Debat

Handicappede betaler for krisen i kommunerne

DEBAT: Det er mere end uværdigt, at socialministeren og kommunerne lader samfundets svageste gruppe, de handicappede, betale for krisen – endda imod lovens ord, mener ledende socialrådgiver Nadia Buchard, Scleroseforeningen.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Nadia Buchard
Ledende socialrådgiver, Scleroseforegningen

”Der er behov for at genskabe tilliden til systemet”, mener socialminister Manu Sareen (R) på Altinget.dk den 6. maj.

Dermed indskriver han sig som den siddende regerings tredje socialminister, der kun vil beklage, men intet gøre for de handicappedes dalende retssikkerhed. Nu må det stoppe.

Der er efterhånden brug for handling. Det er mere end uværdigt, at ministeren og kommunerne lader samfundets svageste gruppe, de handicappede, betale for krisen – endda imod lovens ord.

Fakta

Krænkelse af retssikkerhed er et faktum
En rundspørge viser, at 19 ud af 22 handicaporganisationerne oplever, at de handicappede ikke får den hjælp fra kommunerne, som de ifølge loven har ret til. Og 95 procent af handicaporganisationerne oplever en stigning i henvendelser fra medlemmerne og i rådgivningen.

Scleroseforeningen har også bidraget til denne rundspørge, og vores tal er ikke baseret på, hvad medlemmerne oplever. Vi registrerer alle de henvendelser om sager, som vi er nødt til at gå ind i. Så fra vores side er der tale om fakta.

Når kommunerne beskriver deres problemer, beklager politikerne ofte, at økonomien er så dårlig, at de er nødt til at spare. Ja, måske, men kommunerne skal vel stadig overholde lovgivningen?

Nadia Buchard
Ledende socialrådgiver, Scleroseforegningen

Eksempelvis viser vores tal, at næste ingen kommuner overholder retssikkerhedslovens §5, der tilsiger, at der skal være en koordinering af tilbuddene til den handicappede. En koordinering, der er helt essentiel, for at hjælpen ikke bliver tilfældig, men udgør en samlet pakke, der faktisk kan få den handicappedes liv til at fungere.

Andre tal viser den samme tendens: De handicappede får i mindre og mindre grad de ydelser fra kommunerne, de har krav på. Det gælder økonomisk, det gælder hjælpemidler, og det gælder daglig hjælp.

Besparelserne på de handicappede er en kynisk måde at lade de svageste betale for krisen i kommunerne – og Manu Sareen er den tredje minister, der intet konkret vil gøre ved det.

Ingen konsekvenser for kommunerne
Diskussionen om retssikkerhed er ikke ny. Den ændrer blot karakter, fordi problemet bliver værre. Så længe tilbage jeg kan huske, har overholdelse af retssikkerhedsloven været til debat.

For 10 år siden, i 2004, kom den første undersøgelse bestilt af Socialministeriet. Dengang var den gal – siden er det blevet værre. Det ser bare ud til, at ingen rigtig synes, man skal gøre noget.

I 2012 var den senest oppe at vende – daværende socialminister Karen Hækkerup (S) beklagede med disse ord til kommunerne: ”Lov er lov, og lov skal holdes”. Og efterfølgeren Annette Vilhelmsen (SF) beklagede på samme vis som den nuværende socialminister situationen – med de samme embedsmænd i ryggen.

Det reelle problem er, at ingen socialminister vil træde i karakter og handle over for kommunerne. Hvis du parkerer ulovligt, får du en bøde, men hvad er konsekvensen, når kommunerne forholder en svag handicappet borger den hjælp, som vedkommende behøver for at klare livet og dagligdagen? 

Massiv stigning i fejlbehandlinger
Måske er det krisens skyld. Når kommunerne beskriver deres problemer, beklager politikerne ofte, at økonomien er så dårlig, at de er nødt til at spare. Ja, måske, men kommunerne skal vel stadig overholde lovgivningen?

Og interessant er det jo også, at kommunerne i 2013 ikke brugte deres penge. 2013 blev tredje år i træk, hvor kommunerne har brugt milliarder kroner mindre på velfærd, end de har fået mulighed for af staten og selv har budgetteret med.

Socialministeren henviser til en praksisundersøgelse, som også KL roser, og han konkluderer, at det går godt med sagsbehandlingen.

Jeg mener, at den undersøgelse ikke kan bruges. Ankestyrelsen har undersøgt to meget snævre områder inden for hele voksenområdet - §85 om socialpædagogisk bistand og §107 om midlertidige botilbud.

Det er forsvindende små ordninger i forhold til de kompensationsordninger, der ellers er til syge eller handicappede mennesker. At konkludere på den undersøgelse er efter min mening manipulerende. Den er ikke retvisende i forhold til de problemer, der er med handicapområdet. De problemer, som næsten alle handicaporganisationer oplever så massivt. 

I Scleroseforeningen er vi ni socialrådgivere ansat til at hjælpe vores medlemmer. Vi får vi mere og mere travlt. Vi har alle konstant mindst en sag, hvor et medlem ikke kan få den hjælp fra kommunen, som vedkommende har ret til ifølge loven. Sagerne kommer fra hele landet. Det er en helt uholdbar situation i et retssamfund.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024