Er rigdommen under Mozambique en forbandelse?

AMBASSADØRERNES BLOG: Undergrunden i Mozambique bugner af naturressourcer. Men kan landet tage ved lære af andre afrikanske landes erfaringer og sikre bred udvikling for pengene, spørger Mogens Pedersen, ambassadør i Mozambique.
Foto: Udenrigsministeriet

Af Mogens Pedersen 
Danmarks ambassadør i Mozambique

Der går ikke en dag her i Mozambique, uden at den lokale presse melder om besøg af erhvervsdelegationer fra nær og fjern. Her vrimler med repræsentanter for store multinationale virksomheder, som alle forventer foretræde for præsidenten eller premierministeren. Og man skal stå tidligt op, hvis man skal gøre sig håb om at reservere et værelse på et af de mange nye, flotte hoteller i hovedstaden Maputo.

Baggrunden er de senere års fund af enorme naturressourcer, som har gjort Mozambique til et tilløbsstykke for udenlandske virksomheder uden lige i landets historie. Det drejer sig om kul. Nærmere bestemt verdens største forekomster i den nordvestlige del af landet over mod Zimbabwe og Zambia. Og så drejer det sig om naturgas, hvor de seneste to års fund kan måle sig med de største felter i verden, og langt overstiger, hvad f.eks. Norge råder over i Nordsøen. Hertil kommer andre ressourcer som jern, fosfat, guld og ædelstene. Mozambique er for alvor rykket op i superligaen af afrikanske lande med naturressourcer.

Spørgsmålet er nu, om Mozambique vil og kan tage ved lære af andre afrikanske landes erfaringer, gode såvel som dårlige, og anvende de nyfundne ressourcer til at sikre en bred udvikling. I Mozambique lever 80 pct. af befolkningen af landbrug - langt størstedelen i eller tæt på absolut fattigdom. Kan Mozambique undgå den såkaldte ressourceforbandelse og bruge ressourcerne til en udvikling til gavn for hele befolkningen - til en inklusiv økonomisk vækst? Der melder sig en række vigtige spørgsmål.

Fakta
Ambassadørernes blog er et samarbejde mellem Altinget.dk og Udenrigsministeriet.

Her vil danske ambassadører i udviklingsbrændpunkter lige fra Uganda til Pakistan bidrage med indlæg om, hvordan lokale forhold påvirker de enkelte landes udvikling samt effekten af den danske udviklingsstøtte. Det skal styrke danskernes viden om forholdene i udviklingslandene.

Ambassadører fra Danmarks 24 såkaldte prioritetslande, FN og EU vil på skift med ca. 14 dages mellemrum skrive indlæg til Altinget.dk.

Læs bragte indlæg i Ambassadørernes blog:

7. marts: Kenya (valg 4. marts)

21. marts: Mali (årsdagen for islamisternes kup i Mali)

4. april: Burma (Aung San Suu Kyis rolle)

18. april: Nepal (kommende valg)

13. maj: Bangladesh (tragedien i Savar)

23. maj: Pakistan (valg 11. maj)

6. juni: Etiopien (Den Afrikanske Union)

20. juni: EU (Samspillet med EU)

Åbenhed
Ringe eller ingen adgang til information om forvaltningen af naturressourcerne er stadig virkelighed i mange afrikanske lande - herunder Mozambique. I de senere år er åbenhed og mere retfærdige skattebetalinger imidlertid blevet sat højt på den internationale dagsorden. Extractive Industries Transparency Initiative (EITI) er i den sammenhæng et vigtigt initiativ, som bl.a. Danmark støtter. Mozambique har gennem offentliggørelse af selskabernes skattebetalinger og statens tilsvarende indtægter opnået status som medlem af EITI.

Så langt så godt. Det næste afgørende skridt bliver offentliggørelse af de kontrakter, som staten indgår med selskaberne om udvinding af ressourcerne. Danmark har sammen med andre donorer opfordret til fuld åbenhed og gennemsigtighed. Mens myndighederne synes lidt tøvende over for dette, har flere civilsamfundsorganisationer været stærke fortalere for større åbenhed og offentliggørelse af alle aftaler, kontrakter og licenser i udvindingsindustrien.

Naturressourcer er ingen genvej til udvikling, men kan være en løftestang - vel at mærke hvis der er åbenhed om forvaltningen, og der føres den rette politik.

Mogens Pedersen
Danmarks ambassadør i Mozambique

På den anden side søger en del af eliten i og omkring regeringen at værne om deres interesser og vil derfor hellere bevare fortroligheden omkring forvaltningen af landets ressourcer. Internationale institutioner som Verdensbanken og IMF anbefaler også offentliggørelse og åbenhed, netop for at mindske risiko for korruption og uregelmæssigheder.

Skat
Om Mozambique en dag vil kunne inkassere store skatteindtægter af de mange naturressourcer, er stadig et åbent spørgsmål. Foreløbig har det været begrænset, fordi de første kontrakter med de udenlandske selskaber gav mange års skattefritagelse. Det var begrundet med, at perioden efter borgerkrigen gav Mozambique en dårlig risikoprofil.

Der var derfor behov for at give rabatter og særligt gunstige vilkår for at tiltrække de nødvendige investeringer. Flere eksperter mener dog, at der stadig er lange udsigter til betydelige skatteindtægter fra mine- og offshore-gasindustrien. Det skyldes primært de gældende regnskabs- og afskrivningsregler, og at de kontrakter, som blev forhandlet for mange år siden, men som definerer reglerne for udvinding af ressourcer, er mere fordelagtige for de private virksomheder end for staten.

Mere generelt er det som bekendt ofte begrænset, hvad multinationale selskaber rent faktisk har af overskud, når der skal svares skat. Også i Afrika har forbavsende få af virksomhederne sorte tal på bundlinjen, når årets resultat skal gøres op.

Ulovlig kapitalflugt
For nylig udtalte Kofi Annan som formand for African Progress Panel (en gruppe af anerkendte afrikanere), at der hvert år føres, hvad der svarer til flere års udviklingsbistand ud af Afrika. En af måderne, det sker på, er ved fejlagtig prisfastsættelse ved import og eksport, hvormed de multinationale virksomheder kan reducere eller helt eliminere overskud. Ofte føres overskuddet gennem en række skattely, og den samlede skattebetaling er derfor yderst begrænset.

I Mozambiques tilfælde har denne diskussion endnu ikke for alvor taget fart. Fra dansk side forsøger vi at gøre opmærksom på problematikken, bl.a. i samarbejde med den internationale tænketank Global Financial Integrity, der har specialiseret sig i netop denne problemstilling. Samtidig støtter Danmark sammen med andre donorer et samarbejde med de mozambikanske myndigheder om styrkelse af kapaciteten i skattevæsenet.

Velsignelse eller forbandelse?
Det er endnu for tidligt at sige, hvad vej det vil gå, og om de mange naturressourcer kan bidrage til en bred udvikling. Al erfaring viser, at det er for tidligt at glæde sig og tro, at den hellige gral er vel forvaret. Der er den ikke. Naturressourcer er ingen genvej til udvikling, men kan være en løftestang - vel at mærke hvis der er åbenhed om forvaltningen, og der føres den rette politik.

Heldigvis står Mozambique i dag med langt bedre og mere solide forvaltningssystemer end mange andre lande gjorde, da de begyndte at udvinde mineraler. Og ikke mindst er der i Mozambique i dag en række organisationer og bevægelser, der trækker i den rigtige retning, hvad angår større åbenhed i forvaltningen, og som kæmper for mere retfærdige skattebetalinger.

Heroverfor står - ikke overraskende - de, der udnytter den manglende klarhed om love og regler, og som indædt forsvarer deres privilegier. Et sundt tegn er de mange diskussioner, der foregår i den lokale presse, og som åbent kritiserer dem, der på uretmæssig vis søger personlig vinding på bekostning af landets interesser.

Dokumentation
Mogens Pedersen har været Danmarks ambassadør i Mozambique siden 2011. Han har været ansat i den danske udenrigstjeneste siden 1993 og har tidligere fungeret som ambassadør i Bolivia og Burkina Faso og som eksekutivdirektør ved Den Afrikanske Udviklingsbank. Har tidligere arbejdet for FAO og IBIS i Nicaragua. Han er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024