Rigtige venner

Af Johnny Flentø,
Danmarks ambassadør i Tanzania

Tanzania har modtaget mange fine besøg i år. Først statsminister Helle Thorning-Schmidt og Kinas præsident Xi Jinping i det tidlige forår, og senest, midt på sommeren i juli, Barack Obama.

Rækkefølgen var i og for sig tilfældig, men sekvensen er historisk korrekt. Samarbejdet med Kina og Danmark går helt tilbage til Tanganyikas uafhængighed, mens USA i den sammenhæng er "the new kid on the block".

I modsætning til mange andre lande i Afrika, hvor USSR, i mindst lige så høj grad som Vesten, holdt kineserne stangen, så er netop Tanzania et af de lande i Afrika, hvor Kina har været til stede i meget betydeligt omfang fra de tidlige år efter selvstændigheden. Kina har bl.a. finansieret store infrastrukturprojekter som den 1000 km lange Tazara Railway fra havnen i Dar Es Salaam til kobberfelterne i Zambia, og er godt repræsenteret på markedet for forbrugsgoder - i skarp konkurrence med Indien - om end med mindre markedsandel end EU.

Trofaste Kina
Samarbejdet med Kina og ikke mindst de nordiske lande var vigtigt for Tanzania, især i 60'erne og 70'erne, hvor de fleste andre afrikanske lande blev inddraget i den kolde krig og brugt som bønder i det geopolitiske skakspil mellem USSR og USA. Tanzania, med landsfader Julius Nyerere i spidsen, navigerede stort set fri af dette, delvist muliggjort af massiv bistandshjælp fra Norden og Kina. I Tanzania herskede freden, mens nabolande som Mozambique og Congo blev involveret i et spil, de ikke selv var herrer over og som endte med at ruinere dem både økonomisk og menneskeligt.

Selv i Tanzania, hvor Kina har været meget længe, er fortællingerne, man ofte møder om den "gule fare", og hvordan Kina er ved at overtage Afrika, ganske overdrevne. Amerikanerne har kun været til stede i Tanzania i halvt så lang tid som Kina, og alligevel har nordamerikanske firmaer (samt UK's og Norges) spaden langt dybere i den tanzaniske undergrund end kineserne. Også på totale udenlandske investeringer ligger vestlige lande i front med UK foran resten af feltet, hvor Kina og USA deler 5. pladsen efter lande som Sydafrika og Indien.

Af de fine folk, som har banket på præsident Kikwetes dør i år, var der èn, som ikke besøgte kraftværker og gasinstallationer. Hun (Helle Thorning-Schmidt, red.) kørte i stedet langt ud på landet og talte med de fattige maasaikvinder og så på forholdene på et lille distriktshospital.

Johnny Flentø
Danmarks ambassadør i Tanzania

Og netop ressourcerne i undergrunden er en af årsagerne til, at Tanzania har mange venner og tit får fine besøg. Mens Nyerere i de første 25 år efter uafhængigheden - med tanke på situationen i lande som Congo, Sudan og Nigeria - besluttede sig for at lade ressourcerne blive i undergrunden, så er udvindingen nu for alvor ved at tage fart. Samtidig opdages nye ressourcer, især naturgas, i store mængder, og køen af udenlandske investorer, der gerne vil deltage i udvindingen, er lang.

Virksomheder fra UK, USA, Canada, Norge og Kina står forrest i køen, men også lande som Brasilien, Frankrig og Sydafrika har meldt sig på banen.
Minesektoren udgør p.t. mindre end 1/10 af den tanzaniske økonomi, men det bliver der snart lavet om på. Guld er allerede landets vigtigste eksportvare - Tanzania er Afrikas 4. største guldeksportør - men gassen er endnu ikke begyndt at flyde for alvor. Problemet her er først og fremmest, at ressourceudvinding ikke skaber mange jobs - ca. 15.000 jobs i hele Tanzania - dernæst at sektoren er ugennemsigtig og ofte korrupt. Ressourceudvinding har ikke ført meget godt med sig ret mange steder i Afrika, og Tanzania får det heller ikke let.

Høj vækst presser stabilitet
Minesektoren bidrager til den høje økonomisk vækst i Tanzania, og den tales der meget om. Man må imidlertid ikke glemme, at vækst på 7 procent om året nok kan lyde af meget, men når befolkningen vokser med næsten 3 procent om året, og de 7 procent vækst er af en gennemsnitsindkomst på ca. 5 kr. om dagen, så er der et godt stykke vej, til at fattigdommen er udryddet - for de fleste tanzaniere vel at mærke.

Den økonomiske vækst er meget ulige fordelt og kommer primært en lille, men voksende middelklasse til gode. En lille del af tanzanierne - omkring 10 procent af befolkningen, primært i de største byer - bliver hurtigt rigere. Samtidig er situationen for den del af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen, stort set uændret, og i absolutte tal bliver der flere fattige hver dag i Tanzania.

Hvis økonomisk vækst drevet af udenlandske investeringer, især i ressourceudvinding, skal lave om på dette, skal der ske ting i Tanzania, som ikke tidligere er sket i Afrika. Kapitalintensive industrier, som skaber få jobs og er vanskelige at beskatte, passer ikke godt til Tanzanias behov lige nu og kan nemt bidrage til, at den økonomiske vækst i Tanzania i de kommende år bliver endnu mere ulige fordelt.

Det vil øge presset på den interne stabilitet i Tanzania og landets legendariske fred og tolerante sameksistens mellem mange etniske grupper og religioner. Tanzania mærker allerede konsekvenserne af massiv arbejdsløshed og underbeskæftigelse samt hastigt voksende indkomstforskelle.

Voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter samt bomber mod både religiøse og politiske møder, mord på katolske præster og syreangreb på moderate muslimske ledere hører til billedet af det nye Tanzania. Nogle af de mest voldsomme episoder fandt sted i den sydøstlige Mtwara-region, hvor gassen skal bringes i land, og lokalbefolkningen i området er stærkt utilfreds med den smule, de får ud af ressourceøkonomien.

Risiko for konflikt
To af tre generiske betingelser for udbrud af voldelig konflikt er til stede. Underliggende massiv utilfredshed i befolkningen med levevilkår og meget synligt stigende indkomstforskelle, ikke mindst hos de meget store ungdomsårgange, hvoraf mange ikke har arbejde og kun meget få reel udsigt til at få det. Desværre er Tanzania - i modsætning til traditionen - også begyndt at opfostre ledere, der i langt højere grad end tidligere vælger konfrontationens vej - også den voldelige konfrontation.

Om der er begivenheder i den nærmeste tid, der kan antænde vold i større målestok, kan man kun gisne om. Tanzania skal runde to skarpe politiske hjørner i de næste to år. Dels en forfatningsreform, der bl.a. handler om løsrivelse af Zanzibar, præsidentembedets beføjelser og valgsystemet, herunder politikeres muligheder for at have flere jobs. Hvis det ikke er nok til at udløse ballede, så er der præsident og parlamentsvalg i 2015, hvor Tanzania for første gang går til valg uden en præsidentkandidat, som har landsfader Julius Nyereres velsignelse. Bl.a. derfor, men også pga. ressourceøkonomien og forfatningsreformen, er Tanzanias helt dominerende parti, CCM, der har regeret landet siden selvstændigheden, nu dybt splittet.

Når præsident Obama under sit besøg i Tanzania lovede Afrika 7 mia. USD til energisektoren under det stort anlagte initiativ "Powering Africa" (pengene er bundet til private amerikanske investeringer på 9 mia. USD) og når Kina tidligere i år lånte Tanzania 1,5 mia. USD til en (kinesisk bygget) gasledning, så er det uden tvivl godt for Tanzanias økonomi, eller rettere en del af den. Det er den samme del af økonomien, som vil få glæde af et fjerde vigtigt besøg, Tanzania netop har modtaget. I kølvandet på Obama modtog præsident Kikwete så Chris Finlayson, CEO for British Gas (BG), der er en af de absolut største spillere i olie-og gassektoren i Tanzania, både hvad angår udvinding og opførelse af LGP, så gassen kan eksporteres i flydende form.

Thorning ude på landet
I lyset af den stærkt omdiskuterede aftale, BG har indgået i Ækvatorialguinea, hvor BG har fået monopol på at købe gassen i 17 år fra 2007 til p.t. 4 USD (90 pct. af Henry Hub) og sælger på det asiatiske marked til 15 USD, så kunne man få den tanke, at det kinesiske lån til en gasledning, der kan transportere noget af gassen til tanzaniske forbrugere og elproducenter måske ikke er så dårligt endda! Det er også en advarsel til lande som Tanzania om at passe på med gasaftaler, fordi betingelser ændrer sig, som det er sket med ny skiffergasteknologi i Nordamerika. 

Af de fine folk, som har banket på præsident Kikwetes dør i år, var der èn, som ikke besøgte kraftværker og gasinstallationer. Hun kørte i stedet langt ud på landet og talte med de fattige maasaikvinder og så på forholdene på et lille distriktshospital. De mange fattige i Tanzanias landdistrikter må nok satse på, at lande som Danmark gør alvor af planerne om at hjælpe Tanzania med at beskatte noget af udvindingen af Tanzanias arvesølv og bruge pengene på skoler, sundhedsklinikker og nye arbejdspladser i de tanzaniske landdistrikter.