Debat

Uddannelsesledere: Skal hf i den sorte gryde?

Vi hader ikke ministeren, vi elsker bare hf. Og det er der stadig flere unge og voksne der også gør, skriver Anita Lindquist og Tue Sanderhage. 

Det tager mange år at bygge et stærkt studiemiljø op, men få pennestrøg at rive det ned, skriver Anita Lindquist og Tue Sanderhage.
Det tager mange år at bygge et stærkt studiemiljø op, men få pennestrøg at rive det ned, skriver Anita Lindquist og Tue Sanderhage.Foto: Roland Weihrauch/AP/Ritzau Scanpix
Anita Lindquist Henriksen
Tue Sanderhage
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Vi kigger på 10. klasse, hf, eux og hhx. Hvis vi putter alt det ned i en gryde, så må vi se, hvad der kommer op af gryden".

Sådan formulerede børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) den politiske proces omkring en forventet større omlægning af ungdomsuddannelsesområdet, da han i sidste uge gæstede VUC's årsmøde 2024.

Initiativet er født ud af en positiv målsætning om, at vi dels skal sikre, at så få unge som muligt tabes på gulvet uden uddannelse eller et job – og dels regeringens ønske om at styrke optaget til erhvervsuddannelserne.

Om det så vil virke efter hensigten, må vi vente og se. Til gengæld ved vi, hvad der virker lige nu – og har gjort det i årtier.

Vi ved også, at det tager mange år at bygge et stærkt uddannelsestilbud og studiemiljø op, men få pennestrøg at rive det eksisterende ned.

Storleverandør til professionsuddannelserne

Hf er en gymnasial uddannelse, der giver tusindvis af danskere en ny chance hver år.

Unge, der ikke har taget den direkte vej fra folkeskolen til en ungdomsuddannelse, formår HF at give en ny chance og et markant kompetenceløft

Anita Lindquist & Tue Sanderhage
Rektor, Københavns VUC & Direktør, Vestegnen HF & VUC

Den pædagogiske tilgang er både fleksibel og fokuseret, hvorfor hf er ideel i forhold til at rumme unge og voksnes forskelligheder og særlige behov.

Det gælder ikke mindst den voksende gruppe af sårbare unge, som kæmper med sygdom og diagnoser, en tung social bagage eller måske ordblindhed som en særlig udfordring.

Disse grupper af unge, der ikke har taget den direkte vej fra folkeskolen til en ungdomsuddannelse, formår hf at give en ny chance og et markant kompetenceløft.

I marts 2024 offentliggjorde Cepos en omfattende undersøgelse af samtlige landets gymnasieskolers evne til at løfte elevernes karaktergennemsnit set i forhold til, hvad man kan forvente givet elevernes socioøkonomiske baggrund – også kaldet undervisningseffekten.

Her indtager hf-uddannelser seks ud af ti øverste placeringer på listen.

Læs også

Hf’s betydning som en katalysator for social mobilitet kan derfor svært overvurderes – og rigtig mange hf-studenter vælger at gå videre på én af de velfærdsuddannelser, hvor vi som samfund har så meget brug for dem.

Faktisk fortsætter næsten en tredjedel af alle dimittender fra de danske hf-skoler på en af velfærdssamfundets professionsuddannelser som for eksempel lærer, sygeplejerske, pædagog eller socialrådgiver.

Samtidig er hf allerede en storleverandør til erhvervsuddannelserne, hvilket ministeren roste på årsmødet. Så hvorfor ændre på dette?

Hvornår er man voksen?

Ministeren var ikke afklaret på indholdet af det udspil, der ventes fremlagt i løbet af 2024. Men blandt de tanker, der har været fremme, er en lukning for adgang til hf for unge under 18 år. Hvorfor?

Måske for at forsøge at tvinge de unge til at vælge en anden uddannelse – for eksempel hen til gryderetten, der står og simrer lige herovre?

Et alderskrav på 18 år vil gå ud over en stor gruppe af de unge, der i dag søger hf. For enkeltfag er ikke kun en oplagt mulighed for de 1200 fyrede slagteriarbejdere fra Danish Crown i Ringsted, der nu skal omskoles. Eller den 29-årige arbejdsløse frisør, der drømmer om at skifte spor og læse til sygeplejerske.

Det er også et værdifuldt uddannelsestilbud for helt almindelige unge mennesker, der måske blev ramt af livet, så de ikke kom direkte ind på en ungdomsuddannelse efter folkeskolen, eller bare ikke lykkedes i første forsøg.

Vi hader ikke ministeren, vi elsker bare hf. Og det er der stadig flere unge og voksne der også gør

Anita Lindquist & Tue Sanderhage
Rektor, Københavns VUC & Direktør, Vestegnen HF & VUC

Det kan Laura, som bor i hovedstadsområdet, tale med om. Hun har altid været faglig stærk og startede på STX efter 9. klasse. Men kort inde i 1.G blev hun syg, hvilket betød, at hun var nødt til at gå ud af gymnasiet.

Året efter var hun i behandling og kunne vende tilbage til en gymnasial uddannelse. Så hun valgte at begynde på hf som 17-årig, og er nu er godt på vej mod en flot hf-eksamen til sommer. Og Laura er ikke en enestående historie; knap halvdelen af elever og kursister på hf har afbrudte uddannelser bag sig.

Hvis alderstrinnet på hf hæves til 18 år, vil unge som Laura i fremtiden skulle sætte sig ud på sidelinjen i yderligere mindst ét år, før hun kan komme videre. Og jo længere, du sidder på bænken, des sværere er det at komme ind i kampen igen.

Hf er en klassiker i det danske uddannelseslandskab, som man kan have tendens til at overse. Så når ministeren indledte sit besøg på VUC-årsmødet med at sige, at hans plan vil gøre at alle hader ham, er vores svar dette:

Vi hader ikke ministeren, vi elsker bare hf. Og det er der stadig flere unge og voksne der også gør.

Derfor et opråb til de politikere, der i de kommende måneder skal tilberede den gryderet, som skal blive til en plan for ungdomsuddannelsesområdet: Tænk nyt – men vær også bevidst om værdien af det, der eksisterer og fungerer. Lyt til de unge, kig på resultaterne, og pas på med at skabe nye problemer i forsøget på at løse én udfordring.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mattias Tesfaye

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

Anita Lindquist Henriksen

Rektor, Københavns VUC (KVUC)
cand.mag.

Tue Sanderhage

Direktør, Vestegnen HF & VUC, panelformand og -medlem, Danmarks Akkrediteringsinstitution
cand.mag. (Roskilde Uni. 2003)

0:000:00