Danmark tager stort dyk på grøn verdensrangliste

Det blev fejret behørigt af den tidligere regering, da Danmark i 2020 og 2022 blev kåret som verdens mest bæredygtige land. Nu er Danmark nede på en 10. plads. Og det er både deprimerende og pinligt, lyder oppositionens kritik, mens en grøn ngo derimod godt kan se det positive ved Danmarks fald fra toppen.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Simon Friis Date

Estland, Luxembourg, Tyskland, Finland, Storbritannien, Sverige, Norge, Østrig og Schweiz.

Hele ni lande ligger foran Danmark på det amerikanske universitet Yales liste over verdens mest bæredygtige lande.

De seneste to gange, Yale har udgivet sit såkaldte Environmental Performance Index, har Danmark været nummer ét.

I år er Danmark henvist til plads nummer ti.

Yales indeks rangerer 180 lande på en række bæredygtighedsparametre, baseret på både klima-, energi- og miljømæssige faktorer. I år har universitetet ifølge rapporten udviklet nye metoder til blandt at måle biodiversitet, hvor den danske tilstand i særligt skovene fremhæves som en af rapportens negative historier.

Yales Environmental Performance Index

Hvert andet år, siden 2006, har amerikanske Yale University udgivet sit Environmental Performance Index, der på en række miljø- og klimamæssige parametre vurderer 180 landes bæredygtighed.

I 2020 og 2022 tog Danmark førstepladsen. I de seneste rapport er Danmark faldet til plads nummer 10. 

Læs rapporten her.

Men også på klimafronten er Danmark ifølge Yales-forskerne gået i stå.

I de senere år er Danmarks klimahandling ”kommet ned i fart”, efter at de ”lavthængende frugter er plukket,” som de skriver med henvisning til, at Danmark var tidligt ude med at erstatte kul med gas og udbygge vedvarende energi, men at udviklingen er gået i stå i de senere år.

Ifølge forskerne er de ”tidlige gevinster”, Danmark har opnået på energiområdet ikke tilstrækkelige til at gennemføre en grøn omstilling, der også kræver betydelige og vedvarende investeringer, både i grøn energi, på fødevareområdet, samt i bygninger og transportsektoren.

Danmarks fald på den grønne verdensrangliste møder kritik fra Folketingets oppositionspartier.

”Det viser med al tydelighed at regeringen har formået at tabe Danmarks rolle som grønt foregangsland,” siger Signe Munk, der er klimaordfører for SF.

”I en tid hvor naturen har det elendigt, og klimaforandringerne raser, er det jo meget deprimerende.”

Også Radikales klimaordfører, Samira Nawa, ærgrer sig.

”Jeg synes det er hammerærgerligt. Det er også pinligt. Vi er ikke bare nummer ti blandt alle lande. Vi er også sidst blandt de skandinaviske.”

I rapporten understreger Yale, at Danmarks skove – der ellers har stået for betragtelige reduktioner i klimaregnskabet – er blandt dem med den dårligste tilstand i verden, grundet pres fra landbrug og byudvikling.

”Det er et wake up-call for regeringen,” siger Enhedslistens klimaordfører Søren Egge Rasmussen.

Ingen ministeriel presseoffensiv

Det blev fejret behørigt, da Danmark i 2020 toppede listen for første gang. Klimaministeriet udsendte både en pressemeddelelse, hvor Yales indeks blev kaldt både ”toneangivende” og ”berømt”. Ministeriet delte også et egenproduceret interview med hovedforfatteren til rapporten, professor Dan Esty, som roser Danmarks klimaindsats i en video på ministeriets twitter-profil. 

I 2022, da Danmark for anden gang i træk toppede Yales liste, udsendte Klimaministeriet også en pressemeddelelse, hvori den daværende klimaminister Dan Jørgensen (S) udtalte, at ”Danmark kan være stolte af, at vi igen er kåret som verdens mest bæredygtige land.”

Der var dog ingen officiel pressemeddelelse eller anden kommunikation fra den nuværende regering, da det nyeste indeks udkom mandag.

Til gengæld udsendte ministeriet en pressemeddelelse i december, da Danmark blev placeret øverst på en anden international klimarangliste, som den den tyske miljø- og udviklingsorganisation Germanwatch står bag. 

"Jeg glæder mig over, at Danmarks klimaindsats anerkendes internationalt, og med god grund," sagde klimaminister Lars Aagaard (M) i den forbindelse. Også SVM-regeringens minister for global klimahandling, Dan Jørgensen, var stolt.

"Vi er et lille land, der ikke kan redde klimaet alene. Men får vi andre med ved at vise vejen, så kan vi gøre en kæmpe forskel," sagde han.

Altinget har ikke haft held med at få en kommentar fra Venstre og Socialdemokratiet. Heller ikke Moderaternes klimaminister, Lars Aagaard, har haft mulighed for at stille op.

I en skriftlig kommentar henviser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet til gengæld til, at faldet på indekset skyldes, at Yale har ”opdateret deres metoder og indført nye parametre, heriblandt biodiversitet og habitatsbeskyttelse”, og at listen ”ikke tager højde for fremtidig politik”

Ministeriet understreger også, at Danmarks 2030-mål ”er et af de mest ambitiøse mål på verdensplan,” og at der ”arbejdes som en del af regeringsgrundlaget på at indføre en CO2-afgift på landbruget.”

Aagaards regneark

Men det overbeviser ikke Søren Egge Rasmussen.

”Det er udenomssnak,” siger han.

”Jeg synes, de bør tage kritikken til sig i stedet.”

Heller ikke Samira Nawa er tilfreds med regeringens forsvar.

”Kan man bruge det her indeks til at fremhæve, hvor meget godt, vi gør for klimaet, så må man også tage til efterretning, når vi rangerer så lavt, som vi gør nu,” siger hun.

Men kan regeringen ikke have en pointe i, at vi har et af verdens højeste klimamål, og at vi fører en masse reel klimapolitik, blandt andet en CO2-afgift på landbruget?

”Vi er ikke i gang med reel politik. Vi er i gang med at opdatere Aagaards regneark, og vupti, så er vi i mål. Det er ikke en ordentlig måde at føre klimapolitik på.”

Men vi er trods alt på vej til at få en CO2-afgift, er det ikke reelt nok?

”Jo, jo, men der var ikke nogen, der havde tvunget armen om på ryggen af regeringen for at lægge den beslutning ind i en grøn trepart. Man kunne også bare have truffet en beslutning.”

SF’s Signe Munk køber heller ikke ministeriets argumenter.

”Den grønne omstilling kommer ikke af gode intentioner og planer. Den kommer, når man gør det. Og det er pinen ved den her sag, nemlig at regeringen skubber de grønne omstilling foran sig,” siger hun.

Den går ikke længere

Men det er dog ikke alle regeringens grønne kritikere, der ser Danmarks fald fra førstepladsen som en ubetinget dårlig ting.

Greenpeace' klimapolitiske leder, Helene Hagel, finder det ”komisk”, at SVM-regeringen har valgt ikke at kommunikere lige så stort ud omkring Danmarks placering på ranglisten i år, når nu historien er mindre positiv.

På den anden side er det sundt.

”Det er rigtig godt for den klimapolitiske debat herhjemme, at det kommer frem. Fordi historien om, at vi er et grønt foregangsland, fylder alt for meget. Det lukker ned for den større diskussion, vi har brug for at tage”

Hvorfor er det nødvendigt?

”Fordi det kan godt være, vi er verdensførende i at sætte høje mål. Men det bliver hurtigt oversat til, at vi er det grønneste land i verden. Det er bare ikke blevet fulgt op med reel handling. Og det er så det, der kommer frem nu.”

Nu, hvor Danmarks placering er mindre imponerende, lægger regeringen pludselig vægt på, hvor nuanceret diskussionen er, påpeger Hagel. At Yales indeks ikke kan bruges som facitliste.

”Og det har de jo fuldstændig ret i,” siger hun.

”Det er netop nuanceret. Og derfor skal vi stoppe med at sige, at vi er et grønt foregangsland. Det er en dum diskussion, som er med til at lulle os ind i en falsk fortælling. Vi gør det godt på nogen områder og mindre godt på andre.”

Spørger man Helene Hagel, er Danmarks placering på listen en anledning til at få en bredere og mere retvisende diskussion om den grønne omstilling i Danmark. En diskussion, som ifølge hende alt for ofte kommer til bare at handle om målsætninger og planer.

”Nu har regeringen i lang tid gemt sig bag 2030-målet og brugt det til at legitimere, at man er det mest progressive land. Den går bare ikke længere.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helene Hagel

Klima- og miljøpolitisk leder, Greenpeace
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2014)

Lars Aagaard Møller

Klima-, energi- og forsyningsminister (M)
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1994)

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2004)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024