Analyse af 
Jakob Nielsen

Trods Trump: USA skriver under på, at klimaforandringerne er dybt alvorlige

KLUMME: USA har en skizofren ledelse, men de moderate kræfter ser ud til at vinde magtkampen om, hvorvidt USA skal melde sig helt ud af klimakampen eller ej.

Foto: Christian Brøndum/Scanpix
Jakob Nielsen

For første gang siden Donald Trump blev præsident, erkender den amerikanske regering nu, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og at der er brug for en øget indsats for at bremse dem.

Erklæringen fra Fairbanks er et markant signal om, at de mest ekstreme klimabenægtere i kredsen omkring Trump er på vej til at tabe

Jakob Nielsen

Det skete, da udenrigsminister Rex Tillerson torsdag samlede sine kolleger fra de øvrige arktiske lande – heriblandt Danmark – til Arktisk Råds ministermøde i byen Fairbanks i Alaska.

I den fælles erklæring fra mødet slår USA sammen med syv andre lande fast, at ”temperaturen i Arktis stiger med mere end det dobbelte af det globale gennemsnit”, hvorefter landene ”gentager betydningen af den globale indsats for at reducere både drivhusgasser og klimaforurenende stoffer for at afbøde klimaændringerne”.

Stærk kontrast til Trump
Erklæringen indeholder også en umisforståelig opbakning til klimaforskerne og til de FN-organer, der organiserer den globale indsats mod klimaforandringerne.

Fakta
Erklæring fra Arktisk Råd

Udenrigsministrene fra de otte faste medlemslande i Arktisk Råd (USA, Canada, Rusland, Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island) mødtes i byen Fairbanks i Alaska til ministermøde. Herunder er nogle uddrag fra deres fælles erklæring:

Arktisk Råd ...

  • anerkender, at aktiviteter, der finder sted uden for den arktiske region, herunder aktiviteter i de arktiske lande, er de største årsager til effekten af klimaforandringer og forurening i Arktis 
  • understreger behovet for handling på alle niveauer   
  • noterer ikrafttrædelsen af Paris-aftalen om klimaforandringer og dens gennemførelse og gentager behovet for global handling for at reducere både drivhusgasser og forurening   
  • gentager betydningen af den globale indsats for at reducere både drivhusgasser og klimaforurenende stoffer for at afbøde klimaændringerne og opfordrer Arktisk Råd til at foretage yderligere analyser for at bidrage til vurderingsrapporterne fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPPC)  og fortsat samarbejde på alle niveauer  
  • gentager klimaforskningens betydning for vores forståelse af forandringerne i den arktiske region og vores aktiviteter i det arktiske miljø

Hvis vi virkelig mente, det hele er fup, hvorfor skulle vi så tale om klimaforandringer på mødet i Fairbanks

Amerikansk regeringskilde

På den måde står teksten fra Arktisk Råd i stærk modsætning til præsident Trumps udtalelser om emnet.

Han har ved flere lejligheder betegnet teorien om menneskeskabte klimaforandringer som et ”fupnummer”, og i sit første budgetforslag lægger han op til massive nedskæringer i den amerikanske klimaforskning.

Så sent som i denne uge har Donald Trump holdt døren åben for at træde ud af Parisaftalen, som ellers omfatter alle klodens lande bortset fra Nicaragua og Syrien.

Kilde: Alle gør, som de plejer
En centralt placeret amerikansk embedsmand, der ikke har lov at udtale sig til citat, vurderer over for Altinget, at USA er på vej til at melde sig ind i klimakampen igen.

”Hvis vi virkelig mente, det hele er fup, hvorfor skulle vi så tale om klimaforandringer på mødet i Fairbanks,” siger kilden.

”Der er meget støj på linjen, men i kulissen gør alle, som de plejer”, lyder kildens analyse.

Efter en periode med meget voldsomme interne magtkampe i Det Hvide Hus, er der ifølge den centralt placerede kilde ved at opstå et hold af især tre tætte rådgivere, der har styrken til at påvirke præsidenten.

Det drejer sig om udenrigsminister Rex Tillerson, forsvarsminister James Mattis og den nationale sikkerhedsrådgiver, H.R. McMaster.

Ivanka advarer mod at droppe klimakampen
Flere amerikanske medier rapporterer, at såvel udenrigsminister Tillerson som Donald Trumps datter Ivanka Trump højlydt har advaret præsidenten mod at træde ud af den globale klimaaftale. Samme melding kommer fra store dele af det amerikanske erhvervsliv.

Modsat advokerer Trumps personlige rådgiver Stephen Bannon sammen med den nye chef for den amerikanske miljøstyrelse (EPA), Scott Pruit, angiveligt for at droppe Parisaftalen.

I en telefonsamtale med den nyvalgte franske præsident, Emmanuel Macron, sagde Donald Trump i denne uge, at han fortsat ”grubler over”, hvorvidt USA vil stå ved aftalen fra Paris.

Den nyvalgte franske præsident har gjort klimakampen til en mærkesag, og han har ligefrem lagt et videoklip ud på sociale medier, hvor han opfordrer amerikanske klimaforskere til at flytte til Frankrig og fortsætte deres arbejde der.

Arktis smelter hurtigere 
Det er uklart, hvilken betydning det vil få, hvis USA skulle træde ud af Parisaftalen. Kernen i aftalen er, at landene har lovet at fremlægge nationale planer for, hvordan de vil begrænse udledningerne, men der er ingen sanktioner, hvis et land undlader at gennemføre planen.

Såvel EU som Kina har bebudet, at de vil fortsætte med at gennemføre aftalen fra Paris, uanset hvad USA gør.

Men USA er verdens næststørste udleder af drivhusgasser efter Kina – og historisk set suverænt den største. Derfor vil det i praksis få stor betydning, hvis landet dropper ambitionen om at begrænse udledningen af drivhusgasser.

Et af de mest håndfaste beviser på de globale klimaforandringer, er den hastigt stigende temperatur ved Arktis, som får isen til at smelte langt hurtigere, end den plejer.

Ifølge en rapport, som blev afleveret til denne uges møde i Arktisk Råd, slår forskere fast, at afsmeltningen fra Grønland er fordoblet bare siden 2008. Det er en af årsagerne til, at den globale vandstand ventes at stige med 50 centimeter inden år 2100 – selv om målene fra Paris bliver gennemført. Uden den indsats vil vandstanden stige endnu mere.

Virkeligheden vinder
Den kaotiske fyring af FBI-chefen James Comey viser, at Trumps regering fortsat er uforudsigelig, og at den dominerende strategi er præsidentens instinkter.

Derfor skal man passe på med at komme med alt for håndfaste spådomme om, hvor USA står på centrale områder om få måneder.

Der er heller ingen grund til at gøre sig nogen illusioner om, at USA bliver en drivende kraft i klimakampen i de kommende fire år. 

Men erklæringen fra Fairbanks er alligevel et markant signal om, at de mest ekstreme klimabenægtere i kredsen omkring Trump er på vej til at tabe, og at mere realistiske stemmer er på vej til at overtage styringen i Washington.   

Jakob Nielsen er chefredaktør på Altinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024