Debat

Alle parter skal kunne se nytteværdi i teknologi

DEBAT: Teknologien skal udvikles i samarbejde med de mennesker, der skal bruge den, så løsningerne bliver eftertragtet af både borgere og medarbejdere. Det mener Helene Bækmark, adm. direktør i Odenses Ældre- og Handicapforvaltning.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Medarbejderne skal involveres i forhold til ændrede arbejdsgange, og borgerne skal tages med på råd i udviklingen og afprøvningen af dem.

Helene Bækmark
Adm. direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune
Fakta

Altinget | Velfærdsteknologi har sat gang i et nyt debatkoncept, som går under navnet Velfærdsteknologidebatten. Det nye koncept vil overordnet fokusere og styrke den politiske og faglige debat i Danmark på området for velfærdsteknologi. Løbende inviterer Altinget l Velfærdsteknologi eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger på området for velfærdsteknologi.

Fra 29. oktober og en måned frem sætter Velfærdsteknologidebatten fokus på, hvordan der sættes skub i brugen af velfærdsteknologiske løsninger. 

Mød denne måneds debatpanel her.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected]

Af Helene Bækmark
Administrerende direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune

Som både Margrethe Vestager, Karen Stæhr og flere andre debattører har været inde på her i debatten, så er det altafgørende, at velfærdsteknologier udvikles i samspil med de, der skal bruge dem, nemlig borgere og medarbejdere.

Når vi i Odense Kommune lykkes med velfærdsteknologi, er det netop, fordi vi konstant bestræber os på, at der skal være åbenlys mening med teknologien. Det er der for eksempel, når den øger borgerens mulighed for egenmestring eller forbedrer medarbejdernes arbejdsmiljø. Borgere og medarbejdere skal altså kunne se nytteværdien af teknologien – de skal efterspørge den!

For at det hele går op i en højere enhed, er det derfor essentielt, at både organisationen og borgerne er involveret i implementeringen af ny teknologi. Medarbejderne skal involveres i forhold til ændrede arbejdsgange, og borgerne skal tages med på råd i udviklingen og afprøvningen af dem. Dertil kommer en meget vigtig dialog med de virksomheder, vi samarbejder med om strategisk udvikling af borgerrettede løsninger.

Teknologi-børsen
Udgangspunktet for vores grundige arbejde med implementering af velfærdsteknologier i Odense er et godt overblik. Det skaber vi med Teknologi-børsen, som vi har udviklet i samarbejde med vores private samarbejdspartner Public Intelligence.

Teknologi-børsen indeholder blandt andet en oversigt over færdigudviklede teknologier med en positiv businesscase. Det vil sige teknologier, der har positiv effekt på borgerens egenmestring eller medarbejdernes arbejdsmiljø og samtidig er økonomisk rentable. Teknologi-børsen er tilgængelig for hele organisationen – et udstillingsvindue, der er med til at gøre teknologierne efterspurgte.

Lige nu er Teknologi-børsen lokalt forankret. Men vi ser meget gerne, at den udvikler sig til at blive både regional og national – vi kan lige så godt i fællesskab drage nytte af hinandens gode erfaringer.

En udstillingslejlighed som inspiration
Derudover har vi netop slået dørene op for en helt ny udstillingslejlighed for velfærdsteknologi i Odense. En lejlighed, hvor borgerne kan komme ind fra gaden og blive klogere på, hvad der findes af forskellige dimser og hjælpemidler, der kan lette hverdagen.

”Teknologi til lejligheden” er navnet på lejligheden, der er indrettet som et hyggeligt og bekvemt hjem med forskellige teknologier, der skal inspirere til, hvordan hverdagen derhjemme kan gøres lidt lettere. Og hvor man kan se, mærke og prøve det forskellige.

Ud over at inspirere borgerne til at tage velfærdsteknologierne til sig har vi også det mål med lejligheden, at den skal inspirere producenterne den anden vej.

Også her samarbejder vi med Public Intelligence, der driver lejligheden for os. Kommunen lægger lokaler til – lejligheden er nemlig placeret lige inden for døren i Virksom Dialog Dalum, borgernes fysiske indgang til Ældre- og Handicapforvaltningen. Public Intelligence skaffer teknologier til lejligheden og bemander den med rådgivere, der står klar til at vejlede og rådgive borgerne, samtidig med at de samler op på den feedback og de gode ideer, de får fra de potentielle brugere af teknologierne.

Velfærdsteknologi skal afmystificeres
Med ”Teknologi til lejligheden” kommer Odense Kommune jo faktisk med et løsningsforslag til den problemstilling, Karen Stæhr rejser i sit debatindlæg fra i tirsdags. Nemlig, at velfærdsteknologier ofte er udviklet i en industriel kontekst, der udspringer af en idé på det private felt og herefter bliver solgt til den kommunale sektor. Og at teknologien derfor ofte kan noget godt, men alligevel rammer ved siden af det, den enkelte borger ønsker sig. Det kan være noget så banalt, som at designet slet ikke er til, at man har lyst til at have den stående i sit hjem. Eller det kan være selve navnet på en teknologi, der afskrækker.

Hvis vi vil have teknologierne flyttet fra fortrappen og helt ind i det enkelte hjem, skal vi både have afmystificeret begrebet ’velfærdsteknologi’ over for borgerne, og vi skal have leverandørerne til at ændre deres fokus, når de udvikler produkter. Leverandørerne skal lægge produkttilgangen på hylden og begynde at udvikle dimser og teknologier ud fra et borgerperspektiv. Teknologierne skal kobles sammen med mennesker, så vi får løsninger, som borgerne eftertragter – ikke noget, der opfattes som et nødvendigt onde. Den udvikling håber vi, at Odenses nye ’Teknologi til lejligheden’ kan være med til at sætte rigtig meget skub i.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024