Herberger må dagligt afvise hjemløse

Af Per Kragh
Formand for SAND – De hjemløses landsorganisation

I SAND – De hjemløses landsorganisation har vi samlet en kæmpe bunke erfaringer med hjemløshed: Vi er alle hjemløse, eller vi er måske ligefrem kommet så langt, at vi flirter med ’normaltilværelsen’ i en grad, der indimellem får os til at sige, at vi er ’tidligere hjemløse’.

Vi ved altså om nogen, hvor skoen trykker. Desværre er det ikke os, der bestemmer hvilke tilbud der skal være til hjemløse. Det er hovedsagligt de politikere, vi netop har stemt ind i kommunalbestyrelserne, der klarer den sag; resten klarer Folketinget. Og hjemløshed er ikke det, de har mest forstand på – eller prioriterer højest for den sags skyld.

Som på alle mulige andre områder har Folketinget udstukket de overordnede retningslinjer, mens kommunerne tager sig af detaljerne. Kommunerne har desværre for vane at se mere på, hvor de kan spare, end på hvor de kan hjælpe. Det betyder, at hjemløse langtfra får den behandling, de har brug for, eller som de har krav på. 


En seng alene er ikke nok
I Københavns Kommune har vi et glimrende eksempel på, at man er ved at udhule det primære hjælpesystem for hjemløse, nemlig § 110-boformer for hjemløse; det, nogle betegner som herberger og forsorgshjem.

Hvis man er hjemløs, henvender man sig på en boform. Her skal man ifølge loven (SEL § 110) have tilbudt døgnophold, en seng at sove i, omsorg og pleje, ro og hvile og et personale, der har blik for de problemer, der nu engang gør, at man er hjemløs: misbrug, psykisk sygdom, sociale problemer osv.

En hjemløs har altså brug for mere end et sted at sove. Hvorfor tror I, man gik 'hjemmefra' i tidernes morgen, hvis det kun handlede om et sted at sove?

Per Kragh
Formand for SAND – De hjemløses landsorganisation

I København har man gennem en længere periode haft alt for få pladser til hjemløse. Måske derfor har man gjort natvarmestuerne til en del af de § 110-boformspladser, som kommunen skal stille til rådighed ifølge loven.

Det betyder, at den standard. som loven foreskriver, der skal være, langtfra er at finde. Man kan komme indenfor i varmen – bevares – men tilbuddet er en madras på en sovesal mellem kl. 21 om aftenen og 7 morgen. Omsorg og pleje, ro og hvile skal du kigge langt efter. Det er uværdigt og desuden ulovligt.

En hjemløs har altså brug for mere end et sted at sove. Hvorfor tror I, man gik ’hjemmefra’ i tidernes morgen, hvis det kun handlede om et sted at sove? Det er, som om at hjemløse er en gruppe, der skal være taknemmelige, lige meget hvad de bydes: ”Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, kan du skride”, lyder det.

Hvorfor må hjemløse ikke stille krav? Krav om at blive taget alvorligt, at blive lyttet til, at få hjælp til at løse sine problemer, at få et værelse med en dør, man kan lukke og bare slappe af? Alle har brug for at kunne trække sig tilbage og slappe af. Ingen kan holde ud at være ’på’ hele tiden.

Herberger proppet til bristepunktet
I andre dele af landet er normen heldigvis, at alle hjemløse skal kunne tilbydes et værelse på en boform og hjælp og støtte til at komme videre. Det mener Københavns Kommune ikke er alle forundt.

I flere år har herbergerne i København været proppet til bristepunktet – og stort set alle herberger beretter om at måtte afvise op til flere hjemløse dagligt. Socialforvaltningen ved det, de opsøgende gadeplansmedarbejdere ved det, boformerne ved det, politikerne ved det.

Alligevel sker der ingenting. Det politiske svar er, at der ikke skal laves flere rigtige og gavnlige herbergspladser. Mellem linjerne er det tydeligt, at man kan risikere, at pladserne bliver brugt, og at det går op for kommunen, at der er brug for endnu flere pladser eller mere hjælp til dem, der nu kommer indenfor i varmen.

Trygge rammer giver overskud
På andre områder er Københavns Kommune ellers ret visionære. De har lavet fixerum, hvor narkomaner kan komme og tage deres stoffer under kontrollerede forhold og med fagligt personale i ryggen. Fixerum giver narkomaner bedre livskvalitet, bedre helbred og ro. Trygge rammer giver overskud til at overveje en anden livsførelse.

Det er simple menneskelige mekanismer, vi snakker om her. Får man ro på og føler sig tryg, har man også større vilje til at ændre sin livsførelse. Det gælder for narkomaner som for hjemløse. Sværere er det ikke.