Kommentar af 
Rasmus Nielsen

Rasmus Nielsen: Mediernes krise er demokratiets krise

Den tiltagende mediekrise er ikke kun et brancheanliggende – det er en sag for alle aktører i folkestyret. For frie medier er forudsætningen for demokratiet, skriver Altingets udgiver.

Hvis ikke borgere, politikere, samfundsaktører og publicister finder sammen igen om at opretholde et stærkt privat medietilbud i demokratierne, vil flere og flere unge vende sig mod andre styreformer end demokratiet, vurderer Altingets udgiver, Rasmus Nielsen.
Hvis ikke borgere, politikere, samfundsaktører og publicister finder sammen igen om at opretholde et stærkt privat medietilbud i demokratierne, vil flere og flere unge vende sig mod andre styreformer end demokratiet, vurderer Altingets udgiver, Rasmus Nielsen.Foto: Colorbox
Rasmus Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når medierne er i krise, er demokratiet i krise. Så enkelt kan det siges. Og det er blevet virkelighed. Vedvarende og formentlig accelererende er det sket de seneste omkring 20 år.

Mismodet i mediebranchen er ikke helt på minkfarmer-niveau, men afgjort på slagteriarbejder-niveau.

Avissalget er dykket vedvarende gennem mange år, annoncesalget er faldet markant især de sidste par år. Hvor kommer den næste fyringsrunde, hvem lukker helt ned næste gang?

Blandt de seneste tegn på mediekrisen er det fortsatte fald i søgningen til de danske journalistuddannelser, der toppede i 2021 og siden hvert år er faldet.

Medienedturen medvirker til demokratiernes svækkelse. Det er en debat, der rækker ud over en branches genvordigheder.

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

På fem år er antallet af ansøgere på journalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskolen, hvor Kongen forleden indviede den nye afdeling i København, faldet fra 721 til 425 i år, og på SDU er antallet af ansøgere faldet med 85 til 255 i år.

De unge tror øjensynlig ikke på, at der er jobs at få i fremtiden i demokratiets støtteben, det man i de gode tider kaldte den fjerde magt. Forstået på den gode måde: Ikke magt for magtens skyld, men en måde at dele statsmagten på, så den ikke korrumperer, men underordner sig de helt afgørende, individuelle frihedsrettigheder. Dem, som ikke bare liberalt-borgerlige men også socialdemokrater hylder.

Den mangeårige leder af journalistuddannelsen på SDU, mediehavets faste anker Peter Bro, siger til fagbladet Journalisten, udgivet af Dansk Journalistforbund, at udviklingen ”begynder at være bekymrende. Frygten er, at der bliver for få, der søger – og at det ikke er de rigtige ansøgere. Indtil videre er vi tæskeglade for de studerende og deres faglighed. Men der er noget større på spil, når det bliver ved med at gå nedad. Vi er ikke vores ansvar bevidst, hvis vi ikke tager den udvikling seriøst.”

Hvorfor lades journalistikken i stikken? Det beskrives i artikler efter artikler i de vestlige demokratier.

Læs også

Ikke fordi den brede offentlighed skal være ligeså optaget af vores branche, som vi selv. Men fordi medienedturen medvirker til demokratiernes svækkelse. Det er en debat, der rækker ud over en branches genvordigheder.

De frie mediers rammevilkår er dårlige i forhold til de amerikanske og kinesiske tech-giganter, vi er i direkte konkurrence med. Både hvad angår skat og regulering.

Ældre mediechefer fortæller om, hvordan de i årevis har set kolleger gå grædende rundt på gangene i de store, private mediehuse, når en ny fyringsrunde ramte – som vi alle ved skete på minkfarmene og svineslagterierne, der lukkede med dags varsel.

Politikere, ja, selv det danske kongehus, foretrækker i stigende grad at kommunikere direkte på de fremmede tech-platforme uden om de profesionelle medier undergivet medieansvarslov og brancheetiske regler.

Engang havde myndigheder pligt til at annoncere i for eksempel de lokale dagblade, men sådan er det ikke længere. Dagbladene er lukkede, og pligten er forduftet.

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

Det er virkelig ærgerligt. I burde altid gå gennem og bruge de professionelle medier.

Ondsindede misbruger mediernes værktøjer. Fakenews, -budskaber og -annoncer er sammen med blandt andet de russiske internettrolde og det nyere påfund ‘deepfake-videoer’ en pest for troværdig journalistik. For hvornår ved borgeren, hvad hun eller han kan stole på?

Har kunstig intelligens manipuleret med det, jeg ser, hører, læser?

Det er regnskabssæson. Medier, også demokratisk vigtige netmedier som A4 Medier, kommer ud med negativt resultat.

De store regionale mediehuse skæres ind i deres rygrad. Danske myndigheder og virksomheder har flyttet deres annoncekroner fra medier til tech-giganter. Engang havde myndigheder pligt til at annoncere i for eksempel de lokale dagblade, men sådan er det ikke længere. Dagbladene er lukkede, og pligten er forduftet.

Læs også

‘Journalistik kan føre til hvad som helst – bare man forlader den i tide’. Vel, mange unge når så ikke at komme i gang med faget. Men vi er trods alt en del, der aldrig forlader journalistikken. Og netop et medie som Altinget skal nok klare sig i udviklede samfund som de skandinaviske. Men vi er med vores bidrag til demokratioplysningen reelt blot en finger i søen.

Hvis ikke borgere, politikere, samfundsaktører og publicister finder sammen igen om at opretholde et stærkt privat medietilbud i demokratierne, vil flere og flere unge vende sig mod andre styreformer end demokratiet. De er allerede godt i gang med at gøre det.

Med et fortsat svækket demokrati vil det gå ud over de svage, over individets beskyttelse mod staten, og ikke mindst ud over ytringsfriheden.

Vejen går via grundig kildekritisk uddannelse i grundskolen. Via kraftig opstramning af ophavsretten, der i dag krænkes af tech-giganterne.

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

Nej, det vil vi ikke, så hvad så? Vejen går via grundig kildekritisk uddannelse i grundskolen. Via kraftig opstramning af ophavsretten, der i dag krænkes af tech-giganterne, som fortsat i vid udstrækning ignoerer at betale for brugen af de profesionelle rettighedshaveres indhold. Og EU og nationalstaterne har i årevis ladet stå til, mens mediebranchen afvikles.

Via fair og lige rammevilkår for europæiske private medier i forhold til deres gigantiske kinesiske og amerikanske konkurrenter på borgernes tid og opmærksomhed.

Via at private medier lever i samklang med hinanden og altid i omsætning og beskæftigelse skal være større end statens egne medier. Det kan reguleres politisk – som for eksempel når offentlige lønninger per automatik skal følge privat produktivitetsfremgang.

Via at politikere, som kongelige og samfundets andre aktører vælger at komme tilbage til de professionelle medier og anvende os til at fremme den demokratiske debatkultur. Fremfor at kortslutte de demokratiske kommunikationskanaler.

Men ærlig talt, alt dette har vi debatteret i mange år efterhånden.

Læs også

Godt foråret springer ud i disse dage. Naturen ved man da (stort set), hvor man har.

For tiden uddanner alene Altinget i Danmark fire journalistpraktikanter til at blive fremtidens stjerner og vandbærere i demokratiet. Fire knopper på vores 24 år gamle træ.

Dertil kommer det tocifrede antal studerende fra statskundskab og andre studier, der udfører værdifuldt arbejde på studiejob hos Altinget - og som på en måde opnår en dyb forståelse af mediernes rolle og ansvar, uanset om de ender med at gøre karriere i pressen, som embedsfolk eller noget helt tredje.

Hvis vi alle sammen, der grundlæggende vil det samme med vores styreform, tænker os godt om, skal det nok gå alt sammen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Bro

Professor, leder af journalistuddannelserne, SDU
cand.comm. (Roskilde Uni. 1999), ph.d. (Syddansk Uni. 2003)









0:000:00