Løkke er på vej til at blive den store taber i spillet om sundhedsreformen

Nu er der en længere høringsperiode frem mod august, hvor udspillet er programsat. Den periode vil V og S gerne have ro om – læs: holde igen med udmeldinger – mens der i de to partier er tvivl om, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen vil følge trop. 

Den tvivl er formentlig velbegrundet. En sundhedsreform er hjerteblod for Moderaterne og en vigtig del af partiets raison d’être, og lige nu tyder alt på, at regeringens udspil kommer til at være endog meget langt fra Moderaternes position.  

Magten over ældreplejen er afgørende 
Kommissionen præsenterede tirsdag tre modeller for fremtidens sundhedsvæsen og gjorde så stor en dyd ud af, at man ikke havde rangordnet modellerne, at mistanken om, at det nok ikke helt passer, blev så meget desto mere nærliggende.  

Rapporten var heller ikke mere end 24 timer gammel, før der kom sprækker i musketereden mellem kommissionsmedlemmerne. Flere meldte ud, at de var tilhængere af de modeller, der trækker ældreområdet væk fra kommunerne og over i 8-10 regionale enheder. 

Læser man selve rapporten er det også svært ikke at få det indtryk, at den gennemgående analyse blandt medlemmerne af kommissionen er, at man bliver nødt til at samle ældreområdet og sundhedsområdet under samme paraply. 

En sundhedsreform er hjerteblod for Moderaterne og en vigtig del af partiets raison d’être, og lige nu tyder alt på, at regeringens udspil kommer til at være endog meget langt fra Moderaternes position.

"Det er (...) også den model, der på sigt vurderes at have størst potentiale for at realisere den ønskede omstilling af sundhedsvæsenet og dermed gavne de patienter, som bør håndteres udenfor sygehusene," skriver kommissionen i rapportens kort sammenfatning om model 1, hvor de 8-10 enheder er styret af valgte regionalpolitikere. 

Det grundlæggende problem, når man vil behandle ældre uden for sygehusene, er selvfølgelig: Hvem skal sørge for det? Hvem skal have magten og pengene? Regionerne, som står for sygehusene i forvejen, eller kommunerne, som står for ældreplejen – groft sagt? Eller skal der en helt ny organisering til?

Her opregner kommissionen selv, at med den nuværende organisering i regioner og kommuner opstår der let modsatrettede incitamenter.  

"Hvad angår investeringerne i de almene sundhedstilbud, medfører opgave og ansvarsfordelingen, at regionerne har en begrænset økonomisk tilskyndelse til at investere i en udbygning af det primære sund hedsvæsen ved at stille ressource rtilrådighed for den del afsundhedsvæsenet, som kommunernehar ansvaret for. Der er samtidig en risiko for, at kommunerne vil underinvestere i indsatser til at forebygge egne borgeres brug af sygehusene og det øvrige sundhedsvæsen, da dele af gevinsterne tilfalder regionerne." 

Ofret bliver her (den ældre) borger. Derfor er kommissionens vigtigste begreb "sammenhæng" et dobbelt begreb: det handler både om institutionel organisering og om den service borgerne skal have. Eller opleve de får.  
 
Problemet er bare, at ingen af de modeller, der trækker ældreplejen væk fra kommunerne, ser ud til at være politisk gangbare. 

 
S og V vil ikke underminere kommunerne 
Den såkaldte model 2 ligger tæt på det, de fleste har anset som Løkkes optimale scenarie. Her ville sundhedsvæsenet endegyldigt blive gjort til et statsligt anliggende med en national bestyrelse, en central driftsorganisation og 8-10 administrative enheder. Altså, lidt som en stor virksomhed.  
 
Men hverken den eller kommissionens model 1 kan Venstre og Socialdemokratiet leve med. Og af samme grund: appetitten på store forandringer – og for kommunernes vedkommende helt at fjerne sundhed fra deres politiske portefølje – er meget lille.

Det er den, fordi S og V er de store borgmester- og regionspartier. Begge dele er på valg til næste år, og med de meget dårlige meningsmålinger begge partier har på landspolitisk plan, er der udsigt til dårlige kommunalvalg. Her vil reformer, der svækker kommunerne alt andet end hjælpe.  
 
Det var også derfor, borgmestrene i samlet flok skrev et åbent protestbrev til regeringen i maj måned, da de opdagede, hvad var der var på vej i kommissionen model 1 og 2.  Den kamp kommer hverken Troels Lund Poulsen eller Mette Frederiksen til at kaste sig ud i.

Snarere kommer de til at bruge løs af råderummet – et råderum som måske allerede til august bliver opjusteret igen – på borgernære tiltag, der kan optimere opbakningen kommunalpolitisk såvel som landspolitisk til S og V.  
 
Derfor ligner forløbet et truende nederlag til Løkke. Han har heller ikke gjort det nemmere for sig selv ved at lade sin egen ældreminister lande en reform, der er bundet op på, at kommunerne skal indføre helhedspleje og i det hele taget giver kommunerne en nøglerolle i ældreplejen. Det har gjort spillepladen langt mere låst. 

Eksperter vil hævde, at helhedsplejen formelt godt kan indføres inden for rammerne af eksempelvis de 8-10 omsorgs-og sundhedsregioner. Men sådan fungerer politik ikke.

Regeringen kan ikke holde til at lave en ældreaftale, der er målrettet kommunerne for så få måneder senere at fjerne at ældreplejen fra dem med et øksehug.
 
Samtidig udviklede forhandlingerne sig om ældreaftalen sig til et langstrakt og tumultarisk forløb, der fik udstillet regeringens svaghed, indre splittelse og oppossitionens vilje til at forhandle i samlet blok for at gøre livet surt for SVM. 

 
Det har nok bidraget til den beskedne appetit på at give sig i kast med en langt større strukturreform hos især V og S. Og i toppen af Socialdemokratiet har man i et stykke tid i det hele taget betragtet diskussionen om forvaltningsmodeller som den forkerte vej ind i diskussionen om fremtidens sundhedsvæsen. Her har man i stedet hellere ville begynde med det konkrete problem om for eksempel den geografiske fordeling af praktiserende læger. 
 
Tiden er gået for store reformer 
Det efterlader den konklusion set fra et Christiansborg-politisk perspektiv, at det hele formentlig lander på en version af kommissionens model 3, som netop lader den nuværende organisering mellem kommuner og regioner intakt.

Sker det er det åbenlyst et stort nederlag for Løkke og Moderaterne, og med de store ord, man i moderat-regi har knyttet til reformen, er det at betragte som en decideret fuser.  
 
Det betyder bare ikke, at der ikke vil ske relativt store ændringer alligevel: de praktiserende læger kan se frem til en fuld integration i det samlede sundhedsvæsen, nye måder at honorere dem og fordele deres patienter på og med langt mere politisk styring.

Og borgerne bliver i langt højere grad mobiliserede som aktører – fremfor at være passive patienter – i deres egen sundhedstilstand. Ikke mindst med digitale midler, hvor staten ser ud til at ville centralisere opsamling og behandling af data.  
 
Samlet set kan man fra en rent politik-strategisk optik sige, at regeringen kom for sent i gang med sundhedsreformen til, at det kan blive det store institutionelle paradigmeskift. Med 14 måneder til KV25 er tiden simpelthen gået for store reformer.  
 
Løkke tabte igen 
I mellemtiden har man – især ved Socialdemokratiets mellemkomst – brugt energien på uddannelsespolitikken, hvor der vitterligt sker et paradigmeskift.

Og så brændte man helt utrolig meget politisk kapital af på afskaffelsen af store bededag, som kastede regeringen ud i den voldsomme stemme- og legitimationskrise, som EP-valget også var udtryk for. Når man tænker på, hvor lidt arbejdsudbud og hvor lidt økonomi, der egentlig var i afskaffelsen af bededag, fremstår det dag og for dag, som den dødssynd, regeringen er født i. 
 
Men SVM-regeringens samlede svaghed er ikke kun et problem. I hvert fald ikke for stifteren af Moderaterne. Det er også et mulighedsrum. Det har vi før set ham udnytte. Som da han i nytårstalen i 2011 brugte elendige meningsmåler for VK-regeringen til at foreslå efterlønnen afskaffet. Eller da han under valgkampen i 2019 pludselig foreslog en regering hen over midten, som var med til at sikre, at V gik frem med ni mandater. 
 
På valgnatten 9. juni fik vi et forvarsel om, at Løkke har tænkt sig at fylde det mulighedsrum ud.  

"Regeringen er nødt til at sætte sig kollektivt ned og tænke på, hvordan vi kan revitalisere vores politiske arbejde, hvordan vi kan holde os relevante," sagde han i sin valgtale.

Og under Folkemødet ventilerede han torsdag, at det muligvis kan ske ved at skrotte alle kommissionens tre modeller.

"Jeg tror, at det ender med en fjerde løsning," sagde Løkke uden at blive konkret. 

Men hvis den fjerde løsning rummer en fundamental ændring af strukturerne i sundhedsvæsenet, er det meget tvivlsomt, om det vil skabe genklag i befolkningen og i oppositionen i en grad, så han kan presse det igennem over for skeptiske S og V.

Den positive konklusion for Løkke er, at han dermed stadig har den platform at gå til valg på, som gav Moderaterne en del af medvinden ved folketingsvalget for to år siden. Den negative er, at det er anden gang i træk, han ikke lykkes med sit store politiske projekt.  
 
For borgerne er den paradoksale konklusion, at de måske ikke får det bedste sundhedsvæsen, de kunne få, men det der er politisk muligt i en situation med en historisk flertalsregering, som er historisk upopulær.

Og som derfor ikke længere har styrken til at gennemføre de store og svære beslutninger, der var den brede regerings oprindelige eksistensberettigelse.