Offentlige arbejdspladser bryder loven

Lovgivningen inden for beskæftigelsesområdet tillader i det væsentlige at anvende tre former for redskaber i aktivering af ledige medborgere: Vejledning/opkvalificering, virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud.

Erfaringsmæssigt ved man, at jo mere virksomhedsnær aktiveringen er, jo større er sandsynligheden for, at aktiveringen resulterer i et ordinært job. Der er derfor hos de private aktører i beskæftigelsesindsatsen et højt fokus på især virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud.

Ansættelse med løntilskud kan enten foregå i det private eller det offentlige. Når man ønsker at finde en løntilskudsplads i det private, foregår det typisk på den måde, at aktøren retter forespørgsler til relevante virksomheder, hvor man skønner, at der kan være fremtidsmuligheder for den ledige borger. Dette giver på den anden side virksomhederne en mulighed for, med en begrænset økonomisk risiko, at afprøve nye typer af medarbejdere med henblik på en eventuel efterfølgende fastansættelse.

Offentlige arbejdspladser kan sanktioneres
Når det drejer sig om løntilskudspladser i det offentlige, stiller sagen sig lidt anderledes. I modsætning til private virksomheder er det offentlige nemlig forpligtet til at stille et vist antal løntilskudspladser til rådighed, kaldet kvoter. Denne pligt, der er fastsat ved lov, omfatter både stat, regioner og kommuner og offentlige eller offentligt støttede institutioner i øvrigt. Beskæftigelsesministeren fastsætter én gang årligt disse kvoter.

Når en anden aktør eller et jobcenter ønsker at tilbyde en ledig borger en løntilskudsplads i det offentlige, kan det bl.a. foregå på den måde, at man fremsender en rekvireringsblanket, AB 280, til den pågældende myndighed. Under forudsætning af at kvoten ikke allerede er opbrugt med 90 %, har myndigheden herefter 24 dage til at fremskaffe en løntilskudsplads.

Hvis løntilskudspladsen ikke er stillet til rådighed inden for denne tidsfrist, kan man sanktionere myndigheden. Sanktionen består i, at den myndighed, der ikke opfylder sin pligt, skal afholde udgifterne ved tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til den ledige i op til 6 måneder. Det alternative tilbud kan bestå af anden løntilskudsplads (privat eller offentlig), uddannelse eller virksomhedspraktik. Og det kan være en temmelig kostbar affære for den pågældende myndighed.

Kommunerne opfylder ikke kvoterne
Når man har indført denne sanktionsmulighed, må det skyldes, at lovgiverne mener det alvorligt. Det offentlige har altså en uomtvistelig pligt til at stille løntilskudspladser til rådighed.

Ser man på i hvilket omfang det offentlige så i virkelighedens verden opfylder sin pligt, tegner der sig følgende billede. I december 2009 havde stat, regioner og kommuner opfyldt hhv. 50,5 %, 27,6 % og 55 % af de fastsatte kvoter. I maj 2010 havde man tilsvarende opfyldt hhv. 45,6 %, 25,3 % og 53 % af kvoterne.

Jobrådgivernes Brancheforening har på denne baggrund gennemført en miniundersøgelse i medlemskredsen for at få et indtryk af, hvordan medlemmerne oplever det offentliges vilje til at opfylde sin pligt. Resultatet er en smule nedslående.

Eksempler viser ligegyldighed i det offentlige
I det efterfølgende skal jeg citere nogle eksempler fra vores undersøgelse. Person-, firma- og myndighedsnavne er anonymiserede.

En region skriver således til en aktør:

"Jeg skal lige gøre dig opmærksom på, at situationen med afskedigelser på XX hospital betyder, at vi måske ikke lige pt kan imødekomme ønsker om ansættelser der. Afdelingerne føler ikke at det er etisk korrekt, at der fyres gamle medarbejdere og så samtidig ansættes nye."

I kommunerne tegner der sig et lignende billede:

Et medlem siger, at det virker som om, man nogle steder har ringe kendskab til AB 280, og der kommer slet ingen respons.

I andre kommuner siger man, at "AB 280 bruger vi ikke her".

(Se flere eksempler nedenfor) 

Offentlige myndigheder skal overholde loven
Som det fremgår af disse eksempler vil der være rig lejlighed til at anvende sanktionsmuligheden. Men medlemmerne af Jobrådgivernes Brancheforening er meget tilbageholdende med at udnytte denne mulighed. Det skyldes sandsynligvis, at man er bange for, at man derved pådrager sig et dårligt ry i det offentlige, som man jo er leverandør til.

Jeg skal derfor afslutte med en stilfærdig opfordring til de offentlige myndigheder om positivt at bidrage til at afhjælpe ledigheden. Det er ikke rart for ledige borgere at være uden for arbejdsmarkedet. Det er ikke godt for samfundsøkonomien, at så mange ledige borgere afskæres fra at være selvforsørgende. Det burde derfor ærlig talt ikke være nødvendigt at bringe dyre sanktionsmuligheder i anvendelse for at få offentlige myndigheder til at overholde loven.

Det burde være en selvfølge.