Professor: Telemedicin er tro, håb og kærlighed

Telemedicin ses af mange fagfolk og politikere som en genvej til et sundhedssystem i økonomisk balance. Håbet er, at patienterne i fremtiden vil være i stand til at klare sig selv, i en sådan grad at læger og sygeplejersker kan bruge deres kræfter andetsteds.

Men ifølge professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen er troen på telemedicinens mirakler et udtryk for netop det - håb. Og ikke fakta.

Han mener, at slutevalueringen af storskalaprojektet Klinisk Integreret Hjemmemonitorering (KIH), som blev omtalt sidste uge på Altinget, med al tydelighed viser, at telemedicinen stadig er milevidt fra at leve op til forventningerne.

“Telemedicin blev alt for tidligt udråbt til at være løsningen på sundhedsvæsenets udfordringer. Men forventningerne er baseret på ønsker og antagelser samt business cases, som sjældent er det papir værd, som de er skrevet på,” siger han.

Telemedicin blev alt for tidligt udråbt til at være løsningen på sundhedsvæsenets udfordringer. Men forventningerne er baseret på ønsker og antagelser samt business cases, som sjældent er det papir værd, som de er skrevet på.

Kjeld Møller Pedersen
Professor i sundhedsøkonomi, Syddansk Universitet

Glade patienter er ikke nok
Evalueringen af KIH viser, at projektet over en bred kam har øget de årlige udgifter på hospitalerne med tre procent. Dertil kommer en række ekstraomkostninger - herunder køb af teknologi og konsulentydelser.

Et af de tiltag, som politikere og fagfolk har haft størst forventninger til, er hjemmemonitorering af lungepatienter. Her viser tallene dog øgede udgifter på 21 procent. Man oplevede en mindre reduktion i omfanget af ambulante kontroller, der dog blev undergravet af et samlet set større ressourceforbrug ved den telemedicinske behandling end ved en vanlig behandling.

Modsat viser rapporten, at der er områder med økonomiske gevinster. Blandt andet hjemmemonitorering til gravide med risiko for tidlig vandafgang samt gravide med risiko for svangerskabsforgiftning. Her hænger besparelserne primært sammen med et fald i antallet af indlæggelsesdage.

“Personligt håber jeg stadig at komme til at se dokumentation for, at telemedicin er vejen frem. Men hvis man holder hovedet koldt og kun kigger på fakta, er sandheden, at tallene på ingen måde er overbevisende,” siger professoren og fortsætter:

“Et telemedicinsk tiltag skal enten kunne erstatte andre ydelser, eller også skal det forbedre deltagernes sundhedstilstand - eller som minimum hindre en forværring. Og det er der ikke noget, der tyder på, at de kan. Der er så nogle, der peger på, at patienterne er glade og tilfredse, men der bliver jeg nødt til at sige “so what”. Vi kan ikke basere vores sundhedsvæsen alene på glæde og tilfredshed, men skal have dokumenteret effekt.”