Hård kritik efter udliciterings-fiasko

JOBCENTER: Oppositionen dumper udliciteringen af jobcentrene, efter at Køge og Gribskov Kommuner er kommet i problemer.
Udlicitering af jobcentre møder kritik efter problemer i Gribskov og Køge Kommuner.
Udlicitering af jobcentre møder kritik efter problemer i Gribskov og Køge Kommuner.
Kristian Aaskov Nielsen

Forskellen på de kommunale jobcentre, a-kasserne og private aktører er, at de private skal tjene penge. Det skal hverken jobcentrene eller a-kasserne. De skal bare få det til at løbe rundt efter de budgetter, de har. Derfor tror jeg ikke kun, der er tale om startvanskeligheder.

Torben Hansen (S)
Arbejdsmarkedsordfører
Udliciteringen af jobcentrene er gået i hårdknude i pionerkommunerne Gribskov og Køge. Det får oppositionen til at lange ud efter udliciteringen af jobcentrene.

"Det er fuldt ud dokumenteret, at sådan en privatisering og udlicitering er helt gal. Nu er det så oven i købet afprøvet i praksis, så jeg håber, at det betyder, at der ikke er flere, der fortsætter ad det spor. Det taler jo sit eget tydelige sprog: Det er en falliterklæring," siger Eigil Andersen (SF).

I sidste uge kom det frem, at firmaet Ramdal A/S, der har ansvaret for de ledige i Gribskov, nu skal betale en bod på 3,8 millioner kroner tilbage til kommunen. I mellemtiden har man i Køge fyret sin hollandske samarbejdspartner Agens, fordi resultaterne ikke var gode nok.

Gribskov var den første kommune, som udliciterede jobcentrene. Herefter fulgte Køge. Alligvel mener Torben Hansen (S) ikke, at der kun er tale om startvanskeligheder.

"Forskellen på de kommunale jobcentre, a-kasserne og private aktører er, at de private skal tjene penge. Det skal hverken jobcentrene eller a-kasserne. De skal bare få det til at løbe rundt efter de budgetter, de har. Derfor tror jeg ikke kun, der er tale om startvanskeligheder," siger Torben Hansen.

DF: Kommunerne og ministeren må have lært noget
Allerede med udsigten til jobcenterreformen var man i Dansk Folkeparti bekymret for udliciteringerne. Ifølge arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted forsikrede daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen (V), at man ville holde øje med, hvordan tingene udviklede sig i Gribskov.

"Der er noget, der tyder på, at kommunen ikke har været helt klar over, hvad det gik ud på. Men på daværende tidspunkt kunne jeg ikke overtale beskæftigelsesministeren til, at de ikke skulle udlicitere, men mon ikke det har ændret sig nu," siger Bent Bøgsted.

Overordnet mener han ikke, at der er noget i vejen for at udlicitere en sådan opgave.

"Det er ikke skidt at udlicitere nogle af opgaverne, men når kommunen slet ikke har hånd i hanke med noget, så er der noget, der tyder på, at der er problemer," siger Bent Bøgsted.

KL: Udlicitering som ideologi er tåbelig
Den betragtning er man enig i hos KL. Formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget Erik Nielsen (S) anbefaler nemlig kommunerne kun at søge private aktører, hvis de kan få en service, som de ikke selv kan levere.

"Det er vigtigt, at de private aktører kan tilbyde noget, som kommunen i forvejen ikke gør. Kommunerne har nemlig en ret stor ekspertise. Det her er jo et område, som man i forvejen har en ret stor viden og kompetence inden for. Derfor har det nok været svært for de private aktører at komme ind her," siger Erik Nielsen.

Sammenbruddet i Køge og Gribskov kommer efter, at regeringen og DF i sidste uge lancerede, at kommunerne skal tvinges til at udlicitere mere. Sidste år besluttede regeringen desuden at belønne privatiseringsivrige kommuner med en bonus. Og her knækker filmen, mener Erik Nielsen.

"Så snart udlicitering og konkurrenceudsættelse bliver en ideologi, så er det tåbeligt. I jobcenterreformen ligger der i brugen om private aktører en tåbelighed i, at kommunen skal tjene penge på at konkurrenceudsætte. Så bliver det samfundsøkonomisk dyrere og ikke nødvendigvis bedre. Det er tåbeligt," siger Erik Nielsen og fortsætter:

"Hvis kommune kan få en service lavet klogt og ordentligt, og som de selv ville have gjort det - og tilmed billigere - så er det klogt. Men at gøre det, fordi man ideologisk forsøger at skabe et marked, så er det uklogt," siger Erik Nielsen.

Det var mandag ikke muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).

Altinget logoArbejdsmarked
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget arbejdsmarked kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Arbejdsmarked

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024