At gøre sit arbejde ordentligt

Prisen på lægemidler er det store stridsspørgsmål og samtidig ofte et tabuemne. I licitationer for RADS er prisen indkalkuleret, mens KRIS siger, at den ikke spiller nogen rolle.

Jens Peter Kampmann
Overlæge på Bispebjerg Hospital

Af Jens Peter Kampmann
Overlæge på Bispebjerg Hospital 

I Danmark bestemmer lægerne som hovedregel behandlingen inden for de samfundsmæssige rammer. Som i andre udviklede demokratier fastsættes disse rammer af politikerne, og lægerne skal holde sig inden for disse rammer, herunder de økonomske.

Er lægerne utilfredse med rammerne, må de som andre grupper argumentere via tilgængelige kanaler, der i et samfund som det danske ikke er få. Det er en kamp om ressourcer i forhold til andre interessegrupper, der alle uden undtagelse synes, at de har den bedste, mest fornuftige og stærkest overbevisende argumentation.

Er politikerne og lægerne så deres ansvar bevidste? Både og. Politikerne har gjort en del i de senere år, bl.a. med etableringen af RADS og KRIS, der langt hen ad vejen – efter grundig overvejelse blandt fagfolk - foreslår udvalgte behandlinger.

Alle læger er selvfølgelig ikke enige – hvis der er seks læger til stede, er der syv meninger om en sag – men alligevel bør/skal de følge forslagene og så hen ad vejen forsøge at vinde gehør for netop deres afvigende forslag. I både RADS og KRIS sidder repræsentanter for de lægevidenskabelige selskaber og forskellige regioner, så det er en stor og geografisk velfordelt ekspertise, der her er samlet.

Administrationen halter 
På landets sygehuse eller i hele regioner er der lægemiddelkomiteer, der skal forsøge at koordinere lægemiddelbehandlingen, så man får størst udbytte for pengene. Der udarbejdes også standardsortimentslister, som omfatter de i afdelingerne mest anvendte midler. Alt sammen tidsforbrugende og på papiret udmærket, men i praksis halter administrationen.

Her er det svært at sige nej, men apotekerne kunne mange steder påtage sig en større kontrollerende rolle og på vegne af lægemiddelkomiteen udføre en bedre farmakommissærfunktion, hvis enkelte løsgående missiler blandt lægerne forlanger særbehandling uden egentlig argumentation. Det bør også være sværere for ikke medicinansvarlige læger at ordinere uden for en rekommandation og et standardsortiment.

Mange steder trykkes blot på en enkelt tangent. Meget kunne ordnes via EDB, men det er som om, at EDB slet ikke har forstået denne opgave. Har ingen orienteret dem? Fornuftigt begrundede forespørgsler skal selvfølgelig accepteres uden videre.

Politikernes ansvar er selvfølgelig som sædvanlig endnu større. Prisen på lægemidler er det store stridsspørgsmål og samtidig ofte et tabuemne. I licitationer for RADS er prisen indkalkuleret, mens KRIS siger, at den ikke spiller nogen rolle.

Det mener jeg, den bør gøre. Hvis en behandling er eksorbitant dyr og kun giver få ugers ekstra overlevelse, bør man selvfølgelig tage hensyn til omkostningerne.

For nogle år siden forsøgte en regionspolitiker at sige dette – og det blev sandelig ikke venligt modtaget. Selvfølgelig er der en øvre behandlingsgrænse, selv for børn, der ellers er meget produktionskostbare, da de forventes at leve længe.

Politikerne bør melde klarere ud: ’Hvor går den økonomiske smertegrænse?’ – selvfølgelig med risiko for en del priser lige under denne, og så stå ved det.

Patientens ønsker 
Selvom penge oftest kan omsættes direkte til omsorg, er der også andre faktorer i spil, fx kærlighed, menneskelig værdighed og ikke mindst patientens ønsker. Det skal dog nævnes, at der langsomt – meget langsomt – nu synes at være en større forståelse i samfundet for disse forhold. Handlinger er dog indtil nu få.

Lægemiddelbehandlingen i Danmark er ikke så ringe endda, men alle aktører – herunder også medierne, men det ønske er nok hinsides enhver realitetssans – kunne stramme bardunerne og gå de sidste skridt. Det ville i sandhed give genlyd.