Ekstra-regning på 867 mio. på vej til Danmark
Agnete Finnemann Scheel
EU er klar med en ekstra million-regning til Danmark for budgettet 2012.
Der mangler nemlig godt 67 mia. kroner i kassen, og her skal 867 mio. kr. hentes hos Danmark.
Men det kan EU godt glemme, lyder det fra Finansministeriet. Her ser man hellere, at EU finder tættekammen frem og skaffer pengene fra andre områder på EU's budget.
Det er beskeden fra finansministerens pressemedarbejder. Finansminister Bjarne Corydon (S) har ikke ønsket at stille op til interview.
De samlede forpligtigelsesbevillinger i budgettet for 2012 andrager 147,2 mia. euro svarende til 1,12 procent af EU's samlede BNI. Betalingsbevillingerne udgør 129,1 mia. euro svarende til 0,98 procent af BNI.
Målt i danske kroner svarer det til forpligtigelses- og betalingsbevillinger på henholdsvis ca. 1.095 mia. kroner og ca. 960 mia. kroner.
Forpligtigelser er de tilsagn om bevillinger, som EU kan afgive i et givent budgetår, mens betalingsbevillinger er de konkrete udbetalinger, som EU kan foretage i et givent budgetår.
Regeringens linje bakkes i udgangspunktet op af Venstre, der i Europaudvalget 2. november har givet mandat til den danske position, siger partiets medlem af Europaudvalget Jakob Ellemann-Jensen, men tilføjer dog:
”Helt grundlæggende skal medlemsstaterne selvfølgelig leve op til de forpligtelser, som man har indgået, for der er jo nogle, der har krav på pengene.”
Man har fra Rådets side været med til at give løfter til projekter, der er startet op, men nu er medlemslandene ikke klar til at udbetale pengene. Det er uholdbart
Emilie Turunen (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet
Parlamentet står fast
Det er bare ikke godt nok, lyder det fra EU-Parlamentet.
Finder Rådet og Parlamentet ikke en løsning på ekstra-bevillingen, vil Parlamentet ikke godkende budgettet for 2013, lyder truslen. Og det står de fast på.
”Man har fra Rådets side været med til at give løfter til projekter, der er startet op, men nu er medlemslandene ikke klar til at udbetale pengene i 2012. Det er uholdbart,” siger Emilie Turunen, medlem af Europa-Parlamentet for SF.
Kommer der ikke en løsning i denne uge bliver det svært at nå at få budgettet for 2013 på plads inden nytår.
"Der er kun en vej ud, og det er, at medlemslandene betaler," siger Emilie Turunen.
Forhandlingerne trækker ud
I denne uge forhandles der om et nyt forslag fra EU-formandskabet Cypern.
Af forslaget fremgår det, at ekstra-regningen til medlemslandene i 2012 lyder på 7,5 mia. euro. Men EU's egen bødekasse kan finansiere 3,1 mia. euro, så tilbage står 4,4 mia. euro i 2012, som skal fordeles på medlemslandene. Det bekræfter den danske repræsentation i Bruxelles.
Onsdag aften blev forhandlingerne suspenderet og fortsætter igen torsdag formiddag.
Tyskland og Frankrig kan tvinge Danmark til at betale
De lande, som holder fast i, at man ikke skal betale ekstrabevillingen er Storbritannien, Danmark, Holland og Sverige.
Også Østrig og Finland mener ikke, der skal føres ekstra midler til budgettet i 2012, der dog er knap så afvisende over for kravet som eksempelvis Danmark.
"Vi mangler stadigvæk at få at vide, hvor Frankrig og Tyskland står, og håbet fra Parlamentets side er, at man kan få de lande til at bakke op om ekstrabevillingen,” siger Anne E. Jensen (V), der er medlem af Europa-Parlamentets budgetudvalg.
Det er nemlig afgørende, hvordan de to store EU-lande Tyskland og Frankrig forholder sig til Cyperns nye forslag.
Hvis ikke enten Tyskland eller Frankrig modsætter sig betalingen er der nemlig det, der hedder et blokerende flertal i Rådet, og så må de mindre medlemslande heriblandt Danmark sluge regningen.
De årlige budgetter kræver nemlig ikke enstemmighed blandt medlemslandene, men blot et kvalificeret flertal.
Der ventes en udmelding fra Frankrig og Tyskland i denne uge.