Lykke Friis efter EU-valg: Bruxelles kan ånde lettet op, men Macron og Scholz hiver efter vejret

I forbindelse med den kommende fordeling af topposter vil det ikke alene betyde, at den tungeste post, nemlig kommissionsformanden, vil gå til de Konservative, men også at mange kommissærer i den kommende kommission vil være konservative.

Da Europas konservative i de senere år har sat spørgsmålstegn ved, om den grønne omstilling er gået for vidt, vil det sætte sig i den nye Kommissions arbejdsprogram. Et godt eksempel kunne være en tilbagerulning af forbuddet mod Dieselbiler.  

Macron sætter alt på et bræt

Når alt det er sagt, knytter de vigtigste konsekvenser af europaparlamentsvalget sig til den indenrigspolitiske situation i Frankrig og Tyskland.

Det er her, at højredrejningen vil kunne mærkes, da Marine Le Pens Nationale Samling og Alternative für Deutschlands fremragende valg her og nu vender op og ned på den indenrigspolitiske situation.

Hårdt sat op betyder valget, at den i forvejen nedslidte tysk-franske motor nu køres på værksted.

Med et underdrejet Frankrig og Tyskland kan det blive svært at blive enige om nye tiltag.

Lykke Friis
Direktør, Tænketanken Europa

I den kommende tid vil Emmanuel Macron være fuldt optaget af at holde Marine Le Pen stangen i det lynvalg til nationalforsamlingen, som han udskrev på valgnatten.

Sejren til National Samlings Le Pen var så knusende, at Macron følte sig nødsaget til at sætte alt på et bræt og aftvinge franskmændene et klart svar før præsidentvalget i 2027: Ønsker I virkelig, at Le Pen skal regere landet?

Håbet var øjensynligt også, at de øvrige partier ville samle sig i en "alle-imod-Le-Pen"-koalition. Men det er mere end uklart, om det vil ske. Situationen er i hvert fald Kaotisk. Tag bare at de konservatives formand Éric Ciottis melding om, at han støtter Le Pen, kun holdt 24 timer. Så blev han væltet.

De Grønne og yderligere et parti har meddelt, at de ville danne deres egen liste udenom Macrons parti. Det har dog samtidig givet så mange afskalninger i disse dele af det politiske spektrum, at det i sidste ende kunne gavne Macron og dannelsen af en ny majoritet på midten. Men det er et "Macronisk" håb – og selv i bedste fald muligvis ikke nok. 

Selvom valget naturligvis afgøres af de franske vælgere, kan Frankrig derfor meget vel stå over for en ny periode med "cohabitation", altså at præsident og premierminister kommer fra to forskellige partier. Det har Frankrig prøvet før, senest fra 1997 til 2002. Men aldrig har afstanden mellem de to partier været så stor – altså mellem Emmanuel Macrons parti og Marine Le Pens Nationale Samling.

Præsidenten har ganske vist kompetencen for førelsen af Frankrigs europa- og udenrigspolitik. Her sidder premierministeren i sidevognen. Men en effekt vil det uden tvivl have. Og ikke mindst hvis en sejr nu baner vejen for Le Pen til Elyseet i 2027.

Ganske vist går Le Pen ikke længere ind for Frexit – det vil sige et fransk exit fra EU. Men hun fastholder blandt andet synspunkter som, at EU-domstolens magt skal stækkes, og at Frankrig ikke nødvendigvis skal være bundet af det indre markeds regler.

Fortsatte våbenleverancer til Ukraine er mildest talt heller ikke en blomst, der er vokset i Le Pens baghave. Det samme gælder Frankrigs deltagelse i Natos kommandostruktur.

Selvom også National Samling givetvis vil nedtone de mest rabiate synspunkter i regeringskontorerne, virker det ikke som om, at Le Pen er den "nye Giorgia Meloni", uanset hvilke åbninger Le Pen end har søgt hos Meloni med henblik på et forenet yderste højre. Dertil er der for stor forskel på de to politikeres europapolitik.

I parentes bemærket er Le Pens allierede i Rom for øvrigt heller ikke Meloni men Matteo Salvinis noget mere radikale LEGA.

Tysk overlevelseskamp

Konsekvenserne i nabolandet Tyskland er også til at tage at føle på.

Mindre end en tredjedel af vælgerne satte deres kryds ved et af regeringspartierne, SPD, De Grønne og FDP. Kansler Olaf Scholz's socialdemokrater måtte sågar lide den tort at blive mindre end Alternative für Deutschland, AfD.

Da AfD er det parti, som det etablerede Tyskland opfatter som en paria, der skal bekæmpes med alle midler, var det et nederlag, som langt overgår Mette Frederiksens nederlag til SF.  

Scholz' regering er kastet ud i intet mindre end en overlevelseskamp.

Lykke Friis
Direktør, Tænketanken Europa

Det dårlige valgresultat betyder, at Scholz' regering nu er kastet ud i intet mindre end en overlevelseskamp. For hvorfor er det egentligt, at koalitionsregeringen skal fortsætte?

For eksempel viste en måling for nyligt, at over 70 procent af tyskerne er utilfredse med dens resultater, kommunikationsform og indbyrdes forhold. I stedet for at være Europas problemknuser og stabile anker vil Scholz-regeringen i de kommende måneder have blikket vendt indad.

Den største test ligger lige rundt om hjørnet. Efter tidsplanen skal regeringen nemlig 3. juli blive enige om en ny finanslov. I forvejen stod forhandlingerne til at blive uhyre vanskelige.

Grundet den tyske forfatningsdomstols underkendelse af finansloven sidste år, mangler regeringen op imod 50 milliarder euro. Men hvordan skal regeringen kunne blive enige om at lukke det hul, når valgets tale ifølge SPD og De Grønne er, at der skal bruges flere penge på for eksempel sociale forhold og klima, mens de Liberale mener, at yderligere gældssætning er den sikre vej mod spærregrænsen – vel at mærke på den forkerte side?

Kort sagt: I de kommende uger vil der blive tilføjet endnu et kapitel til den tykke bog om fordele og ulemper ved gældsbremsen, og hvad skal der til for at løsne den.

Med et underdrejet Frankrig og Tyskland kan det blive svært at blive enige om nye tiltag, såsom for eksempel en gældsfinansieret forsvarsfond.

Europæisk magtforskydning

Lige så klart er, at den magtforskydning, der i forvejen var på vej fra Paris og Berlin mod Rom og Warszawa blot vil blive forstærket. Hvor Scholz og Macron tabte i søndags, lykkedes det Georgia Meloni og Donald Tusk at trække sig sejrrigt ud af europaparlamentsvalget.

De to regeringschefer har derfor gode chancer for veksle deres nye styrkeposition til stærke kommissærposter som modydelser for at stemme ja til, at Kommissionsformanden på ny bliver den konservative Ursula von Leyen.

Den første indikation på dette fås allerede 17. juni, når stats- og regeringscheferne mødes i Bruxelles for at diskutere valgresultatet og EU-topposter. 

Men selv et stærkt Rom og Warszawa kan ikke stå alene uden Europas største økonomier og største forsvar.

Med Bruxelles briller undgik europaparlamentsvalget det værste, men det er stadig uklart, om det også gælder det samlede Europa.