Denne uge i EU (5)
Ida Synnestvedt
Fokus på finansiel stabilitet
Mandag 30. januar er der uformelt møde i Det Europæiske Råd i Bruxelles. Øverst på mødets dagsorden står beskæftigelse og finanspagten. I de fleste europæiske lande er beskæftigelse den største udfordring. Man forventer at se nulvækst i de fleste økonomier og endda tilbagegang i nogle lande. Derfor forbliver genskabelsen af finansiel stabilitet i euro-området det vigtigste mål.
For at overvinde landenes statsgældskrise blev der allerede truffet mange omfattende beslutninget i 2011, og næsten alle lande har indledt reformprogrammer med det formål at forbedre konkurrenceevnen og skabe mere stabile offentlige finanser.
Mini-plenarmøde i Parlamentet
Onsdag 1. februar og torsdag 2. februar er der mini-plenarmøde i Europa-Parlamentet i Bruxelles. Fokus er også her på de økonomiske aspekter. MEP'erne skal følge op på mandagens møde i Det Europæiske Råd og tage stilling til udkastet til aftalen om en fiskal union. Onsdag er der debat og torsdag afstemning. Torsdag vil MEP'erne også se på, hvorvidt det er muligt og ønskeligt at indføre de omdiskuterede euro-obligationer.