Debat

V: Lav en national togstationsplan

TRANSPORTDEBATTEN: Der skal laves en national stationsplan for at kortlægge forfatningen af alle landets togstationer, skriver Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kristian Pihl Lorentzen
Trafikordfører for Venstre

På mit store togtogt Danmark rundt i sommeren 2012 fik jeg lejlighed til at sætte mig grundigt ind i situationen omkring de mange jernbanestationer.

Nogle af de 298 stationer, DSB råder over, er i flot stand og står som præsentable "indgangsporte" til jernbanen.

Det gælder eksempelvis Fredericia Station, der bl.a. har en indbydende, lys og ren tunnel under perronerne.

Fakta

Transportdebatten på Altinget | Transport har til formål at fokusere og styrke den transportpolitiske og transportfaglige debat i Danmark.

Løbende inviterer Altinget | Transport derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for transportområdet.

Femte udgave af Transportdebatten sætter fokus på DSB.

DSB er som altid et omdiskuteret emne. Denne opmærksomhed er ikke blevet mindre af, at staten i starten af dette år skal genforhandle kontrakten med DSB. Samtidig har blandt andet Produktivitetskommissionen sat fokus på DSB med anbefalinger om, at der er behov for mere konkurrence på jernbaneområdet.

Den næste måned vil en række forskellige transportpolitiske aktører komme med deres indspark i debatten om DSB, forholdet til staten, jernbanedriften og meget andet.

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected]

I den anden ende af skalaen kan jeg nævne Holbæk Station, der i juli 2012 var præget af års slitage samt en skummel tunnel med grafitti og en udpræget stank af urin.

National stationsplan
Jernbanen fortjener en ensartet høj standard, når det gælder stationerne.

Jeg tror ikke på, at DSB eller Banedanmark som statslige virksomheder er de bedste til at stå for fremtidens drift af stationerne.

Kristian Pihl Lorentzen
Trafikordfører (V)

Det kræver, at vi i en national stationsplan får kortlagt status for alle stationer og udarbejdet en samlet plan for opgradering af bygningerne til en god standard.

Desuden skal der i planen indgå et tilstrækkeligt antal P-pladser ved hver eneste station, så det bliver lettere og mere attraktivt for pendlere at tage toget.

Der er også brug for øget fokus på behovet for ordentlige og hygiejniske toiletforhold ved stationerne.

De steder, hvor et løft af renholdelsen er påkrævet, kunne man passende undersøge mulighederne for, at der i samarbejde med de stedlige kommuner indsættes kontakthjælpsmodtagere, som under kyndig ledelse i et nyttejob kunne gøre god fyldest ved en ekstraordinær rengøring af uhumske og uindbydende stationer.

Istandsættelse eller nedrivning
I forbindelse med udarbejdelsen af en national stationsplan skal man også tage stilling til hver eneste station - strækning for strækning.

Skal selve stationsbygningen bruges til jernbaneformål? Svaret er givetvis JA for alle de større stationsbyers vedkommende.

Andre steder er svaret NEJ. Ikke fordi togene skal ophøre med at standse, men fordi forholdsvis få passagerers behov i ventetiden kan opfyldes med læskure m.v. på selve perronen.

Hvis svaret er NEJ, er der igen to muligheder: Enten skal bygningen nedrives, specielt hvis den i forvejen er i meget dårlig stand. Eller bygningen skal istandsættes til en præsentabel standard og benyttes til andre formål såsom udlejning til liberalt erhverv eller indretning af lejligheder.

Lad private komme på banen
Jeg tror ikke på, at DSB eller Banedanmark som statslige virksomheder er de bedste til at stå for fremtidens drift af stationerne.

DSB skal koncentrere sig om at levere en bedre og billigere togdrift.

Banedanmark skal koncentrere sig om opgaven som jernbaneinfrastrukturforvalter.

I stedet skal vi lade private investorer i form af pensionsfonde og andre interesserede komme på banen ved oprettelse af et selskab, "Station Danmark A/S", der har til formål at eje og drive alle de stationer, som ikke skal nedrives.

Et sådant A/S kunne overtage stationerne fra DSB til markedspris efter et udbud, hvor der er indarbejdet klare betingelser vedrørende bygningernes og P-pladsernes funktion samt husleje i forhold til togdriften.

Resten af bygningsmassen skal sættes pænt i stand og udlejes på kommercielle vilkår.

Nettoprovenuet ved salg af stationerne kan passende bruges til nedbringelse af den store gæld hos DSB.

Det samme gælder provenuet for frasalg af nedlagte godsterminaler og nedlagte sporarealer m.v. ved stationerne.

Det er på høje tid, at vi får nytænkning på banen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Pihl Lorentzen

Fhv. MF (V), fhv. næstformand for Færdselssikkerhedskommissionen, major
videregående officersuddannelse (Forsvarsakademiet og Hærens Officersskole 1990)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024