Politikere fik forkerte tal om meritlærere
REKRUTTERING: Danmarks Lærerforening gik i byen med forkerte tal fra Danmarks Statistik om meritlærere. Langt flere meritlærere er allerede ansat i folkeskolen, viser det sig nu. Men udfordringen er den samme, understreger lærernes formand.
Erik Bjørn Møller
JournalistDet er klart, at tallene nu er lidt anderledes, men udfordringen er lige stor, for det er jo ikke sådan, at der er kommet flere lærere i skolen.
Anders Bondo Christensen
Formand for Danmarks Lærerforening
Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, havde dugfriske tal med i tasken fra Danmarks Statistik, da han i marts fik foretræde i Folketingets børne- og undervisningsudvalg for at diskutere problemerne med lærerflugten fra folkeskolen.
Flere havde peget på, at meritlæreruddannelsen – for folk over 25 år med en anden uddannelsesmæssig baggrund - kunne være med til at løse folkeskolens aktuelle rekrutteringsproblemer, men med de nye tal i hånden kunne Anders Bondo Christensen i hvert fald slå fast, at meritlæreruddannelsen ikke er løsningen på de store rekrutteringsproblemer.
Ud af de 6.502 personer, der har taget uddannelsen som meritlærer siden uddannelsens oprettelse i 2002, viste tallene, at kun cirka 15 procent – 941 personer – aktuelt havde ansættelse i folkeskolen.