En "ommer" til kommissær Reding
Kvinder på kvote er blevet en hellig ko for Reding. Hun nægter at opgive sit hellige korstog, selvom forslaget ikke er udtryk for andet end mangel på situationsfornemmelse. Hun har misforstået Europas krise samt EU-traktatens vigtigste princip, nærhedsprincippet.
Bendt Bendtsen (K)
Medlem af Europa-Parlamentet
Det er ellers ikke mere end fire uger siden, at Reding kom på glatis med sit første forslag om, at kvinder skulle på kvote. Forslaget skøjtede dengang straks i afgrunden, da Kommissionens egne advokater stillede skarpt på bestemmelserne. Reding ønskede at give virksomheder kontante straffe, hvis ikke kvinderne kunne tælle 40 procent af virksomhedernes bestyrelse.
Reding igen på skråplan
I stedet for at erkende fallit forsøger Reding nu igen. Det nye forslag indeholder stadig et krav om 40 procent kvotekvinder i 2020, og hun tilsætter så en stribe af idéer, der skal hjælpe virksomheder til at finde kvalificerede kvinder. Straffen er ikke skrottet. I det nye forslag er det dog de nationale regeringers opgave at lege dommere og bestemme "passende sanktioner" til ulydige virksomheder. Forslaget bliver endnu mere udvandet af, at det kun gælder for 5.000 europæiske virksomheder. Alt i alt giver rødstrømpe Redings forslag grobund for mere bureaukrati i en tid, hvor Europa skriger på vækst og resultater.
Kvinder på kvote er blevet en hellig ko for Reding. Hun nægter at opgive sit hellige korstog, selvom forslaget ikke er udtryk for andet end mangel på situationsfornemmelse. Hun har misforstået Europas krise samt EU-traktatens vigtigste princip, nærhedsprincippet.
Med Redings forslag ryger virksomhedernes selvbestemmelse ud på et sidespor, og Reding skal bare holde fingrene væk. Det er og bliver først og fremmest aktionærernes ret og ansvar at beslutte, hvem der skal sidde i en bestyrelse. Reding vil blande sig til ingen verdens nytte. En kommissær skal føre politik til gavn for EU - ikke føre an i hellige korstog. Reding, det er en "ommer"!