Læsø eneste kommune uden klimatilpasningsplan

KLIMATILPASNING: Læsø Kommune har intet udkast til klimatilpasningsplan, og flere kommuner mangler fortsat at få deres planer i høring. Alligevel vurderer grønne organisationer ikke, at der er grund til bekymring.
Foto: www.klimatilpasning.dk
Klaus Ulrik Mortensen

Én kommune forbliver tavs, når det gælder klimatilpasningsplaner.

Den 1.809 indbyggere store Læsø Kommune, beliggende centralt i Kattegat, har fortsat til gode at sende en klimatilpasningsplan i høring. Og det på trods af, at der ellers forelå aftale mellem regeringen og kommunerne om at gøre det inden 2013 blev til 2014.  

Tal fra hjemmesiden klimatilpasning.dk viser, at 57 kommuner ved den seneste opgørelse 26. marts havde sendt en plan i høring.

I 25 kommuner forventes planen i høring i løbet af 1. kvartal af 2014, mens 15 kommuner venter at melde grønt lys i løbet af 2. kvartal af 2014. Læsø Kommune har fortsat status af "uklar".

Læsø Kommune ønskede ikke at tale om den manglende klimatilpasningsplan, da Altinget.dk tog kontakt. Nærmere adspurgt henviste kommuneingeniør Jan Kjær til, at man ikke havde brug for statslig hjælp til at håndtere oversvømmelser og andre klimatilpasningsrelaterede problematikker.

Fakta
Da regeringen og KL i juni 2012 lavede "Aftale om kommunernes økonomi for 2013", var opgaven, at kommunerne skulle udarbejde en klimatilpasningsplan inden udgangen af 2013.

Med aftalen fulgte formuleringen, at de 98 kommuner i henhold til aftalen var forpligtet til at indarbejde klimatilpasningsplanerne direkte i kommuneplan 2013 eller som et tillæg hertil.

Kilde: klimatilpasning.dk

Naturstyrelsen tavs om manglende plan
I Naturstyrelsen, der er den politiske instans i planernes tilblivelse, vil man ikke udtale sig om den konkrete sag, men fortæller, at man ikke er blevet kontaktet af Læsø. Derfor fastholder man, at der ikke er nogen grund til at tro, at der er problemer. I stedet henviser man til den planlagte evaluering i 2015.

Det politiske krav om kommunale klimatilpasningsplaner blev vedtaget i efteråret 2012. Baggrunden var en række oversvømmelser blandt andet som følge af voldsomme skybrud, som fik grønne politikere med tidligere miljøminister Ida Auken i spidsen til at kræve, at kommunerne forholdt sig fremadrettet til udfordringen.

En ændring af betalingsreglerne for spildevandsselskaber gjorde det muligt at takstfinansiere de risikokort, som skulle ligge til grund for planerne. Desuden gjorde man det muligt at finansiere en række nye løsninger med penge fra vandselskabernes kasser.

Planerne skal række langt ud i fremtiden, så det er ligegyldigt, om man bliver færdig nu eller om fire år.

Nina Larsen Saarnak
Plankoordinator, Danmarks Naturfredningsforening

Grønne organisationer holder igen med kritik
Men på trods af, at ikke alle kommuner har overholdt de planlagte rammer for klimatilpasningsaftalen, giver det ikke anledning til kritik af kommunernes arbejde. Sådan lyder det enstemmige svar, hvis man spørger de grønne organisationer, Altinget.dk har talt med.

Alle lægger de vægt på kvaliteten af klimatilpasningsplanerne, snarere end at tidsrammerne bliver overholdt. 

Susanne Krawack, chefkonsulent i Concito, har ikke fulgt de enkelte kommuners planlægning på tætteste hold, men siger, at der har været meget fokus på klimatilpasning ude i kommunerne.

"Hvis du tager et hvilket som helst andet tema, er der masser af kommuner, der ikke overholder fristen for at lave en plan," siger hun.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024