KL: Uddannelse skal fjerne stigning i førtidspensioner

PENSION: Et stigende antal får tilkendt førtidspension, men det skal bekæmpes med mere uddannelse, mener KL. Stigningen skyldes kommunernes ensidige fokus på økonomi, siger Socialdemokraterne.
Anders Heissel

Langt flere danskere bliver sendt hjem fra kommunen med en førtidspension, viser nye tal fra Ankestyrelsen.

I fjerde kvartal af 2008 tilkendte kommunerne førtidspension til 4.113 nye ansøgere - en stigning på fem procent i forhold til samme periode i 2007. Og generelt viste 2008 en tendens til et stigende antal førtidspensioner i forhold til de tre forudgående år.

Ifølge Ankestyrelsen kan tendens skyldes et sagsefterslæb fra 2007, hvor mange kommuner ikke afgjorde så mange sager på grund af kommunalreformen. Men ifølge Erik Nielsen (S), formanden for KL's Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg har den langvarige optur på arbejdsmarkedet gjort, at kommunerne har afgjort sager, som har ligget "længst nede i bunken".

Vi har nået bunden 
"Efterhånden, som vi har fået udredt de personer, der har været i det sociale system i lang tid, når vi frem til, at mange desværre også har brug for førtidspension. Men min opfattelse er, at man i kommunerne er ved at være i bund," siger Erik Nielsen.

Vi skal tage ved lære af situationen i 1980'erne og starten af 1990'erne, hvor vi mistede næsten to generationer, fordi der ikke var plads til dem på arbejdsmarkedet. Når opsvinget kommer igen, skal vi have de unge klar med en uddannelse.

Erik Nielsen (S)
Formand for KL's Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg

Og med den stigende ledighed bliver opgaven derfor at sikre, at især de unge ledige ikke falder ned i det hul, hvor de kommer til at gå alt for længe uden for arbejdsmarkedet og få psykiske problemer, siger han.

"Hvis ikke vi sætter massivt ind over for især de unge, der nu bliver ledige, er der en risiko for, at vi står med samme problemer om 8-10 år. Vi skal sætte ind med uddannelse over for de unge, der ikke har nået at få en uddannelse. De unge fik et arbejde under opturen, men de bliver nu fyret først, og derfor skal vi satse massivt på at uddanne dem," siger Erik Nielsen.

"Vi skal tage ved lære af situationen i 1980'erne og starten af 1990'erne, hvor vi mistede næsten to generationer, fordi der ikke var plads til dem på arbejdsmarkedet. Nå opsvinget kommer igen, skal vi have de unge klar med en uddannelse," mener formanden for KL's Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg.

Kommunerne kan bare sætte flueben
Ifølge Thomas Adelskov, Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, er det indsatsen mod sygefravær, der har slået fejl.

"Når folk bliver skubbet ud i aktivering og ikke få tilstrækkelig hjælp, ender det selvfølgelig med, at man til sidst må give dem førtidspension. Der har været for meget fokus på økonomi og for lidt fokus på rehabilitering fra kommunernes side," siger Thomas Adelskov.

Han var med til at stramme reglerne om førtidspension i 2005, men de ændringer har tilsyneladende ikke hjulpet, siger han.

"Vi lavede reglerne om for at få kommunerne tidligere på banen. Men det har siden mest handlet om, at kommunerne kan sætte flueben ved at holde samtaler, men ikke er interesseret i at få de syge ledige raske igen og give dem relevante tilbud," siger Thomas Adelskov, der mener, at det kan være et skridt på veje, når kommunerne nu vil satse mere på uddannelse.

"Udannelse kan være det rigtigte for nogle ledige. Men vi frygter, at hvis kommuner vil ansætte flere sagsbehandlere, skal de fyre tilsvarende andre på skoler eller plejehjem på grund af regeringens serviceloft. Det er en modsatrettet tendens, at kommunerne godt ved, hvad der skal til, men ikke kan gøre det nødvendige," siger Thomas Adelskov.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Nielsen

Fhv. borgmester 1994-2020, Rødovre (S) og formand for KL 2012-14
Udlært maskinarbejder 1973

Thomas Adelskov

Byrådsmedlem (S), Odsherred Kommune, formand, Arbejdsmarkedets Feriefond, bestyrelsesmedlem, Odsherred Forsyning, næstformand, Pensam, Regeringens Ghettorepræsentant

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024