Rasmus Nielsen: Lyt til demokratiets frie fugle

KLUMME: Kunstnere og andre frie stemmer i demokratiet har med deres uafhængighed særlig vægt i debatten, mener Altingets udgiver, Rasmus Nielsen.

Foto: /ritzau/Finn Frandsen
Rasmus Nielsen

Fire naboer, der ikke kendte hinanden, talte sammen til en vejfest i Københavns nordlige udkant.

– Hvad laver du så, spurgte den ene den anden.

– Jeg er kunstner.

– Nå da – hvorhenne? 

Den adspurgte lignede bestemt ikke den stereotype, lidt forslidte kunstnertype. Snarere en nydelig, forsigtig embedsmand.

– Jeg arbejder meget fra atelieret i Berlin. Dér har jeg 70 ansatte.

Ha, tænkte jeg. Så kan der jo kun være tale om én eneste dansker i verden: Olafur Eliasson.

Han er en af de frie, uafhængige stemmer, demokratiet virkelig kan bruge i den debat, der som vandmøllens hjul aldrig må gå i stå, men må være en evig kilde til forundring og forandring.

I et vægtigt interview i januarudgaven af Altingets magasin taler den store dansk-islandske kunstner netop med den frie stemme, politikere, aktører og embedsmænd ikke kan bruge, da de er bundet af mandater.

Olafur Eliasson fremhæver fondenes betydning for værdidebatten:

"Den filantropiske sektor er mindre optaget af sig selv end både den private og den offentlige sektor – den offentlige, fordi politikere skal genvælges – og den private, fordi de skal køre bundlinje for at retfærdiggøre deres beslutninger."

Han føjer til:

"Det store potentiale i den filantropiske sektor er ikke at isolere sig og køre hver sin egen lille profil. Det ligger i at blande sig som ansvarlige medgestaltere af den verden, vi lever i, gennem det, man kalder katalytisk filantropi. I kraft af deres indholdsprægede tilgang og større risikovillighed kan fondene skabe en større synergi mellem den private og den offentlige sektor."

Og konklusionen fra den frie stemme:

"Fondenes mission er jo i virkeligheden at gøre deres eget råderum mindre. Den dag, vi ikke har brug for fondene, er jo lykkens dag. Når kan de lukke og slukke, så er samfundet perfekt."

Sådan.

Altinget har – navnlig de sidste par år – væsentligt styrket vores debatstof. Og det bliver i den grad læst. Mere og mere. Og gerne kommenteret. I et – med tak – normalt udholdeligt sprog. Vi udsender særlige debatnyhedsbreve. Vi giver mæle til den professionelle aktørs holdninger, ikke mindst på de omkring 20 fagpolitiske portaler, hvor fagfolk kan publicere næsten alle de fagtermer i hovedet på hinanden, de kan finde på. Skønt med nichedebat.

Og så har vi en bredere samfundsdebat på forsiden af Altinget.dk, som er frit tilgængelig for alle, og som nu om stunder sender omkring 140.000 nyhedsbreve ud dagligt til samfundsinteresserede danskere. Hér optræder såvel politikere som centrale aktører.

De har reelt ikke meget manøvrerum, når de skriver. De kan måske nok bruge sig selv kortvarigt som eksempel og forsøge at skrive veloplagt i billedsprog og -rim, men selve det holdningsmæssige er givet på forhånd i ét langt, forudgående kompromis i baglandet. Det ved og mærker vi alle sammen godt, hvis vi sætter os for at læse et indlæg fra for eksempel et forbund eller en brancheorganisation.

Kender det selv – skrev for nyligt som formand for Specialmedierne i Danmark en kronik i Politiken om vores ønsker til det forestående medieforlig. Den blev nok læst, men ikke sådan citeret eller debatteret. Den var da også skrevet – dog ikke decideret med armen bundet på ryggen – ud fra en forudgående drøftelse mellem medlemmer, der af gode grunde ikke har 100 procent sammenfaldende interesser og holdninger. Nogle er private, nogle er foreningsejede. Nogle små, nogle mellemstore. Nogle trykte, nogle rent digitale osv. osv. Og derfor måtte teksten være udtryk for en fællesnævner, der ikke kan være sylespids. 

Samme emne tog en mangeårig god kollega Rune Bech op i sin kronik i Jyllands-Posten forleden. Et indlæg med anderledes kød, blod og kant. Et frit indlæg fra mand til offentlighed. Fra en serieiværksætter, der i dag kun repræsenterer sig selv. Et indlæg, der oplyser, bevæger og dermed flytter holdninger. 

Derfor er der også brug for de frie fugle i den demokratiske debat. Fugle, der ikke synger de faste, nedarvede sange, men som synger om det, de selv har oplevet og mener.

De medier, vi udgiver, er som bekendt – modsat dagbladene – neutrale. I Danmark såvel som i Sverige. Men i debatspalterne kan vi lade skribenterne give ideologisk los. Et pænt, radikalt pip hér, et socialistisk eller liberalt skrig dér. Skønt. Lad holdningerne stå knivskarpt. Men hvor andre primært giver plads til bestemte synspunkter – for eksempel om islam eller lighed – sætter vores debatredaktører en ære i at favne bredt. Bare argumenterne synger til læseren.

Medierne konkurrerer da også om at tiltrække de bedste uafhængige skribenter, der tør mene noget aktuelt med kunstnerens eller tænkerens historiske vidde og argumentmæssige klangbund. Et af Altingets fornemste eksempler er forfatteren Jens Chr. Grøndahl, der fuldstændig frit møder læserne hver anden søndag morgen.

Vi bringer, hvad han sender. Vores lille forsøg på at fastholde noget af det bedste fra verden af i går: Søndagsavisernes tunge artikler. Morgenkaffe, søndagsradio og det velskrevne ord – uuhhmm.

En fri fugl som Grøndahl er på en måde fra starten klædt af, for han har intet andet end sin egen integritet at fylde i sin skønne pen. Skal han nu sådan komme at mene noget om noget. Om ubåden, om DR, om #metoo, om højresvingsulykker, om flygtningebåde? Ja, det skal han. Og andre forfattere, kunstnere og tænkere med ham. 

Det danske samfund og den europæiske offentlighed er fyldt med professionelle interessevaretagere, hvis velskrivende kommunikationsafdelinger sprøjter den ene debatartikel ud efter den anden, gerne tilsat meningsmålinger og fakta for at øge opmærksomheden. Vi kan ikke undvære denne del af den politiske beslutningsproces.

Men smukkest eller i hvert fald mest uforudsigeligt og inciterende synger dog disse folkestyrets frie fugle. Dem opstiller vores redaktioner gerne alle de foderbrætter til i fremtiden, de kan ønske sig. Vinter som sommer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

Rasmus Nielsen

Formand for Alrow Media, udgiver af Altinget i Danmark, Norge og Sverige samt Mandag Morgen
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1983)

Rune Bech

Adm.direktør, BechMedia.dk, adm.direktør, serieiværksætter af NetDoktor, SundhedsDoktor, Liva Healthcare og Jazzhus Montmartre.
Journalist (DJH/DMJX 1989), studier ved LSE (1995-96) og Insead (2005).

0:000:00