Forligspartier vil have flere solceller

SOLCELLER: Den såkaldte solcellefest skal langt fra stoppes, mener forligspartierne. Flere partier ser gerne, at nettomålerordningen bliver udbygget til at gælde andet end enfamilieshuse. SF har to principper for kommende strategi.
En ny ordning må ikke bremse udviklingen i soleceller, mener forligspartierne.
En ny ordning må ikke bremse udviklingen i soleceller, mener forligspartierne.Foto: Colourbox.dk
Morten Øyen
Det seneste års store stigning i solcelleanlæg har fået klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) til at advare om, at de økonomiske rammebetingelser for private husejere, der investerer i solcelleanlæg, skal ændres. Ordningen betyder nemlig, at staten går glip af en række afgifter.

Men spørger man de forligspartier, ministeren er nødt til at have med på råd for at få en ændring, så ønsker de ikke, "solcellefesten" slutter - tværtimod.

"Vi har været med til at lave ordningen og synes egentlig, den er en succes. Vi vil ikke være med til at lave en ændring, der sætter en stopklods i udviklingen. Vi skal belønne og ikke straffe folk, når de tager et samfundsansvar," siger De Konservatives energiordfører Mike Legarth.

Samme melding lyder fra Venstre:

"Det er en god ting, at der kommer solceller. Derfor er det også afgørende, at det sikres, at der stadig er et økonomisk incitament til fortsat at investere i solanlæg," siger Venstres Lars Chr. Lilleholt.

Fakta
"Solcellefest"

1. januar 2011 var der i Danmark opsat 1.142 solcelleanlæg i Danmark. 1. januar 2012 var tallet steget til 3.623 anlæg, og 7. september i år var tallet oppe på 22.273 anlæg. Dansk Energi vurderer, at antallet kan nå helt op på 40.000 inden årets udgang.

Han mener, regeringen indtil nu kun har skabt usikkerhed for forbrugere, der gerne vil "tage et selvstændigt ansvar".

"Regeringen skylder stadig at fortælle, hvor stort problemet egentlig er, for vi har jo ikke adgang til deres data. Indtil nu er der skabt en masse usikkerhed. Derfor kan jeg kun opfordre til, ministeren snart fremlægger, hvad han vil," siger Lars Chr. Lilleholt.

Vi skal ikke skrue ned på udbygningen, men det kan godt være, at vi skal ændre på ordningen, så vi får en større vækst for eksempel i nogle kollektive fællesløsninger i tilknytning til almene boligselskaber, andelsboliger og større lejeboliger.

Per Clausen
Gruppeformand, (EL)

Udvidelse af ordning
Udbygningen af solcelleanlæg er i høj grad sket i ydreområderne i Danmark. Og det skal medtænkes, hvis der skal justeres, mener flere af forligspartierne.

Dansk Folkeparti, der gerne ser, at rammevilkårene blive ændret for private husejere, synes til gengæld, ordningen skal udvides til at gælde "kollektive anlæg" - dermed skal helt op til 100-200 husstande, der går sammen om anlæg, blive ligestillet med samme vilkår som enkelthusstande.

"Det vil kunne gøre det mere attraktivt at bosætte sig i udkantsområderne og på øerne. Det har høj prioritet for os," siger Dansk Folkepartis energiordfører Mikkel Dencker.

Dokumentation
Nettomålingsordningen

Nettomålingsordningen betyder, at man ikke skal betale afgift for solcelleanlæg, som dækker forbruget af strøm i boliger og institutioner.

Hvis en husstand med et solcelleanlæg på max. 6 kW producerer mere strøm, end den bruger, kan den overskydende el fra solcellerne indsættes på det kollektive elnet og hæves igen, når man har brug for elektriciteten. Husstandens elmåler løber ganske enkelt baglæns eller fremad, afhængigt af solcelleproduktionen og husstandens aktuelle strømforbrug.

Dette svarer til at forbrugeren sparer elprisen inkl. afgifter, tariffer og moms for den mængde el solcellerne producerer. Samtidig er afregningen enkel at håndtere for ejeren af solcellen.

Kilde: Energistyrelsen og SolTek solenergi


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024