Energitilsynet: Nødvendigt med mere konkurrence på el

KONKURRENCE: Ny rapport fra Energitilsynet fastslår, at der er brug for at ændre reglerne for konkurrence på el-markedet. En mulighed er at skrotte loven om forsyningspligt.
Det vil forbedre konkurrencen på el-markedet, hvis man sløjfer loven om forsyningspligt.
Det vil forbedre konkurrencen på el-markedet, hvis man sløjfer loven om forsyningspligt.
Agnete Finnemann Scheel

Det danske el-marked er hverken attraktivt for forbrugerne eller for nye el-leverandører. Der er simpelthen ikke konkurrence nok. Det fastslår ny rapport fra Energitilsynet.

Faktisk er det cirka 90 procent af de danske el-forbrugere, som ikke har skiftet el-leverandør, selvom det har været muligt siden 2003.

"Forbrugerne føler ikke, der er nok økonomisk incitament til at skifte el-selskab. Men det vil være godt med konkurrence og aktive forbrugere på det her område, og det er der ikke i særlig høj grad, og det har nogle konsekvenser," siger Rune Moesgaard, kontorchef i Energitilsynet.

Energitilsynets analyse peger på, at det har konsekvenser for effektiviteten, produktudviklingen og innovationen hos ellevendørerne - og så betyder den ringe konkurrence, at nye el-leveradører holder sig væk.

Stopklods for konkurrende el-selskaber
I dag bliver der givet forsyningspligt-bevillinger i 37 områder. Og hvis kunderne i et område ikke er særlig villige til at skifte el-selskab, så er det ikke attraktivt for nye levenradører at forsøge sig med konkurrence om kunderne.

"Der er også et element af "hønen og ægget". Altså: hvor attraktivt er det for el-leverandører at gå ind på det her marked, hvis de observerer, at kunderne ikke er så villige til at flytte sig. Så må de jo vurdere, om det er umagen værd at begynde at lave innovation på det her," siger Rune Moesgaard.

En mulighed er at sløjfe loven om forsyningspligt.

"Hvis man ophæver den eksisterende forsyningspligtregulering fuldstændigt, og forbrugernes villighed til at skifte leverandør ikke ændrer sig, så er det sansynligt, at der vil komme prisstigninger på kort sigt. Det tror vi så vil blive udlignet af, at der vil komme nye udbydere ind, som får interesse i at udbyde nye produkter," siger Rune Moesgaard.

Det vil sandsynligvis give mere konkurrence og i sidste ende billigere strøm for forbrugerne. Men forbrugernes adfærd er ikke til at forudsige.

Forbrugerrådet afviser
Der skal dog andre midler til, hvis man spørger Forbrugerrådet. Det fremgår af deres høringssvar til lovforslaget. Heri savner man en grundigere analyse af, hvordan et velfungerende konkurrencemarked vil se ud.

Forbrugerrådet mener, at fjerner man forsyningspligtorningen, risikerer de svageste el-forbrugere - altså de der ikke aktivt tager stilling til deres el-leverandør - at blive tabere.

I stedet skal der positive incitamenter til for at ændre forbrugerens adfærd, lyder vurderingen fra Forbrugerrådet.

Den grønne omstilling vil have godt af mere konkurrence
Energitilsynets analyse peger også på, at omstillingen til grøn energi og grøn forbrugeradfærd vil have fordel af, at leverandørerene får incitamenter til at bringe innovative løsninger på banen.

"Det handler også om, at hvis vi gerne vil have flyttet forbruget over et døgn til mere skæve tidspunkter, skal der være et incitament til nye udbydere, som kan komme ind og udbyde produkter, der kan flytte de her forbrugere," siger Rune Moesgaard.

Fakta
Elmarkedet blev liberaliseret i 2003, og derfor kan der frit vælges en kommerciel el-leverandør. Energitilsynet foretager en regulering af prisen, som gælder for et kvartal ad gangen samt kontrollerer, at priserne ikke overstiger markedets prisniveau for tilsvarende forbrugssegmenter og leveringsvilkår. Omkring 10 procent af samtlige danske husholdninger har valgt at skifte el-leverandør.

Kilde: Energinet.dk

Det bakker Dansk Energi op om.

"Den nuværende forsyningspligt står i vejen for klimamålsætningerne, fordi kunderne ikke bliver belønnet for at flytte forbrug fra de dyre timer til de billige timer med rigeligt vindkraft i systemet. Derfor vil det være til gavn for både kunder og virksomheder, at vi tager livtag med forsyningspligtreguleringen og får styrket konkurrencen på elmarkedet, siger Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi.

Der er også et element af "hønen og ægget". Altså: hvor attraktivt er det for el-leverandører at gå ind på det her marked, hvis de observerer, at kunderne ikke er så villige til at flytte sig.

Rune Moesgaard
Kontorchef, Energitilsynet

Energitilsynet vil ikke pege på, hvilken løsning der er bedst, men håber udvalget for reguleringseftersynet vil se på de konklusioner, Energitilsynet kommer med i rapporten.

Reguleringsudvalget er en opfølgning på energiaftalen af 22. marts og skal netop sikre, at elsektoren fremadrettet har de rette incitamenter for grøn omstilling, omkostningseffektivitet, effektiv konkurrence og forbrugerbeskyttelse. Udvalget afslutter sit arbejde i 2014.

Klima,- energi- og bygningsminister Martin Lidegaard har fremsat et lovforslag om, at forsyningspligtbevillinger skal baseres på udbud. Find lovforslaget her. 

Dokumentation
Energitilsynets analyse viser, at lovgivningen om forsyningspligt:
  • begrænser konkurrencen og svækker et centralt virkemiddel i ellovgivningen
  • begrænser lysten hos nye, kommercielle aktører til at træde ind på elmarkedet og tage konkurrencen op
  • begrænser effektivitet, produktudvikling og innovation hos el-leverandørerne
  • begrænser produktudvikling og innovation i den industri, der skal levere intelligente elapparater til hjemmene og intelligent udstyr til kontorer og fremstillingsvirksomheder
  • risikerer at fordyre omstillingen til uafhængighed af fossile energikilder og vanskeliggøre større fleksibilitet i kundernes forbrugsmønster.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024