Rekordmange sendes på privathospital

SUNDHED: Aldrig før i sundhedsvæsenets historie er så mange danskere blevet udredt og behandlet på privathospital for det offentlige, viser nye tal fra regionerne.

Foto: colourbox.com
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

72.000. Så mange offentlige patienter blev i årets første seks måneder sendt på privathospital til behandling og især udredning. Det er en stigning på 14.000 patienter – 24 procent – i forhold til samme periode sidste år. Det viser nye tal fra Danske Regioner.  

Antallet af offentligt betalte patienter på privathospital er dermed det højeste nogensinde i sundhedsvæsnets historie. Og ifølge Danske Regioners næstformand, Jens Stenbæk (V), er det godt nyt for patienterne.

”Det er et tegn på, at flere danskere hurtigere bliver udredt for, hvad de fejler. Det er nemlig især antallet af udredninger, som stiger i regionernes brug af privathospitaler, ” fortæller Jens Stenbæk.

Med halvårstallene og erfaringerne fra tidligere år er det ifølge Danske Regioner allerede nu sikkert, at det samlede antal patienter i 2015 vil overgå de hidtidige rekordår i 2009 og 2010 under VK-regeringen.

Brugen af privathospitaler har været et af de største ideologiske stridspunkter mellem rød og blå blok i mere end et årti. I nullerne steg det offentliges brug og udgifterne til privathospitaler kraftigt. Danske Regioner og partierne fra rød blok advarede om, at udgifterne var et problem og skadede det offentlige sundhedsvæsen.

Men under VK-regering begyndte udgifter og antallet af patienter til privathospitaler at falde kraftigt, inden Helle Thorning-regeringen tog over i 2011.

Regionerne råber ikke alarm - denne gang
Og nu bliver det ikke Danske Regioner, som råber alarm. Allerede under Helle Thorning-regeringen, 2013 til 2014, begyndte antallet af offentlige patienter på privathospitaler at stige, men udgifterne er slet ikke steget i samme takt som i nullerne.

De offentlige udgifter til privathospitaler var på det højeste i 2008 med 1,4 milliarder kroner. Men i 2014 var udgiften nede på lidt over 500 millioner ud af regionernes samlede udgifter på lidt over 100 milliarder.

”Stigningen i antallet af patienter skyldes nemlig, at privathospitalerne denne gang udfører mere enkle funktioner for os. Det er især antallet af scanninger, røntgen og andre udredninger,” siger Jens Stenbæk.

Billige udredninger holder udgiften nede
I nullerne, hvor udgifterne satte rekord, var det primært operationer, som drev tallene i vejret. Mens en ryg- og en fedme-operation i det private koster mellem 50.000 og 70.000 per patient, fås mange patienters udredninger kun mellem 2500 og 3000 kroner.

Professor i Sundhedsøkonomi hos Kora Jakob Kjellberg mener også, at den lave vækst udgifterne har været afgørende for, at regionerne nu stolt fremviser væksten i brugen af privathospitaler frem for at problematisere den.

”Stigningen i nullerne skyldes også, at der skete et skred i, hvornår man tilbød operation i det offentlige. Det er blevet strammet op. Samtidig fik privathospitalerne også for mange penge for operationerne. I dag får de det, de skal have,” siger Jakob Kjellberg.


Tallene er beregnet med helårs-tal.

Han peger samtidig på, at regionerne har været under stærkt pres for at sikre, at udredningsgarantien i højere grad bliver overholdt.

Ifølge Jens Stenbæk skal privathospitalerne dog ikke glæde sig for længe. Han forventer godt nok, at stigningen holder året ud. Men i et flerårigt-perspektiv forventer han et fald.

”I takt med at regionerne får øget deres egen kapacitet til at udrede hurtigere, så tror jeg, det vil falde igen,” siger Jens Stenbæk.

Mellem de fem regioner er der stor forskel på, hvor mange patienter som kommer på privathospital på det offentliges regning.

Region Sjælland har haft den største stigning fra omkring 11.000 til 18.000 patienter, der kom på privathospital i første kvartal. Den anden Venstre-ledede region har i årevis haft den mindste brug af privathospitaler. Det billede ser ikke ud til at ændre sig markant, selvom det procentvise udsving er stort. Antallet stiger fra godt 1000 i 1.  kvartal 2014 til 1500 i samme periode i år.

Den nuværende regering har bebudet, at den nuværende behandlingsgaranti skal ændres, så den ikke længere varierer mellem at være på mellem 30 og 60 dage  - alt efter sygdommens alvor. Samtidig bliver SR-regeringens udredningsgaranti skærpet, så patienterne ligesom ved behandlingsgarantien kan søge offentligbetalt udredning på privathospitaler, hvis det offentlige ikke kan levere inden 30 dage.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) ser intet problem i øget brug af privathospitalerne, hvis de kan levere høj kvalitet til den rigtige pris.

”I regeringen er vi optaget af at bekæmpe ventelister og geografisk ulighed. Og hvis private klinkker og sygehuse kan bidrage til, at patienterne kan vælge ventetid fra og får en mere ensartet behandling af høj kvalitet over alt i landet, har jeg intet imod det,” skriver Sophie Løhde i en mail til Altinget.

Figuren viser helårs-tal.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00