Dansk Flygtningehjælp: Gentænk udviklingsbistanden

Af Andreas Kamm 
Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp

En ny undersøgelse fra Wilke viser, at der er sket et skift i opbakningen til vores udviklingsbistand – mange tilhængere er blevet tvivlere (ikke modstandere!). Og det er vel en forståelig reaktion set i lyset af et historisk stort antal kriser, der ikke har udsigt til at kunne løses lige umiddelbart. Krigen raser i Syrien, Ukraine, Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik, Libyen er et land i kaos, Islamisk Stat hærger i Irak, Yemen er brudt sammen - og jeg kunne fortsætte.

Det er alle steder, hvor Dansk Flygtningehjælp har massive nødhjælpsoperationer, der sigter på at redde liv, men også at bygge bro til de langsigtede løsninger til stabilisering og udvikling.

Pointen er ikke, at udviklingsbistanden ikke virker. Men blot, at det ikke vanskeligt at forstå, at folk kan komme i tvivl, når de åbner avisen eller følger nyhederne på TV og ser, at verden står i brand, og at et historisk højt flygtningetal fortsat stiger.

En kæmpe udfordring
I Dansk Flygtningehjælp mener vi, på baggrund af operationelle erfaringer fra mere end 30 krigszoner, at det er helt afgørende, at vi samtænker den indsats, der foregår på den humanitære bane og på udviklingsbanen.

Dansk Flygtningehjælp arbejder i ”gappet” mellem den akutte, kriserelaterede, humanitære nødhjælp og den langsigtede udviklingsbistand. Vi redder liv, når kriserne sætter ind, men det sker fra første dag med et langsigtet mål om, at folk i nød, flygtninge og fordrevne skal komme på fode igen.

De langvarige flygtningekriser varer i dag 15-20 år, så der skal mere end akut nødhjælp til – der skal udviklingsorienteret hjælp til.

Vi må i højere grad arbejde på stabilisering af de absolutte brændpunkter og sårbare stater, der producerer flygtninge og fordrevne.

Andreas Kamm
Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp

Der er en stor ubalance mellem de ressourcer, som det internationale samfund sætter af til disse kriser, og de behov, som eksisterer i konfliktzonerne. FN har opgjort det samlede globale humanitære behov i 2014 til 115 milliarder kroner, hvoraf kun 52 procent er finansieret. Det er den laveste andel nogensinde. Verden har en kæmpe udfordring, og de eksisterende indsatser, værktøjer og prioriteringer synes ikke at være tilstrækkelige.

Brug for gentænkning
Der er et stort behov for at gentænke, hvordan det internationale samfund bruger de midler, der er sat af til udvikling og humanitær bistand. Meget af den nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp udfører, er også begyndelsen på og forudsætningen for den udvikling, som er så afgørende i mange af de kriseramte lande. Derfor har vi i nogen tid plæderet for at ændre balancen mellem udviklingsmidler og humanitær bistand.

Vi må i højere grad arbejde på stabilisering af de absolutte brændpunkter og sårbare stater, der producerer flygtninge og fordrevne. Vi kan ikke fastholde de tidligere prioriteringer - vi må forholde os til en global udvikling, der er præget af sammenbrudte stater, krige og flygtningestrømme, og vi må gøre mere for at understøtte udviklingen, også for de mest udsatte befolkninger i de mest ustabile områder.

Jeg tror på, at en sådan genprioritering er nødvendig, hvis vores hjælp skal forblive relevant, og jeg tror på, at relevant indsats vil have befolkningens opbakning.

Dansk Flygtningehjælp har oplevet stor opbakning til indsatserne i områder som Syrien, Irak, Sydsudan, CAR, Somalia og senest Ukraine – alle steder, hvor uskyldige mennesker er ofre for en brutal krig og derfor har brug for beskyttelse, tag over hovedet, mad, vand og ikke mindst en langsigtet plan for at vende tilbage til en form for normalt liv, efter at deres eksistensgrundlag er blevet revet op som følge af krig og forfølgelse.