har taget et betydeligt skridt i den rigtige retning.

Et andet væsentlig emne er at sikre sig, at produkterne evalueres ens.

“Det er ikke produkterne, som nødvendigvis er af dårligere kvalitet. Det er evalueringerne, som svinger i kvalitet, og det betyder, at vi ikke kan sammenligne eller dele evalueringer. Vi skal kunne stole på, at evalueringer har den nødvendige kvalitet, før vi deler dem. Og når de har det, kan vi også stille samme krav til leverandørerne," siger han.

Teknologi stiller store krav til struktur
Eksempelvis oplever Dennis Søndergaard, at der er betydelig diskrepans mellem den måde, som henholdsvis politikere og praktikere beskriver arbejdet i kommunerne på.

“Et er, hvad politikerne fortæller om, hvordan man bør til opgaven. Noget andet er, hvordan opgaverne faktisk løses i praksis. Og selv om projektet er baseret på input fra 10 af de nordiske kommuner, som er længst fremme i arbejdet med velfærdsteknologi, er flere af deltagerne overraskede over, hvor struktureret man faktisk er nødt til at tænke,” siger han.

Bare i Danmark er der stor forskel på, hvordan man går til opgaven i Aarhus og Odense. I Aarhus beslutter man sig for at sætte ind på et givent område - eksempelvis automatisk toiletter - og så ser man, hvad der så kommer ud af en sådan satsning. Hvorimod man i Odense i højere grad analyserer effekten af tiltagene, før man sætter dem i værk.

Hovedparten af nordiske kommuner mangler at tage fat
Men hvordan ser det ud i resten af Norden? Projektlederen forklarer, at udviklingen går i den rigtige retning, men at størstedelen af de godt 1.200 kommuner stadig mangler at komme i gang.

Norge og Sverige tegner sig aktuelt for den største fremgang, vurderer han.

“Sverige er det land i Skandinavien, som er længst bagud. Og jeg fornemmer lige nu et stort momentum. Arbejdet er dog meget overladt til de enkelte kommuner, fordi staten ikke udstikker retninger for arbejdet,” siger han.

Det gør den til gengæld i Norge. Her har man fra statslig side udvalgt 30 udviklingskommuner, som i 2015 og 2016 skal eksperimentere med at tage nye løsninger i brug. Og fra 2017 vil man så lægge sig fast på nogle bestemte løsninger, som skal skaleres ud i hele landet.

“Norge bruger den samme top down-metode, som vi også ser i Danmark. Her begyndte vi godt nok med ABT-fonden, der ved at give støtte til et hav af projekter blev en stor driver for udviklingen. Men siden fandt staten ud af, at der var brug for større styring for at sikre, at projekterne efterfølgende blev omsat til drift, og den samme erkendelse har man så også i Norge," siger han.

Finsk valg udskyder sundhedsreform
Finlands parlament skulle i begyndelsen af marts stemme om en reform, som slog landets 320 kommuner sammen i fem enheder. En beslutning, som ville få store konsekvenser for social- og sundhedssektoren - herunder arbejdet med velfærdsteknologi - men som på grund af en friskudskrevet valgkamp blev sparket til hjørne. Og endnu ikke er bragt til genovervejelse.

“Problemet med Finland er, at der er for lidt struktur i arbejdet. Man sætter projekter i gang, fordi en lokal virksomhed har et lovende produkt på hylden. Men man får ikke tænkt produktet ind i en overordnet struktur, og der er for lidt fokus på slutprodukterne,” siger han.

Til sidst er der Island. Her har man det sidste halvandet år arbejdet på en national strategi, som nu er ved at være færdig.

“Nu bliver øvelsen så at få strategien politisk forankret. Der er virkelig brug for, at kommunerne i langt højere grad end i dag arbejder sammen, da mange kommuner slet ikke er kommet i gang.”

Tænketank besvarer et årligt spørgsmål
Mens arbejdet med at udvikle og implementere en fælles nordisk drejebog altså løber frem til 2017, finder der sideløbende et arbejde sted i Nordens Velfærdscenters nye tænketank.

“Nordic thinktank for welfare technology” er den mundrette titel på tanken, som består af to repræsentanter fra hver af de fem medlemslande. Hvert år skal man besvare et centralt spørgsmål.

I 2014 lød spørgsmålet: Hvorfor er implementering så svær, hvilket ledte frem til udpegelsen af fem udfordringer:

• Få folk til at bidrage til finansiering af teknologi
• Højere uddannelsesniveau hos personalet
• En forretningsmodel for udrulningen af teknologien
• Mere fokus på gode evalueringer
• At gå fra projekt til drift

I et særligt hæfte, som kan hentes her, giver tænketanken sine bud på løsninger på hver af spørgsmålene. Desuden giver man tre bud på barrierer, som ikke umiddelbart lader sig løse, men som det stadig er afgørende at få sat fokus på:

• Nye løsninger er fanget mellem konkurrerende sektorer
• Teknologi ses som en udgift, og ikke en måde at reducere omkostningerne
• Problemer med it-struktur spænder ben for løsningerne

I 2015 har man valgt, at det centrale spørgsmål til besvarelse er, hvordan man kan styrke det fælles nordiske marked for velfærdsteknologi.