KL advarer imod strammere krav til aktivering

AKTIVERING: Ledige skal arbejde for kontanthjælpen og sendes i aktivering senest efter en måned, lød det fra S-SF inden valget. Men kommunerne advarer den nye regering imod at opstille for firkantede krav.
Foto: colourbox.com
Jørgen Skadhede
Ledige skal arbejde for kontanthjælpen og straks sendes i aktivering. Sådan lød et af hovedpunkterne i statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) 1. maj-tale i år.

Og i regeringsgrundlaget står der da også, at den nye regering vil:

"Fremrykke aktiveringen af dagpengemodtagere og arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere".

Ifølge S-SF's 2020-plan skal lovkravet strammes markant op, så de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere kommer i aktivering senest efter en måned. I dag er kravet til kommunerne ni måneder for folk over 30 år og tre måneder for unge under 30 år. Lever kommunerne ikke op til kravet, bliver de straffet økonomisk ved mindre refusion for ydelsen til den ledige.

KL ønsker kattelem i stramme krav
Men Kommunernes Landsforening (KL) advarer imod at opstille for stramme og firkantede regler. KL ønsker en kattelem, så en kommune i visse tilfælde kan overskrive tidsfristerne uden at blive straffet.

Det er vigtigt at få tilrettelagt et system, så kommunerne kan begrunde overskridelser af tidsgrænserne, hvis det sagligt set var det mest gavnlige for den enkelte ledige i den givne situation.

Erik Nielsen (S)
Formand for KL's arbejdsmarkedsudvalg

"Det er for firkantet at sige en måned punktum. Det kan være bedre for nogle ledige at vente nogle dage, så de stedet for aktivering kan komme på et kursus, der er meget relevant for dem, men først begynder nogle dage efter tidsfristen," siger Erik Nielsen (S), der er borgmester i Rødovre og formand for KL's arbejdsmarkedsudvalg.

"Det er vigtigt at få tilrettelagt et system, så kommunerne kan begrunde overskridelser af tidsgrænserne, hvis det sagligt set var det mest gavnlige for den enkelte ledige i den givne situation. Det er vigtigt med refusionsordninger, der belønner os for at få folk i arbejde eller i uddannelse i stedet for, om vi lever op til nogle proceskrav," siger Erik Nielsen

Straks-aktivering er meget udbredt i forvejen
Han påpeger, at kommunerne i vidt omfang i forvejen sørger for straks at sende arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere i aktivering.

Ifølge tal fra jobindsats.dk kommer over halvdelen (53 pct.) af de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere i dag i aktivering inden for en måned. I 2008 skete det kun for lidt over 40 procent.

I gennemsnit er de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere kun lidt over to måneder (9,5 uger) i systemet, før de enten kommer i ordinært arbejde eller begynder på en uddannelse.

Erik Nielsen understreger, at KL går ind for, at der bliver ført en aktiv arbejdsmarkedspolitik, men:

"Vi ønsker os, at de nye regler ikke bliver alt for firkantede med samme aktivering for alle. De regler har vi levet med nogle år nu, men problemet er, at mere aktivering ikke altid er det rigtige for alle ledige. I yderste konsekvens kan aktivering fastholde folk i ledighed i stedet for at få folk i ordinært job eller i uddannelse," siger Erik Nielsen.

Incitamenter bliver til kassetænkning
Han afviser, at KL's modstand mod en skarp tidsfrist på en måned skyldes frygten for at miste noget refusion fra staten.

"Nej, sådan er det ikke i mit hoved. Jeg håber, at folk snart finder ud af, at der faktisk sidder professionelle folk ude i kommunerne, som kan løse beskæftigelsesopgaven. Problemet er, at det, der kommer ud af Folketinget, bliver omtalt som incitamenter, men når vi efterlever det i kommunerne, bliver det kaldt for kassetænkning," siger Erik Nielsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

-

Bliv ven med Altinget.dk på Facebook her

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Nielsen

Fhv. borgmester 1994-2020, Rødovre (S) og formand for KL 2012-14
Udlært maskinarbejder 1973

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024