Med sin ramsaltede hilsen til muslimerne lykkedes det for Venstres Inger Støjberg at sætte dagsordenen midt i sommerheden. Hun ramte ikke rent med sit udfald, men hvis man tror, Venstres udlændingeudspil er en ligegyldig sommeragurk, forveksler man politik med grøntsager.

Udlændingepolitikken er på vej op af vælgernes dagsorden igen, og der er ikke meget, regeringen kan gøre for at forhindre det. Der er nemlig tungtvejende grunde til, at emnet bliver ved at poppe op og står til at blive et af de afgørende politiske emner de næste 50 eller 100 år.

Radikalisering og kriminalitet
For det første er udlændingepolitikken et af de få politiske områder, der medfører varige ændringer af det danske samfund. Den ændrede befolkningssammensætning er irreversibel, kan ikke spoles tilbage igen. I modsætning til skattepolitik, socialpolitik, restpolitik m.v., der blot kan ændres af en ny regering.

For det andet konfronteres vælgerne personligt eller gennem medierne dagligt med en række alvorlige problemer med integrationen af ikke-vestlige indvandrere i det danske samfund:

- Det drejer sig om stigende radikalisering af unge muslimer, der tilslutter sig anti-demokratiske bevægelser som Hizb-ut Tahrir eller drager i hellig krig og ifølge ifølge PET returnerer som en terrortrussel.

- Det gælder kriminaliteten, der blandt unge mænd i flere etniske grupper er foruroligende høj. Den er vel at mærke højere, selvom man renser den for socioøkonomiske faktorer.

- Det gælder den manglende tilknytning til arbejdsmarkedet og de sociale overførsler, som betyder, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere årligt giver et minus på mindst 15 mia. kr. Nogle udregninger sætter underskuddet en del højere.

- Det gælder udviklingen af flere og flere parallelsamfund. De færreste danskere forventer assimilering af indvandrere, og ikke engang integration er et must. F.eks. er det kinesiske mindretal ikke specielt integreret, men det anses for uproblematisk, fordi de ikke stiller særkrav eller er i konflikt med omgivelserne. Men for de fleste danskere nås grænsen, hvis indvandrere og flygtninge opbygger en modkultur, der er fjendtlig over for det omgivende samfund.

Enkelte lyspunkter
Der er også lyspunkter som indvandrerpigernes succes i uddannelsessystemet, at flere i dag får en uddannelse før de bliver gift, og det begyndende opgør fra Yahya Hassan og andre unge mod forældrenes helt utidssvarende normer.

Men facit er ikke desto mindre, at integrationen af de nye indvandrergrupper har været meget vanskeligere end oprindelig forudset. I modsætning til tidligere tiders indvandrer- og flygtningegrupper – polakker, jøder, ungarere og chilenere – er integrationen af de sidste 40 års flygtninge og indvandrere langtfra fuldbragt efter en generation.

Ja, man kan ikke engang med sikkerhed sige, at det går bedre nu end for 20-30 år siden. Således er både kriminaliteten og radikaliseringen større i anden generation end i første generation.

Næsten alle syrere får asyl
For det tredje står Danmark i disse måneder over for en betydelig stigning i flygtningestrømmen og dermed et enormt pres på asylsystemet. Det er især syrerne, der fylder godt op.

Efter en afgørelse i Flygtningenævnet i 2013 skal de syriske flygtninge ikke længere sandsynliggøre, at de er individuelt forfulgte. De får asyl, blot de kommer fra bestemte områder i Syrien. I en situation, hvor man er næsten sikker på at få asyl, kan det være tillokkende at søge til netop Danmark, der har EU's hurtigste sagsbehandling.

Dertil kommer, at den såkaldte Dublin-forordning, som betyder, at man har ret til at sende flygtninge tilbage til det første ankomstland, ikke fungerer for tiden. Blandt andet fordi det er meget svært at bevise, hvor flygtninge kommer fra, når man ikke længere har fysisk grænsekontrol.

Den er denne kaskade af substantielle problemer, der gør udlændingepolitik til et politisk tema, der fylder i mange vælgeres bevidsthed.

Støjbergs provokation
Meningsmålinger viser, at der nu igen er et stigende antal danskere, der mener, at udlændingepolitikken er blevet for slap – og på den baggrund er det logisk, at Venstre indleder en offensiv her.

Dybest set interesserer emnet ikke V-formand Lars Løkke Rasmussen, men han anerkender betydningen, og for løjtnanter som udenrigsordfører Søren Pind, retsordfører Karsten Lauritzen og politisk ordfører Inger Støjberg er offensiven langt fra kun taktisk betinget. De mener det.

Inger Støjberg kom åbenlyst til at gå for langt i sin omstridte sommerkronik, da hun lagde op til at stille større krav til en "muslimsk somalier end en kristen amerikaner". For selvom det er ubestrideligt, at der generelt er størst integrationsproblemer med muslimske grupper, kan man jo godt finde eksempler på, at en (moderat) muslimsk somalier er mere integrationsegnet end en (fundamentalistisk) kristen amerikaner.

Venstre landene sagen ved at at lægge op til at forskelsbehandle mellem lande – og ikke mellem religioner. Forslaget vil betyde en skærpelse for nogle arbejdsimmigranter, men lempelser for andre. Listen af lande, hvorfra det vil være lettere at komme til Danmark består af demokratiske, vestligt orienterede  og relativt velstående lande som f.eks. Australien, Chile, Canada og og USA. Det er lettere komisk, men uden praktisk betydning, at også den hovedrige muslimske småstat, Brunei, har sneget sig med på listen. Brunei er et rendyrket diktatur.

Når det gælder familiesammenføringer er Venstre villig til at dispensere for 24-års-reglen for "mere integrationsegnede" udlændinge.

Udlændingevalgene i 00'erne var ikke undtagelser i forlængelse af 11. september. De var den nye udgave af normalen, mens økonomivalget i 2011 var en undtagelse under krisen.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget.dk

Opgør med konventioner
Nok så bemærkelsesværdigt er Venstre nu også villig til opsige hjørner af de internationale konventioner, der ellers er blevet anset som hellige af Folketingets store flertal. Forslaget er naturligvis guf for Dansk Folkeparti, men Liberal Alliances leder Anders Samuelsen foreslog noget lignende helt tilbage i år 1998, da han stadig var radikal. Med Søren Pape og Brian Mikkelsen i spidsen for Konservative tyder alt på, at Danmark vil tage forbehold over for konventionerne, hvis der kommer blåt flertal næste gang.

Derudover ønsker Venstre at afskaffe greencard-ordningen, fordi den bruges af arbejdsimmigranter, der godt nok har en højere uddannelse, men ender som chauffører eller tjenere i Danmark. Ironisk nok er det Venstre-rebellen Eyvind Vesselbo – der tog forbehold over for sit partis samlede udspil – der i årevis har gjort opmærksom på, at familiesammenføringerne fortsætter ad bagvejen gennem tvivlsomme uddannelser og greencard-ordningen.

Med brug af "moderat fysisk pres" lykkedes det Venstre-ledelsen at pacificere størstedelen af de interne kritikere af det nye udlændingeudspil. Og blå blok som sådan står mere samlet end længe, når det gælder udlændingepolitik.

Ny asylpraksis
Hos Socialdemokraterne er man helt bevidste om, at udlændingepolitik bliver et centralt emne ved næste folketingsvalg. Statsminister Helle Thorning-Schmidts mantra er, at udlændingepolitikken er "lige så stram som under Fogh", altså at man kun har rullet de stramninger tilbage, som efter krav fra Dansk Folkeparti blev indført i VK-regeringens sidste år.

Socialdemokraterne har omvendt været afskåret fra at indføre nogen former for stramninger på grund af samarbejdet med Radikale. Og som en slags garant for status quo passer det fint i Socialdemokraternes taktik, at Venstre vil droppe 24-års reglen som et generelt princip. Såvel Thorning som justitsminister Karen Hækkerup har fermt udnyttet denne åbning. Ja, Thorning udtalte søndag i Politiken, at Venstres forslag om at lempe adgangen for arbejdskraftindvandring fra visse lande er "en kæmpe udlændingelempelse".

I det hele taget har Thorning tacklet udfordringen fra Venstre prompte og offensivt. Det er decideret overraskende, at Thorning i flere søndagsaviser erklærede, at hun "godt vil kigge på, om vi skal være bedre til at sende mennesker tilbage til deres hjemland, når der er fred."

Netop det kan man sagtens gøre, hvis man politisk ønsker det. Tilmed uden at bryde en eneste konvention.

Faktisk er asyl en midlertidig opholdstilladelse, der løber fem år, hvorefter situationen i flygtningenes hjemland kan bedømmes igen. Men i praksis sker det aldrig, så flygtninge får stort set altid lov til at blive i Danmark, selvom forholdene forbedres i hjemlandet. Den praksis kan Folketinget blot ændre.

Thorning tvunget til at levere
Derfor er Thornings asylmelding risikabel.
Venstres Karsten Lauritzen har straks grebet bolden og udtalt, at Venstre er til at tale med "i samme sekund, statsministeren bliver konkret". Thorning har dermed sat sig selv under pres for at levere på sine udtalelser.

Men det er et stort spørgsmål, om hun kan. Det radikale bagland vil gå grassat, hvis en sådan stramning bliver til virkelighed. Her behøver man bare at tænke på reaktionen, da den daværende radikale gruppeformand Christian Friis Bach i juli lagde op at frede 24 års-reglen i næste valgperiode. Her følte Vestager sig tvunget til at undsige sin gruppeformand for at berolige det rasende bagland.

Dermed risikerer Socialdemokraterne at ende i situationen fra 90'erne, hvor Socialdemokraternes ønske om opstramninger blev blokeret af den radikale partner. Den situation står stadig som det ultimative mareridt for mange socialdemokrater.

I løbet af meget kort tid har udlændingepolitikken igen fået en central rolle, og det bliver ikke bare et kortvarigt mellemspil. Udlændingevalgene i 00'erne var ikke undtagelser i forlængelse af 11. september. De var den nye udgave af normalen, mens økonomivalget i 2011 var en undtagelse under krisen.