Hovedstaden vokser på velfærdsteknologiens landkort

KØBENHAVN: Nye undersøgelser viser, at det velfærdsteknologiske arbejde tager fart i København. Altinget kigger nærmere på fordele og ulemper ved at være landets største kommune.

Foto: NASA
Klaus Ulrik Mortensen

Efter gennem en årrække at have stået i skyggen af mindre byer som Aarhus og Odense forsøger København nu at markere sig på det velfærdsteknologiske landkort.

En række branche- og forskningsnetværk er spiret frem. Og fra kommunalt hold har man arbejdet videre med strategien “Nye veje til sundhed og omsorg”, som blev lanceret i 2013.

Men skal man tro to brugerundersøgelser, som Epinion har foretaget for Københavns Kommune, er det i løbet af det seneste år, at det strategiske arbejde er slået igennem på borgerniveau.

Rapporterne viser, at 82 procent af hovedstadens ældre, som fortsat bor hjemme og benytter sig af velfærdsteknologi, svarer, at teknologien har en positiv effekt. Og for ældre på byens plejehjem er det 78 procent, der mener, at teknologien gør en positiv forskel i hverdagen.

Mens andre kommuner måske har været hurtigere til at tage teknologier i brug, har vi brugt tid og energi på at teste nye løsninger i samarbejder med lokale virksomheder. 

Ivar Havsteen
Konsulent, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune

”Det har stor værdi for borgernes livskvalitet, at de selv kan komme ud af sengen, tage deres daglige bad eller gå på toilettet. I København prioriterer vi velfærdsteknologiske løsninger, som gør borgerne mere selvhjulpne, og vi kan se på vores seneste tilfredshedsmåling, at vi har ramt rigtigt,” siger sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Ninna Thomsen (SF) i en pressemeddelelse.

Efteruddannelse og teknologiske temadage
Hun forklarer, at kommunen i 2015 har sat ind med ekstra kræfter i forhold til at efteruddanne plejepersonalet i brug af teknologiske redskaber. Man har afholdt velfærdsteknologiske temadage, og resultatet har været markant flere bestillinger på de introducerede teknologier i ugerne efter temadagene.

Der er helt klart udfordringer ved at være en stor kommune. Alene størrelsen betyder, at kompleksiteten ved at skulle gennemføre nye tiltag vokser voldsomt.

Signe Tholstrup
Afdelingsleder, Sundheds- og omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune

Arbejdet dirigeres på forvaltningsniveau af Signe Tholstrup, som er leder af sundheds- og omsorgsforvaltningens afdeling for Sund Vækst.

“Ambitionen er at bringe ny teknologi systematisk i drift. Det vil sige at teste nye værktøjer i det små og så skalere de løsninger op, som viser sig at have den ønskede effekt,” forklarer hun.

Og selv om hun deler borgmesterens indtryk af, at arbejdet på det seneste har taget fart, finder hun det misvisende, at hovedstaden tidligere skulle have stået i skyggen af andre af landets kommuner.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024