Pia Kjærsgaard
 svarer 
Ane Halsboe-Jørgensen

Er det rimeligt, at en borger, der modtager en erstatning, fordi vedkommende er blevet ramt af kræft, skal miste sin ældrecheck?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

§20-spørgsmål 673

Mener ministeren, at det er rimeligt, at en borger, der modtager en erstatning på cirka 100.000 kroner, fordi vedkommende er blevet ramt af kræft, skal miste sin ældrecheck som følge heraf, og vil ministeren tage initiativ til at ændre lovgivningen, så sådanne erstatninger ikke længere tæller med i opgørelsen af personlig formue?

Svar fra fredag den 15. marts 2024

Ældrechecken er målrettet de folkepensionister, der er økonomisk vanskeligst stillet med små formuer og lave indtægter. For at være berettiget til at modtage ældrecheck skal pensionisten og en eventuel ægtefælle/samlever derfor bl.a. have en samlet likvid formue, der er mindre end 99.200 kr. (2024). Formuen opgøres pr. 1. januar.

I reglerne for formueopgørelsen ses der imidlertid bort fra en række erstatninger for tab af erhvervsevne, der udbetales som følge af personskade. Erstatningerne er oplistet i pensionslovens § 14 c. Derudover ses der bort fra formue, der er udbetalt som godtgørelse efter varigt mén og ikke økonomisk skade.

Der er således allerede regler for, at en række erstatninger ikke medregnes som likvid formue, og dermed ikke skal tages med, når formueopgørelsen til ældrecheck opgøres. Det er Udbetaling Danmark, der på baggrund af Ankestyrelsens praksis opgør og udbetaler ældrecheck. De oplyser følgende:

”Udbetaling Danmark ser ved opgørelsen af den likvide formue bort fra engangsbeløb på op til 150.000 kr., der udbetales fra forsikring mod visse kritiske sygdomme, herunder kræft. Der ses bort fra forsikringsbeløb i op til 5 år efter beløbets udbetaling. Det er pensionisten, der selv i første omgang skal gøre Udbetaling Danmark opmærksom på en sådan udbetaling, da det ikke er oplysninger, som Udbetaling Danmark automatisk kan hente og dermed se bort fra ved opgørelsen af den likvide formue.” Jeg mener, at formuekravet for at modtage ældrecheck er udtryk for en rimelig målretning af ydelsen. Samtidig er der i opgørelsen heraf taget hensyn til, at udbetalinger som følge forskellige erstatninger ikke indgår i formueopgørelsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00