Kommentar af 
Asser Amdisen

Husk de unge, som løber skrigende væk fra uddannelses- og karriereplaner

Vi skal tilrettelægge og italesætte legitime afstigningsmuligheder for de unge, så det også bliver i orden at tage en kort uddannelse for at få et arbejde, skriver Asser Amdisen. 

Uddannelsessystemets løsninger er ofte designet til de 80 procent af unge, der klarer sig fint, mens de 20 procent, der ikke gør, overses, skriver Asser Amdisen.&nbsp;<br>
Uddannelsessystemets løsninger er ofte designet til de 80 procent af unge, der klarer sig fint, mens de 20 procent, der ikke gør, overses, skriver Asser Amdisen. 
Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Asser Amdisen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For efterhånden en del år siden deltog jeg i en uddannelsesdag hos en større arbejdsgiverorganisation.

Det var altsammen meget fint og fornemt med pindemadder og oplægsholdere af den tunge slags. Hovedtemaet var en beskrivelse af generation Z (eller hvad for et bogstav, vi nu var nået til dengang).

Til det var hyret en farlig fin reklamemand, som havde en masse grafer og stockfotos, så han var helt fremme på beatet.

Jeg kan knap nok huske hans beskrivelse af ungdommen, andet end at det som sædvanligt viste sig, at den var meget værre end alle ungdomsgenerationer før den.

Uddannelsessystemet virker for langt de fleste, og det er jo sådan set fint.

Asser Amdisen

Det, som jeg til gengæld kan huske, er, at alle hans konklusioner var bygget på en 80/20 model. Beskrivelsen var hele tiden "80 procent af de unge siger ..." eller "80 procent af de unge mener."

Til sidst var jeg ved at eksplodere.

Hele formålet med dagen var, at vi skulle lære at rekruttere til og planlægge uddannelser. Og det lærte vi så også, men ikke nødvendigvis på en god måde.

Nu om dage taler vi jo meget om, hvorfor de tekniske og praktiske uddannelser ikke virker. Hvorfor er de ikke populære, og hvorfor gennemfører eleverne ikke.

Det er lidt svært ikke at have en fornemmelse af, at det er 80/20 modellen, som forfølger os.

Sagen er jo, at på trods af den meget polemik om uddannelserne, så gør 80 procent det jo fremragende.

Langt de fleste unge får efter folkeskolen enten uddannelse eller læreplads, og de fleste unge kommer også i arbejde og får helt udmærkede og fine tilværelser.

Uddannelsessystemet virker altså for langt de fleste, og det er jo sådan set fint.

Læs også

Problemet ligger naturligvis i, at når vi mangler sygeplejersker, håndværkere eller noget andet, så er det faktisk ikke helt godt nok, at 80 procent klarer sig fint.

Så bliver vi pludselig opmærksomme på de sidste 20 procent.

Dem tager vi så fat på med alle de redskaber og løsningsmodeller, som vi er i stand til at grave op, men det er de løsninger, som er lavet til de 80 procent, og derfor virker de ikke rigtigt, selvom alle reklamefolkenes undersøgelser viser, at det burde de.

Et oplagt eksempel kunne være diskussionen af karrieremuligheder ved indgangen til erhvervsuddannelserne.

Det har været et dogme i de senere år, at vi for enhver pris skal undgå flaskehalse i systemet og, at det er mor, som træffer uddannelsesvalget.

Dertil kommer, at unge er nervøse for at vælge en erhvervsuddannelse, fordi de er bange for at blive fanget og derefter ikke kunne komme videre på karrierestigen.

Mange elever går fuldstændigt kolde, når man forsøger at engagere dem i, hvad de skal lave, når de bliver 35

Asser Amdisen

Alt sammen fører det til konklusionen, at vi skal være meget omhyggelige med at forklare de unge (og deres mødre), at de på trods af en erhvervsuddannelse godt kan blive ingeniører eller et eller andet fancy bagefter. Og det er nok også den rigtige strategi, men kun for de 80 procent.

For mange af de andre – for eksempel en ret stor del af de unge, som jeg arbejder med til hverdag – så passer argumentet slet ikke.

De går fuldstændigt kolde, når man forsøger at engagere dem i, hvad de skal lave, når de bliver 35.

Siden de gik i 5. klasse, har de skulle redegøre for deres uddannelsesplaner og skulle tænke på, hvad de skal være om tyve år.

De orker det ikke længere, og de løber skrigende væk fra enhver, som prøver at få dem til at lægge planer for resten af livet.

Betyder det så, at vi ikke skal være forsigtige med flaskehalsene, og at vi skal lave uddannelsessystemet om, så karriere og videreuddannelse ikke længere er noget, vi taler om? Nej, selvfølgelig ikke.

Som uddannelsesplanlægger er det helt centralt, at man ikke blokerer sine elevers uddannelsesveje, og for en del uddannelser er karriere og videreuddannelse helt sikkert betydningsfulde for rekruttering.

Men det betyder, at vi ikke altid skal snakke om fremtiden om ti år, men også om, hvad der sker om et halvt år.

Det betyder, vi skal tilrette og italesætte legitime afstigningsmuligheder for de unge, så det også bliver i orden at tage en kort uddannelse for at få et arbejde.

Det gøres nok bedst ved, at vi også selv begynder at behandle murere, skibsassistenter, køkkenassistenter ikke som nogen, som er på vej til at blive til noget, men som nogen, som faktisk er noget – og endda noget både fornuftigt, nyttigt og samfundsgavnligt.
 
Og først og fremmest skal vi lave forskellige veje til de forskellige uddannelser.

Tager vi en hel ungdomsårgang, så er der en del af dem, som ønsker at blive murere, og for hvem murerfaget er et skridt på vejen.

Vi skal tilrette og italesætte legitime afstigningsmuligheder for de unge, så det også bliver i orden at tage en kort uddannelse for at få et arbejde

Asser Amdisen

Dem skal vi lave en uddannelse til. Der er bare også mange, som ønsker at blive murere, fordi det er det, som de ønsker at lave.

Dem skal vi også lave en uddannelse til. Og måske ser de to uddannelser faktisk helt forskellige ud.

Som “uddannelsessystem” kan vi bedst lide store reformer, ensartede løsninger, overskuelige systemer, men for de unge betyder det bare, at hvis de ikke kan se sig selv på motorvejen, så er der slet ikke nogen vej for dem.

Og det er faktisk en skam, for ret mange af dem kan sagtens finde en plads, hvis vi bare sørger for at lave rum til dem.

Så selvom der er mest politisk momentum i den store reform med den geniale løsning, så skal vi også have omvejene, smådriftsfordelene, de sære løsninger og de individuelle planer med.

Ellers laver vi et samfund for de 80 procent, og det er ærgerligt, for vi kan sagtens få noget ud af de sidste 20 procent - hvis vi ellers tør.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Asser Amdisen

Skoleskibsdirektør (Stiftelsen Georg Stage), historiker, debattør, forfatter, hushistoriker, DR P3, Bestyrelsesformand, Brandbjerg Højskole, Bestyrelsesmedlem, M/S Museet for Søfart og Helsingør Havne
cand.mag. i historie (Københavns Uni. 2001), Master of Public Governance (CBS 2015)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024