Forældre skal inddrages i dagtilbudsindsatser

Hvis vi skal rykke ved den social arv gennem dagtilbud, så handler det grundlæggende om at skabe en helt særlig indfølende og meningsgivende dialog mellem daginstitution og forældre. Dette kræver ledere, der kan kvalificere medarbejdere i at inddrage forældrene på de omtalte måder og basere indsatsen på viden fra forskningen.

Bente Jensen
Lektor ved Aarhus Universitet

Af Bente Jensen
Lektor ved Aarhus Universitet

Alle forældre ønsker et godt liv og en uddannelse for deres børn. Men vi ved, at ikke alle forældre magter opgaven. Især har forældre, der lever under såkaldt belastede vilkår, måske i fattigdom og uden uddannelse, ofte vanskeligt ved at understøtte deres børn optimalt.

Møder vi som samfund disse forældre med et såkaldt fejlfindingssyn, der samtidig placerer ansvaret alene hos forældrene, er vi i værste fald med til at gøre forældrene passive, afmægtige og opgivende.

På den baggrund er der brug for en anderledes form for forældreinddragelse i daginstitutioner, der gør op med dette fejlfindingssyn i forebyggelsen. I stedet skal dagtilbuddene tage kampen op, sammen med forældrene, og understøtte den proces, der drejer sig om at styrke forældrene i en ny tro på sig selv og egne forældreevner.

Erfaringer fra international forskning
Vi ved fra kortlægning af international forskning om forældreprogrammer, at kombinationen af daginstitutionsprogrammer, der sigter imod børns trivsel og læring, og et tæt forældresamarbejde opnår gode effekter. Forskningen peger på tre forhold som forudsætninger:

For det første, at forældreinddragelse baseres på et program, der er funderet i en videnskabelig og teoretisk tilgang. For det andet, at forældre tilbydes træning i og støtte til konkrete udviklingsaktiviteter for børnene, som gennemføres både i dagtilbuddet og hjemme.

For det tredje, at der pædagogisk arbejdes med mange konkrete aktiviteter, der styrker bestemte former for udviklingsfremmende adfærd for alle børn i institutionen og i familierne.

Og sidst men ikke mindst finder vi i den internationale forskning, at programmer, der involverer forældrene som meget tydelige aktører i opgaven, er det, der er med til at opnå effekt.

Forældre som tydelige aktører
Den følgende udtalelse stammer fra en ung mor på 22 år, der deltager i det danske forskningsprojekt VIDA, der er inspireret af international forskning og blandt andet arbejder med at kvalificere forældresamarbejdet på måder, som giver forældrene en tro på egne forældreevner og en tillid til, at samarbejdet med dagtilbuddet vil styrke børnenes læring og trivsel.

”Er man til den der gamle opdragelsesmetode, hvor man ligesom siger ’kæft, trit og retning’, og du er også bare en dum unge, der belaster mit liv?” Eller er man mere sådan ”Vi er en familie sammen, og vi skal have det til at fungere”. Det kommer an på, hvordan man oplever det, og hvordan man oplever vuggestuens initiativ til at støtte op om barnet og ikke bare være en ’placeringsstation’ eller en ’legestation’.”

Moderen, der udtaler sig, kalder sig selv for en af "de socialt udsatte", der har haft en "lidt broget opvækst", har "været på opholdssted" og fået "meget psykologisk behandling".

I stedet for at "give op" og være passiv tilskuer, så har denne moder i kraft af kombinationen af egen stærke vilje og daginstitutionens tilbud været i stand til at "tage kampen op imod den sociale arv", som hun selv har oplevet så stærkt som en hæmmende kraft. Hun er derved selv blevet en aktiv aktør, der med egne ord nu bedre kan få det "til at fungere".

Ressourcesyn, vejledning og dialog
Erfaringerne fra VIDA-projektet peger på, at forældreinddragelsen skal nå forældrene, der hvor de er, og styrke deres forælderevne i en tro på at være "gode nok" som forældre. Især tre perspektiver er centrale i den forbindelse:

For det første at møde forældrene med et "ressourcesyn" frem for et "fejlfindingssyn". For det andet at møde forældrene med pædagogisk indsigt og forældrevejledning, der betragter forældrene som aktører i eget liv med behov, ønsker og forventninger til sig selv og deres børns trivsel og læring. Endelig for det tredje at skabe rum for fællesskaber, det vil sige dialog mellem pædagoger og forældre, men også mellem forældrene indbyrdes.

Dialogen skal være ligeværdig. Alle forældre skal ses som ressourcer, og deres viden og kunnen skal inddrages. Dertil kommer, at forældrene skal vejledes i, hvordan de helt konkret hjemme kan støtte op om og udføre de samme aktiviteter, der er igangsat i daginstitutionen.

Dette gælder både i forbindelse med at styrke børns læring, for eksempel arbejdet med sprog, historiefortælling, tal, krop, sundhed og i forbindelse med at styrke børns sociale kompetencer og følelsesmæssige udvikling.

Erfaringer fra det omtalte VIDA-projekt viser, at et forældresamarbejde, der er karakteriseret ved støtte og konkret vejledning, bliver taget positiv imod af forældre uanset baggrund.

Ledelse og kvalificering som forudsætning
Moderen fra før får noget helt nyt med sig hjem fra samarbejdet med daginstitutionen, som følgende udtalelse viser:

”Altså, da jeg kom hertil, kendte jeg ikke nogen, men er begyndt nu. Man møder folk i samme situation som én selv med små børn - man kan dele erfaringer og man kan skabe et netværk.”

Fortællingen viser os, at det nytter at arbejde med nye innovative former for indsatser i dagtilbud, der inddrager forældrene. Hvis vi skal rykke ved den sociale arv gennem dagtilbud, så handler det grundlæggende om at skabe en helt særlig indfølende og meningsgivende dialog mellem daginstitution og forældre. Dette kræver ledere, der kan kvalificere medarbejdere i at inddrage forældrene på de omtalte måder og basere indsatsen på viden fra forskningen.