Overfladisk relevansdebat slører humanisters værdi

Af Karen Gram-Skjoldager og Casper Sylvest
Det Alternative Kvalitetsudvalg

Effektivitet og relevans står centralt i de aktuelle diskussioner om reformer af universitetsuddannelserne. 

Den politiske målsætning om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal have en lang videregående uddannelse er nået, og det har naturligvis skabt en politisk refleksion over, hvordan man bedst indretter universitetsuddannelserne og deres forhold til omverdenen.

Debatten om universitetsuddannelserne er væsentlig. Universitetet repræsenterer et vigtigt rum, hvor vidende, selvstændige, kritiske og engagerede medborgere kan modnes og styrkes; det ansporer til en videnstilegnelse og en flerhed i perspektiver, som spiller en væsentlig rolle i et demokratisk samfund.

De humanistiske uddannelser bidrager, ligesom landets øvrige uddannelser, til samfundslivet, og de kvaliteter og den relevans bør vi diskutere.

Den aktuelle uddannelsespolitiske relevanstænkning er tæt kædet sammen med en arbejdsmarkeds- og kompetenceorienteret forståelse af uddannelse, og den er del af en politisk dagsorden, der først og fremmest handler om vækst, livsindkomst og arbejdsløshedstal i et samfundsøkonomisk perspektiv.

Humanister kan forholde sig kritisk refleksivt til eksisterende viden, og de ved, at viden er midlertidig og historisk betinget og kan udfordres og udvikles. Men det kræver tid og fordybelse. 

Karen Gram-Skjoldager og Casper Sylvest
Det Alternative Kvalitetsudvalg

Det væsentlige perspektiv
Reaktionen fra humanistiske studieledere og dekaner har været at bombardere uddannelsesdebatten med statistikker, der viser, hvordan det private erhvervsliv med succes absorberer stadigt flere humanistiske kandidater. Uddannelser koster penge, og i en presset økonomisk situation vil vi have noget for skillingerne. Det er et væsentligt perspektiv på uddannelse.

Men det er ikke det eneste legitime og vigtige perspektiv – og det er et perspektiv, der, selv hvis det bedømmes på egne præmisser, rummer problemer og begrænsninger. Så mens reaktionen fra humaniora er forståelig og forhåbentlig også politisk virkningsfuld, udfordrer den ikke den grundlæggende præmis for debatten.

Den arbejdsmarkeds- og kompetenceorienterede optik på uddannelse har implikationer for indholdet af uddannelserne – det, der i debatten diskuteres under begrebet kvalitet. Betragtet i en relevansoptik er det ideelle studieforløb ét, hvor den studerende bevæger sig rationelt, effektivt og fokuseret gennem uddannelsessystemet fra folkeskolen over gymnasiet til universitetet for til sidst at omsætte sit studie til beskæftigelse og høj livsindkomst.

Tilsvarende er den ideelle universitetsuddannelse den, der mest effektivt faciliterer denne proces. Det er den logik, der ligger bag kvalitetsudvalgets forslag om at erhvervsrette BA-uddannelserne og det øgede fokus på aftagerpanelernes rolle i udviklingen af uddannelserne.

I den sammenhæng er værdisætningen af forskellige uddannelsestyper tydelig. Når de universitære uddannelser ses i relevansoptikken, bliver tekniske, naturvidenskabelige og merkantile uddannelser rangeret over særligt de humanistiske uddannelser, og de prioriteres tilsvarende økonomisk.

To afgørende betænkeligheder
Vi har to centrale betænkeligheder ved det altdominerende relevansperspektiv i uddannelsesdebatten - begge har været bragt til torvs i Det Alternative Kvalitetsudvalg, #altUdvalg.

For det første har mange humanistiske uddannelser en bred og vigtig funktion i forhold til den måde, vi har valgt at indrette vores samfund på.

De humanistiske uddannelser forvalter vores kulturarv inden for vigtige områder som historie, litteratur og kunst; de leverer et bredt samfundsberedskab af viden om fremmede sprog og kulturer; og de rummer indsigter og forståelsesmåder, der kan indramme, kvalificere og udfordre aktuelle samfundsdebatter.

For det andet kan man frygte, at man, i iveren efter at relevansgøre uddannelserne, undergraver de unikke kvaliteter, der gør humanistiske kandidater til stærke, aktivt bidragende og langtidsholdbare medarbejdere på arbejdsmarkedet.

Traditionelt har de klassiske humanistiske uddannelser afsat kandidater til et bredt og mangfoldigt arbejdsmarked. Det har de, fordi de har trænet deres kandidater i selvstændighed, robusthed, nysgerrighed og frygtløshed i arbejdet med nye og komplicerede spørgsmål. De kvaliteter bliver vanskelige at fremelske, hvis tidspres og kompetencejagt leder til en orientering mod overskrifter og bullet points.

En forståelse for universitetets forskellige fagligheder
Den aktuelle relevanstænkning må med andre ord nuanceres med et perspektiv, der holder fast i det humanvidenskabelige dannelsesrationale og udforsker dets potentiale som en drivkraft til innovation og forandring.

Humanister kan forholde sig kritisk refleksivt til eksisterende viden, og de ved, at viden er midlertidig og historisk betinget og kan udfordres og udvikles. Men det kræver tid og fordybelse.

Når uddannelsessystemet prioriterer det, så forandrer, modner og flytter vi individer til at se nye perspektiver, livsmuligheder og karrierer, og netop de kvaliteter bør understøttes og udvikles i en uddannelsesreform.

”Hvor mange humanister med disse kvaliteter har et samfund brug for?”, kan man legitimt spørge. Det gode svar er ikke simpelt. Men sikkert er det, at man ikke finder det i en snæver relevanstænkning eller arbitrære produktionsmål som regeringens aktuelle 25 procentsmålsætning.

Et kvalificeret svar kræver et bredere relevansbegreb, en dybere forståelse for diversiteten i universitetets mange fagligheder, en evne til at orientere sig mod mere end et enkelt mål og en bedre balance i de krav, vi stiller til vores samfund, arbejdsmarkedet, universiteterne og de studerende. Vi synes, at relevansdiskussionen skal begynde dér.