Debat

Chr. Hansen: Fokus på den gode fødevarehistorie

DEBAT: Alt for sjældent laves koblingen mellem den basale fødevareproduktion og den højteknologi, som Danmark skal leve af. Det mener koncerndirektør i Chr. Hansen, Christoffer Lorenzen, der ønsker at styrke væksten ved positiv italesættelse af erhvervet.

Minna Møbjerg Stevnhoved
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christoffer Lorenzen,
Koncerndirektør i Chr. Hansen

I kølvandet på regeringens netop offentliggjorte 2025-plan har også Landbrug & Fødevarer offentliggjort sit bud.

Begge planer stiler efter en hårdt tiltrængt øgning af væksten i den danske økonomi, samt at sikre jobskabelse primært i den private sektor. Sidstnævnte er kritisk for at få skabt råderum og basis for den videre udvikling af det danske samfund.

Landbrug & Fødevarers plan peger ligesom regeringens på styrkelse af de rammebetingelser, som fra et internationalt perspektiv skal sikre private og eksporterende virksomheders vækstmuligheder.

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til [email protected].

Derudover peger planen på fire specifikke udfordringer – de såkaldte vækstbremser – der skal adresseres, hvis ikke virksomhedernes vækstpotentiale markant skal svækkes. 

Forkerte uddannelser bremser væksten
Navnlig to af disse er interessante.

Fødevareklyngen omtales dog ofte som et problem og ikke et aktiv for Danmark, og alt for sjældent laves koblingen mellem den basale fødevareproduktion og den viden og højteknologi, som Danmark gerne vil leve af.

Christoffer Lorenzen
Koncerndirektør i Chr. Hansen

Den ene handler om et mismatch mellem unges uddannelsesvalg og de eksporterende virksomheders behov. Vi udstyrer ganske enkelt de unge med de forkerte uddannelser af for dårlig kvalitet og dermed det forkerte kompetencegrundlag i forhold til, hvad der kan understøtte væksten i de eksporterende virksomheder.

Den anden udfordring handler om mangel på vækst og innovation særligt i de mindre virksomheder, hvilket er interessant, idet jobskabelse og øget produktivitet især finder sted, når mindre virksomheder vokser sig større.

De to vækstbremser er relevante at se i sammenhæng, fordi veluddannede medarbejdere er en vigtig ingrediens for at kunne skabe fornyelse og innovation i etablerede virksomheder samt for iværksætteri generelt.

Behov for holdningsskift
Rammebetingelserne alene skaber ikke den transition, der er behov for i forhold til at adressere disse vækstbremser.

Der er behov for noget mere og noget andet, og navnlig er der behov for et holdningsskifte i forhold til den fødevareklynge, som Landbrug & Fødevarer repræsenterer.

Fødevareklyngen herhjemme er stor og udgør 18 % af de ca. 615.000 eksportskabende jobs i Danmark. Men derudover har Danmark en styrkeposition inden for effektiv og skånsom produktion af fødevarer til højeste kvalitetsmæssige og miljømæssige standard.

Det skaber vigtige eksportartikler, men ikke mindst danner det grundlag for en underskov af højteknologiske virksomheder, som har udviklet og forfinet højt specialiserede teknologier. Teknologier, som kan eksporteres som varer eller know-how til andre fødevareproducerende lande.

Virksomheder som Chr. Hansen, Scanflavour, Essentia, Palsgaard, DLF, Hamlet Protein og til en vis grad Novozymes er eksempler på virksomheder, der med udgangspunkt i fødevareklyngen har udviklet globale teknologibaserede styrkepositioner inden for specialiserede nicher, og som skaber innovative produkter, som afsættes på verdensmarkederne.

Fødevareklyngen er et aktiv for Danmark
Fødevareklyngen omtales dog ofte som et problem og ikke et aktiv for Danmark, og alt for sjældent laves koblingen mellem den basale fødevareproduktion og den viden og højteknologi, som Danmark gerne vil leve af. Men de nævnte teknologibaserede virksomheder er afhængige af, at der findes en basal fødevareproduktion i landet og et frugtbart samspil mellem stærke uddannelsesinstitutioner, rådgiverkompetencer, virksomhedsnetværk, investorer mv. Alt dette ligger til grund for, at de attraktive innovative ideer kan modnes og udvikles.

En klog mand sagde engang, at når Bjarne Riis vinder Tour de France, så begynder danskerne at cykle! Lad os få fortalt historien til danskerne om de succesfulde danske virksomheder, der tager afsæt i en stærk og velbalanceret fødevareproduktion, og lad os få flyttet noget fokus og talent over imod at videreudvikle og forfine de muligheder, der opstår på grundlag af denne.

Danmark har som nævnt allerede en styrkeposition.

Lad os italesætte den! Og lad os sideløbende med 2025-planernes fokus på rammebetingelser få belyst, at her har vi muligheder for at skabe virksomheder, der gør en reel forskel i forhold til innovation, jobskabelse, eksport og vækst.

 

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024